To kriminalbetjente, hvoraf den ene naturligvis har lig i lasten og den anden måske lige er en kende for hurtig på aftrækkere, er hovedpersonerne i Tine Gudruns debut. En krimidebut, der er bygget op om de to efterforskeres til stadighed mere politiske og personlige jagt på en grum seriemorder, der har set sig vred på et socialvæsen, der synes at svigte mere end det hjælper.

Det er kort fortalt kernen i Dukkesamleren, der som sagt er Tine Gudruns debut på det danske krimimarked.

Og det er slet ikke nogen ringe debut.

Det, der er godt

Gudrun har styr på sproget, på plottet og på karaktererne. Der er et godt tempo og flow bogen igennem. Som læser bliver man klogere i takt med hovedpersonerne, og får undervejs gennem bogen, der mestendels er set fra efterforskernes side, nogle korte glimt af ofrene og morderens verden, der øger spændingen og uhyggen. Det er godt skruet sammen, tænkt og udført.

De to efterforsker – den garvede Lasse Busk og den handlekraftige Silke Løve – er gode efterforskere og interessante karakterer at følge.

Mestendels.

Kan det gøres bedre?

Det er nemlig her, det bliver mindre godt. Eller i hvert fald et sted, det kan gøres bedre.

Lasse Busk og Silke Løve fylder meget. Så meget, at de andre mange, og potentielt interessante og fascinerende bipersoner, aldrig rigtig når at folde sig ud og gribe én som læser.

Samtidig føler man også, at Gudrun forfalder til at bruge nogle lidt trætte krimistereotyper, når det kommer til Lasse Busk og Silke Løve. Og i ny og næ måske mister lidt fornemmelsen for sine hovedpersoner.

Lasse Busk har selvfølgelig et traume, som han kæmper med i det skjulte. Det er set før og måske ved at være lidt uinteressant. Han har heldigvis et godt forhold til sin kæreste, som Gudrun gør en del ud af vise. Det er med til at give Lasse Busk lidt karakter, så at sige, men det stikker også lidt ud, da han ud af det blå har en ekstremt erotisk dagdrøm, der måske ville passe bedre ind i en decideret erotisk roman. Det bliver om ej andet gjort mindre iøjnefaldende og mere elegant senere i bogen. Og det er ikke fordi, det er en meget farverig scene, men fordi den meget grafiske måde at tænke på ikke synes som Lasse Busks ord, men mere en pænt hardcore historie fra De Grå Sider. De ord og de tanker, man tillægger en karakter, siger meget om, hvordan man som læser opfatter denne.

Det sammen gør sig naturligvis gældende med handlinger, og her går Silke Løve desværre fra at være en handlekraftig politikvinde med gang i til at være uprofessionel og skydegal. Det, tænker jeg ikke, var Gudruns hensigt med sin karakter.

På sin vis er det unfair, jeg er så hård ved Silke Løve, men nogle af karakterens gerninger er så grelle, at de farvede min læsning. Mestendels Silke Løves håndtering af sit håndvåben gav mig et billede af en utrænet cowboy med ringe impulskontrol. F.eks. sidder Silke Løve og efterser sin pistol i bilen, som Lasse Busk med fuld udrykning kører. Hun trækker også pistolen og hhv. tæver og truer et par tilfældige løbere. For ikke at tale om en scenen med håndgemæng og en skuddræbt hund.

Jeg spurgte en af mine kammesjukker med en relevant baggrund om handlemønstret hos Silke Løve, og vedkommendes svar egner sig ikke til at trykke. I en krimi, der ellers på mange måder virker realistisk, gennemarbejdet og velresearchet, nager det mig at se en hovedperson med så meget potentiale indledningsvis blive reduceret til ustabil personage med aftrækkerkløe.

En anden, og indrømmet, lille ting, er brugen af folks fulde navne i store dele af bogen og især i samtaler. Et godt eksempel er kriminalteknikker Ole Eliasson, der konsekvent omtales ved sit fulde navn. Så hvis jeg skal give et lille råd mere, så er det at være opmærksom på, hvordan folk bruger navne og i hvilke tilfælde, de bliver brugt. Den skarpe læser har nok bemærket, jeg konsekvent har skrevet de to hovedpersoners fulde navn, når jeg har omtalt dem. Jeg kunne blot have brugt efternavnet eller måske skrevet karakterens jobtitel, hvilket ville være mere naturligvis og flyde bedre.

Bedømmelse

Min brok til trods, så er Dukkesamleren en god bog, en spændende krimi og en stærk debut. Historien er flængende og griber læseren. Det underliggende mysterium er præsenteret godt, og historien og sproget flyder organisk, når man ser bort fra brugen af fulde navne.

Jeg glæder mig om ej andet til at læse mere fra Tine Gudruns hånd og fantasis grumme dybder.

4 solide spirer herfra.

Om forfatteren
Tine Gudrun er tidligere selvstændig i kulturbranchen, hvor hun blandt har skabt festivaler og store events. Hun har været medlem af diverse bestyrelser og boards for bl.a. kultur og gastronomi og er en aktiv debattør i sit lokalmiljø. Tine Gudrun er født i 1983 og mor til en teenager og en tumling. Dukkesamleren er hendes debutkrimi.

Om anmelderen
Jan M. Johansen, 47 år, bosat i Ringsted, cand.scient.bibl. Bibliotekar i Roskilde Bibliotekerne, tidligere, Københavns Kommunes Biblioteker og Odense Bibliotekerne. Klummeskribent, debattør, oplægsholder og podcaster. Står bag Den Grå Bibliotekar.