Journalist og filminstruktør debuterer med underholdende, tempofyldt spændingsroman

Den 6. magt af Mikkel Blaabjerg er en spændingsroman om det politiske magtspil – og om et personligt magtspil mellem to elskende.

Asta er en ambitiøs politiker. Hun går efter både formandsposten i sit parti – og statsministerposten. Hendes politiske rådgiver Theis er hendes elsker. Asta har ladet sin fars firma tjene penge som mellemmand i en våbenleverance til forsvaret. Det er naturligvis nepotisme og kan ske at fælde både hende og hendes parti. Hun ofrer Theis. Han får skylden og en fængselsstraf.

Da Theis et års tid senere kommer ud af fængslet, er det med en plan. Han vil hævne sig på Asta og sørge for, at hendes parti taber næste valg. Det vil han gøre ved at iscenesætte en falsk terrortrussel, der skal trække stemmer over til oppositionen. Snart er det hele dog ude af hans kontrol …

Undervejs møder vi journalisten Solveig, der forsøger at opklare, hvem der står bag terrortruslen. Samt to gode bipersoner: Astas bror Kevin, der ryger hash og vil være stuntmand. Og indvandreren Harun, der uskyldigt fængsles for terror.

Sproget

Sproget er godt – Blaabjerg er også journalist. Der er stemningsfulde bybeskrivelser.

“Der var fyldt med mennesker langs Holmens Kanal. De sad med benene ud over kajen og nød vin i solen (…) Par gik arm i arm, kyssede, forelskede. Måger ledte skrigende efter madrester fra turisterne.”

Der er også virkningsfulde metaforer og sammenligninger.

“Han var et barn i en vandrutsjebane, der ikke kunne styre turen.” “Han tog en dyb indånding, som en samurai, før han fører sværdet i sin mave.” Og “End ikke maddiker på et ådsel ville falde over ham, som de gjorde”.

Til gengæld er der for mange tillægsord og biord.

F.eks. “De krammede hinanden inderligt”. “Små tårer trillede ned ad Claras kinder”. “Hvis man kiggede rigtig nøje efter …”

Her kunne jeg fint undvære “inderligt”, “små” og “rigtig”. Især de to første ord får sætningerne til at tangene, det man møder i triviallitteratur.

Der er også for mange af dem, jeg har lært at kende som “ukrudstord”: meget, lidt, pludseligt. Blaabjergs sætninger ville stå stærkere uden dem.

En ekstra redigeringsrunde

I det hele taget sidder jeg tilbage med en følelse af, at bogen mangler en sidste redigeringsrunde. På side 53 bliver Astas politiske konkurrent Eigill kaldt for Hans, og på side 324 bliver Astas mand Niels kaldt for Hans. Asta tager en måneds orlov for at være hjemme hos sin familie, der er i opløsning. Vi hører tydeligt, at måneden nu er gået (side 58). Alligevel undrer alle sig over, at hun vender tilbage til jobbet. Der er også (side 285) en henvisning til en afslørende artikel af Solveig. Artiklen står der i bestemt form. Men jeg synes ikke, vi hører, at Solveig når at uploade artiklen. Måske er det mig, der overser noget, men jeg efterlades i hvert fald som læser forvirret.

Bogens klimaks

Tempoet er højt. Det er godt. Især bogens klimaks fungerer superfint. Vi følger de forskellige personer på kryds og tværs. Flere ligger inde med vigtig viden, men de kan ikke få fat i hinanden; der er utallige telefonopkald, der ikke går igennem. Vi får også flere overraskende drejninger: kidnapninger, drab og terror. Jeg er som læser helt med! Historien slutter med en cliffhanger: en forsvunden person. Og vi får den smukkeste slutscene. Den overlades til en af bipersonerne: Harun. Det er godt tænkt.

I bogens klimaks får Asta hjælp af en officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste, Einar. Han kommer lidt ind som en “Deus ex machina” og redder hende. Ham ville jeg godt have mødt tidligere i historien. Jeg synes også, at journalisten Solveig kommer lige lovligt sent ind. En tommelfingerregel siger, at alle vigtige personer skal præsenteres i bogens første fjerdedel. Regler er til for at brydes, men som læser oplever jeg også, at de to personer – Einar og Solveig – præsenteres for sent.

Care factor

Jeg har tidligere i mine anmeldelser talt om, at en bogs hovedpersoner skal have en “care factor”; vi skal kunne lide dem nok til, at vi bekymrer os om dem og hepper på dem. Jeg har været godt underholdt, mens jeg har læst Den 6. magt, men mit helt store problem med bogen er, at jeg ikke bryder mig synderligt meget om hverken Asta eller Theis. De har begge formildende sider, men er i bund og grund magtmennesker. Jeg sidder som læser og er en smule ligeglad med, om de vinder eller taber, og det er skidt. Især da der ifølge bogens omslagsflap er lagt op til en hel serie om de to. Bogens bipersoner er til gengæld super gode. Jeg er vild med både Kevin og Harun. Men Asta og Theis … dem orker jeg faktisk ikke at læse mere om … Det skal siges, at jeg er typen, der aldrig har set “Borgen” eller lignende serier, så der findes helt sikkert andre læsere, der synes, det er interessant at følge magtmenneskers kampe og spil.

Forside og titel

To sidste kommentarer.

Forsiden er flot og appetitlig. En rød signalfarve, en mand (Theis) og magtens korridor. Den fungerer godt.

Men så er der bogens titel – Den 6. magt. Med fare for at udstille mig selv om halvdum: Jeg forstår den ikke. Jeg er med på den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt – det var tre – og så medierne som den fjerde magt. Men hvad den femte og ikke mindst sjette magt er, ved jeg stadig ikke, heller ikke efter endt læsning.

Om forfatteren:
Mikkel Blaabjerg (f. 1974) er journalist og filminstruktør med virke i dansk film og reklame i 26 år. Han har arbejdet med kriminelle unge, været kommunikationsrådgiver for Socialdemokraterne og har startet og er medejer af sit eget filmproduktionsselskab.

Om anmelderen:
Alice Aagaard (f. 1968) er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og nordisk sprog og litteratur og er selv forfatter på Byens Forlag med flere udgivelser.