At overføre mundtlige fortællinger til skrift er en svær kunst. At forvandle det til litteratur er endnu sværere og lykkes ikke rigtigt for Bente Aarestrup.

I sit virke som mundtlig fortæller optræder Bente Aarestrup med historien om sine formødre, mormoderen Karen og farmoderen Louise. Det forstår man godt, for fortællingen om de to kvinder er en godtepose fuld af skæbner, kvindelig ukuelighed og stærke viljer i de første årtier af 1900-tallet. De er hovedpersonerne i bogens ene del, der strækker sig fra 1900-1925, mens den anden del dækker perioden 1925-1950 og er centreret om den efterfølgende generation, altså forfatterens forældre.

Man er ikke i tvivl om, at det er bedsteforældregenerationen (foruden formødrene kommer forfædrene også sporadisk til orde), som har interesseret forfatteren mest og bliver bredest udfoldet. Man følger Karen og Louise, fra de er purunge kvinder, til de er i midten af fyrrerne og ikke blot har oplevet, men også overlevet barske og omskiftelige livsvilkår, hvor man “bøjer sig for omstændighederne uden at lade sig kue”.

“De livsduelige” er en rammende titel, for begge kvinder viser sig at være netop dét, stærkt duelige, mens de med næb og klør holder sig oven vande gennem fattigdom, fornufts-ægteskaber og fødsler i stribevis. Da deres fertilitet endelig stilner af, sker det i kølvandet på utroskab og horeunger, aborter, barnedød, en mislykket udvandring til Canada og slidsomme, udmarvende dage og år. Kort sagt det nære livs ubarmhjertige betingelser i en verden, der samtidig er af lave.

Fabuleringer uden bund

I sit forord til bogen betoner forfatteren, at hvad hun ved om sine hovedpersoner, har hun fået fortalt af sin egen mor. “De livsduelige” har da også genrebetegnelsen “fortællinger”, men det bliver samtidig angivet i forordet, at: “Hvordan alle personerne i min fortælling følte og tænkte, har jeg fabuleret mig til, så langt som jeg nu kunne.”

Deri ligger bogens akilleshæl, for når den krydser den biografiske fortælling med fiktion, ender den uvægerligt som en blandingslitteratur, hvor man som læser nok tror på de faktiske begivenheder og livsforløb, men ikke kan stole på den karaktertegning, som forfatteren med et skønlitterært greb forsyner bogens personer med.

Man kender formlen fra den populære exofiktion, hvor virkelige personer skildres i roman-form og bliver tillagt refleksioner, sprog og handlinger, som skildrer dem som mennesker, men ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med sandheden. Hverken forfatter eller læser kan jo i sagens natur vide, hvad en given person mon tænkte i en specifik situation for år, måske århundreder, tilbage. Det beror derfor helt og aldeles på forfattertalentet, om en skik-kelse alligevel bliver levendegjort og så at sige eksisterer i sin egen ret.

Bente Aarestrup formår for så vidt at fabulere troværdigt. Det er ikke usandsynligt, at bogens personer havde de tanker, hun giver dem, at de har sagt, hvad de siger i bogen, og har haft de samme følelser, som man får fortalt, men det folder dem ikke ud som levende og interessante skikkelser. Tværtimod bliver det en understregning af, at skønlitteratur sætter en ramme, som forfatteren har svært ved at udfylde.

Bente Aarestrups sprog er enkelt, langt hen ad vejen også så enkelt, at det bliver udvandet og mangler substans. Forfatteren griber tit og ofte til at fylde teksten med lakoniske udsagn, som skal give personerne karakter, men mere viser, hvor i teksten Aarestrup mangler adskillige spadestik i  at komme ned under det overfladiske. Man vidste jo aldrig! … Det var noget sært noget …. Nå, nu ikke blive filosofisk. Det er sceniske replikker, som fungerer foran et publikum, men ikke i en litterær fortælling. Helt galt går det i en abortscene som denne:

Hun skyndte sig over på dasset, og ganske rigtigt kom der en klump ud, som mest lignede størknet blod med sener og brusk, som fra slagterens affald. Det var uhyggeligt. Louise ville ikke se nærmere på det. Om det var en dreng eller pige, kunne hun jo så ikke afgøre, men skidt pyt. Nu gjaldt det bare om at få det hele med ud (…)

Skidt pyt? Uhyggeligt? Det er en temmelig let beskrivelse af en abort, som i øvrigt er helt uden smerter. Mon dog?

Endimensionel skønlitteratur

Sine steder har forfatteren ikke helt styr på de litterære fortællerformer. Det meste af bogen er fortalt i tredje person, men pludselig, fra den ene linje til den næste, har vi at gøre med en alvidende fortæller og et synsvinkelskift, som man fint kan benytte sig af i den sceniske fremstilling, hvor man gestalter de forskellige figurer, men i litterære rammer er det sådan noget, der kan få en redaktør til at flegne.

Det samme gør sig gældende, når sproget og persontegningen bliver endimensionel, hvilket desværre er karakteristisk for “De livsduelige”. Alle personer, uanset køn, minder om hinan-den, taler ens, tænker på samme måde og har samme djærve facon, som i længden bliver trættende. Som læser savner man individualitet, en krog at hægte sin interesse på, så man får lyst til at vende siderne.

Det er god grund til at tro, at Bente Aarestrup som fortæller er i stand til at fange et publikum med sin slægtshistorie, men i bogform bliver den hen ad vejen anekdotisk og minder mere og mere som historierne, man genfortæller til den runde fødselsdag. De enkelte kapitler virker som synopser til forfatterens mundtlige fremstilling, hvilket er en skam, for de livsduelige kvinder rummer mere end som så.

“Less is more” plejer man at sige. I dette tilfælde er det omvendt. Man får for lidt om alt for meget og vil hellere opleve Bente Aarestrup folde sig ud som mundtlig fortæller end læse hendes bog.

Om forfatteren

Bente Aarestrup er født 1952 og er uddannet mag. art i Kultursociologi, suppleret med en læreruddannelse. Hun har derudover haft sit virke indenfor billedkunst, teatergrupper m.m. og er i dag medlem af fortællergruppen “Hvidovre fortælle-Lab”.

Om anmelderen

Inge Lise Hornemann er født 1961 og debuterede som forfatter 2001. Hun blev tildelt Statens Kunstfonds treårige legat i 2008 og har sideløbende med sit forfatterskab bl.a. været formand for forfatterforeningen Danske Skønlitterære Forfattere og siddet som medlem af legatudvalget i Statens Kunstfond.