Hanne Berg har begået et fint og interessant romanportræt af sin mormor, den seje og modige Dagmar, og af hendes liv før og under 2. verdenskrig. Det eftermæle ville forfatterens mormor med garanti – og med rette – være blevet stolt over.

I 1926 gifter Dagmar sig med Alfred. Kort efter overtager parret svigerfarens vognmandsforretning, og Dagmar bliver den centrale figur både hjemme og i forretningen. I romanen, som er inspireret af forfatterens egen mormors liv, følger man Dagmar fra 1926–1945. Hun er en kvinde, der på mange områder er forud for sin tid.

Mens jeg læste, havde jeg oplevelsen af at kigge i en fremmed kvindes dagbog, en kvinde, som jeg kom til at lære at kende, sætte pris på og respektere for hendes livsduelighed, omsorg for de svage og for hendes mod. Særligt kapitlerne om familiens oplevelser i krigsårene – som heldigvis fylder størstedelen af bogen – fangede mig. Kan vi mon få for mange fortællinger om almindelige menneskers liv under krigen? Det tror jeg ikke.

Forfatteren traf et godt valg ved at vælge romanformen, og overordnet fungerer det godt. Men fodnoterne (f.eks. ”danmarkshistorien.dk, Kongen og regeringens proklamation af Danmarks besættelse 9. april 1940”) rimer for meget på fagbog og forstyrrede min læsning. Hvis noterne absolut skulle med, ville jeg have foretrukket, at de befandt sig bagerst i bogen.

Hvad angår bogens indhold, kan man på bagsiden læse, at Dagmar og Alfred mister et af deres børn ved en ulykke, og at der ”opstår der en dyb kløft i deres kærlighed.” Beskrivelsen af hændelsen og ”den dybe kløft” fylder ganske få sider, og både hændelsen og kløften vendes der kun kort tilbage til i resten af romanen. Her følte jeg mig lidt snydt som læser, for jeg kunne godt have tænkt mig, at det var blevet foldet meget mere ud: Hvordan er det, en sådan sorg og skam føles? Hvordan reagerer Dagmar, da hun mister sit barn? Det virker, som om hun hurtigt ryster tragedien af sig. Er det sandsynligt, at en mor kan og gør det? Det tror jeg ikke.

Og så lidt fra småtingsafdelingen:

Jeg kunne godt have undværet overskrifterne, som i bedste fald er uvæsentlige, men som af og til afslører for meget af handlingen i det enkelte kapitel.

Dialogen, som der er meget af, virker visse steder kunstig, for eksempel når Dagmar taler med sin mor om de bøger, de læser. Sproget bliver for akademisk og dermed ikke helt troværdigt.

Endelig spørger jeg mig selv, om den almindelige dansker allerede i besættelsestiden havde så stor indsigt i de gruopvækkende forhold i nazitidens kz-lejre, som Dagmar havde. Var det ikke først senere, sandheden for alvor gik op for folk her til lands? Måske tager jeg fejl.

Men som sagt – de sidste tre indvendinger er fra småtingsafdelingen. For Hanne Berg har begået et fint og interessant portræt af den seje og modige Dagmar og af hendes tid. Det eftermæle ville Hanne Bergs mormor med garanti – og med rette – være blevet stolt over.

Om forfatteren

Hanne Berg er født i 1954 og har i det meste af sit arbejdsliv været ansat i forsikringsbranchen. Hun er født og opvokset i Frederiksværk, hvor handlingen i Dagmar udspiller sig. Hun bor i dag lidt uden for Køge, og romanen Dagmar er hendes debut.

Om anmelderen

Louise Winther er født i 1963 og er forfatter til seks bøger, deriblandt digtsamlingen Dødens dønninger, romanen Men så døde mormor samt sorgcitatbøgerne Sagt om sorg og Sagt om sorg II. Louise anmeldte sin første bog i den nu hedengangne Roskilde Tidende, da hun var tolv år gammel. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws.