facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Den tid vi ikke får igen’ af Asta Just Schack

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Den tid vi ikke får igen’ af Asta Just Schack

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Den tid vi ikke får igen

Udgivelsesdato: 24-06-2024

Sider: 176

Genre: Romaner og noveller

Forlag: Byens Forlag

Forfatter: Asta Just Schack

Format(er)ISBN
Hæftet bog9788776161408
Ebog (ePub)9788776161453

Det er sjældent, at jeg indleder en anmeldelse, som jeg gør nu. Men her kommer en disclaimer.

Jeg kender Asta Just Schack.

Jeg kender hende fra min barndom. Fra den gang hvor jeg med min familie besøgte hendes i deres sommerhus, og gik ture på toppen af Danmark, spiste eftermiddagskage i skyggen af solen og fra den gang, hvor vi mødtes til lækre middage, som vi indtog, når solen var ved at gå ned.

Den gang var Asta en stærk og muskuløs klatrer, der altid var klar på en vild leg, hvad end det var vandkamp eller en rulletur ned af klitterne. Asta havde et gå-på mod og en vilje til at få ting til at ske.

Men en sommer forandrede alt sig – ikke kun for Asta, men for alle omkring hende. En spiseforstyrrelse havde overtaget.

Lige siden har jeg gennem årene fulgt Astas sygdomsforløb fra sidelinjen, men først da jeg læste det på skrift, gik det op for mig, hvor brutalt et forløb Asta har været igennem – og at den ubekymrede sommer vi havde den gang i sommerhuset, er en tid, vi aldrig får igen.

Så her kommer min anmeldelse af Asta Just Schacks autofiktive debutroman, Den tid vi ikke får igen, der tager sit udgangspunkt i hendes liv med kampen mod maden.

Bogen begynder hvor min fortælling slutter. Sommeren 2021 kommer romanens hovedperson, Agnes, hjem efter en rejse til Thailand. Hun har efterladt størstedelen af sine ting på hotelværelset, kræfterne var ikke til at bære det hele med hjem. På det tidspunkt vejer Agnes 25 kilo.

Hun bliver indlagt på et universitetshospital, og snart viser det sig hvilken verden hun er trådt ind, og som hun ikke lige foreløbigt kommer ud af.

Daglige kostplaner, vægtmåling, indtag af mad på tid og faste besøgstider dikterer dagene på hospitalet. Alt sammen for et enkelt formål; at øge vægten. Men Agnes gør alt, hvad der står i hendes magt for at snyde og manipulere – ikke bare personalet – men alle de mennesker, der er tæt på hende, for bare at vinde lidt af den kontrol tilbage, som sygdommen har frataget hende.

Afføringsmidler og forbudte avokadomadder

Nogle af de mest morbide og bevægende situationer Asta Just Schack formår at skrive frem i romanen, er når Agnes snyder personalet for at undgå at spise:

”Selvom de sidder og kigger på, så kan jeg godt få listet en halv rugbrød ned i lommerne eller spytte saftevand ned ad maven ved at hive lidt ud i blusen.”

Alt rationalitet vendes på hovedet i det, der føles som absurd læsning, men som for de indlagte patienter er hverdag. Agnes er besat, og et mønster viser sig at være gentagende; hvert et skridt og hver en kalorie er en del af det daglige regnskab, og ethvert manipulerende træk er en sejr.

Og det gælder ikke kun mad. For den snedige Agnes forsøger også at løbe om hjørner med ”forbudte midler”, som nikotin og afføringsmidler. Af bagveje får Agnes smuglet midlerne ind – vel og mærke betalt med ”penge hun fik af sin mor eller bedsteforældre” – som i virkeligheden var beregnet til at betale gamle regninger.

”Og så, ja, så tager jeg afføringsmidler i morbide mængder. Jeg bruger 3.000 kroner på det om ugen. […] Jeg får en bekendt til at komme med det.”

Det hele synes så absurd, at man flere gange må knibe sig selv i armen.

Det hele kulminerer, da personalet sender Agnes hjem på en timeout, efter adskillelige advarsler og et vægttab på 2,8 kilo. Agnes tager selv en taxa hjem til forældrenes hus på det, der skulle have været en uges timeout. Men Agnes forældre vil det anderledes.

De vil ikke stå med ansvaret for den syge Agnes, og efter en dag, bliver hun sendt tilbage til hospitalet. Nu er det op til Agnes selv, hvilket liv hun vil vælge at leve.

Længslen efter frihed

Den tid vi ikke får igen er en sårbar og virkelig velskrevet roman, der giver et unikt indblik i livet som indlagt patient med en psykisk sygdom.

Gennem skarpe og ubarmhjertige beskrivelser af hospitalsmiljøet får vi en indsigt i et barskt liv, der på mange måder er fyldt med mistro, mistillid og svigt, og som vi gennem læsningen ikke ønsker at selv vores værste fjende vil skulle gennemgå.

Som læser er man fanget hele vejen gennem den knap 200 siders stramt komponeret roman, der mest af alt emmer af fortvivlelse og foragt. For hvad stiller man egentlig op med nogen, der ikke vil hjælpes?

Men også et lille håb bærer fortællingens fremdrift.

For lige under overfladen lurer den vilje, som jeg indledningsvist tillagde Asta – viljen til at ville friheden – det liv alle hendes venner lever, og som man som læser virkelig under den syge Agnes.

Med længselsfulde øjne kigger hun på de kærester og veninder, der følger med livet, og hvor fester, middage og uddannelse er en normal.

Men længslen og viljen efter frihed synes ikke være stærk nok til at overgå sygdommen. Men vil den nogensinde komme til det? Kan man nogensinde komme tilbage til det liv, man levede engang? Eller vil Agnes altid komme til at længes efter den tid, hun ikke får igen?

Jeg tror ikke, at jeg kender svaret. Heller ikke efter endt læsning.


Om forfatteren:
Asta Just Schack (f. 1996) er en aarhusiansk forfatter. Hun startede med at skrive kogebøger i 2019 og har sidenhen udgivet fire af denne slags samt en kunstbog om mad, BLIKsmag, som er opstillet på blandt andet Louisiana og ARoS.

Om anmelderen:
Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen har en baggrund i Dansk fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig som content assistent hos Gyldendal, hvor hun også faciliterer læsekredse. Desuden driver hun Instagramprofilen ‘Litteratouren’, hvor hun anmelder alt fra smal til bred litteratur.

Efterlad et Svar