Journalist debuterer med velskrevet krimi, men der mangler lig på bordet

Kriminalromanen Eftermæle af Ole Nørskov har den skønneste forside. En ensom mand sidder på en klapstol på havnen omgivet af måger: Byens skraldemænd, men også dens seje overlevere. Mågerne har skidt på mandens jakke. Foran ham er havet – udfordringen, han skal forcere eller måske det glemte, fortiden. Engang troede man, at havet skjulte alt. Affald, der blev dumpet i havet, forsvandt. Nu ved vi, at det ikke er sandt. På den modsatte kaj troner en stor virksomhed med høje skorstene. Fjenden.

Handling
Eftermæle handler om de to journalister Michael og Kresten. Sammen har de afsløret og skrevet om ulovlig insiderhandel i firmaet Gering A/S. Gering er en gammel, familiedrevet virksomhed, der producerer pumper.
Nu er der gået 20 år, og Kresten er død. Michael får til opgave at rydde op i sin tidligere kollegas lejlighed. Stedet flyder med papirer om Gering A/S. Kresten var tydeligvis stadig i gang med at efterforske virksomheden, men for hvad? Michael får den tanke, at der kan ligge noget kriminelt bag Krestens død. Han starter sin egen efterforskning. Undervejs har han en affære med en kvindelig advokat.

Sprog og struktur
Romanen Eftermæle er både velskrevet og ”velplottet”. Bogen veksler mellem en nutid, hvor Michael efterforsker Krestens død, og en fortid, hvor Michael og Kresten arbejder sammen. Scenerne i fortiden er fortalt fra Krestens synsvinkel. Det er et godt fortælleteknisk greb, der giver mulighed for at lære de to personer at kende, samtidig med at fortid og nutid forbindes; efterforskningen dengang og efterforskningen nu. Endelig gør fortællegrebet læsningen til en afvekslende oplevelse og skaber suspence. Hvad angår sproget er det nøgternt og lige ud ad landevejen – og det er ment som en kompliment. Nørskov bruger sproget som et vindue, man kan se historien igennem. Nogle forfattere ynder at dekorere vinduet eller hænge tunge, draperede gardiner op – altså lege med sproget. Det har bestemt sin plads, men det kan gøre det sværere at se ud ad vinduet, se historien, for man ser sproget før historien.

Chok prolog
Bogen lægger ud med en perle af en prolog; et koncentreret chok på bare én side. Prologer har flere funktioner. Som et anslag er de den krog, der skal fange læserens opmærksomhed, de skal slå historiens tone an samt evt. give læseren baggrundsviden. Nørskovs prolog gør det sidste; giver læseren en forståelsesramme for resten af historien. Men tonen, som prologen slår an, følges ikke op før på bogens allersidste sider. Historien om Michael og Kresten er udmærket, men den har ikke samme tone, samme uhygge og intensitet, som prolog og klimaks. Det er klart, at en roman ikke kan være lutter krog og kulmination, der skal også være et midterstykke, men som krimilæser savner jeg at blive rystet undervejs.

Lig på bordet
Det leder mig hen til det eller de manglende lig. Der er sket noget voldsomt i en fjernere fortid – det får vi at vide i prologen – men hverken i Michaels nutid eller i Krestens fortid er der nogen, der dør. Her er insiderhandel, kursmanipulation, bestikkelse og afpresning. Michael slås og flygter fra håndlangere. Men der er ingen, der dør. Skal der lig på bordet, før en krimi virker? Måske ikke. Omdrejningspunktet i en krimi er opklaringen af en forbrydelse. I Eftermæle er det opklaringen af omstændighederne omkring Krestens død, og om Gering A/S er indblandet. Genredefinitionen er altså overholdt. Men denne krimilæser savner et drab eller to.

Den utro hovedperson
Historien veksler som nævnt mellem Michaels og Krestens synsvinkel, men da det er Michael, der gennem sin efterforskning har den mest aktive rolle, er han den primære hovedperson. Og her har jeg et problem. Jeg kan ikke lide ham. For Michael er en skiderik, der bedrager sin kone, og skal man tro Michaels tanker, er det konens egen skyld, for hun er blevet ”kold” og ”småsur”, som der står. To-tredjedel henne i bogen lover Michael bod og bedring – han vil ”sone sine synder og gøre det godt igen” – men jeg tror ikke på ham, hvilket den sidste tredjedel bekræfter mig i. Fiktive hovedpersoner skal ligne rigtige mennesker med fejl og svagheder, men de skal også have den berømte ”care factor”. Vi skal holde af og med dem, ellers er vi – læserne – ligeglade, når de møder modstand og farer. Og det er problemet med Michael og mig. Jeg håber naturligvis, at han klarer skærene, men skulle han blive slået ned med en jernstang, overlever jeg det nok. Kresten er derimod ikke svær at holde af. Han har masser af ”care factor”.

Udover de to hovedpersoner er historien krydret med fine personiagttagelser, dels personer i bybilledet, dels bipersoner som Bombe Hansen, der engang hævede skibsvrag, men nu bor på plejehjem med en kuffert sprut gemt under sengen.

Konklusion
Der mangler lig og ”care factor” i Nørskovs debutkrimi. Som læser vil jeg holde mere af hovedpersonen. Og jeg vil rystes undervejs. Jeg vil ud på kanten af stolesædet. Til gengæld fungerer sprog og struktur upåklageligt. Der er ingen tvivl om, at Nørskov er en dygtig håndværker. Sprog, berettermodel, personbeskrivelser – Ole Nørskov kan sit stof.

Om forfatteren

Ole Nørskov er uddannet journalist og har skrevet for blandt andre Dagbladet Børsen og fagbladet Journalisten. Han var gennem en årrække chef for MediaWatch og er nu selvstændig konsulent i mediebranchen. Eftermæle er Ole Nørskovs debut som forfatter.

Om anmelderen

Alice Aagaard (f. 1968) er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og nordisk sprog og litteratur og er selv forfatter på Byens Forlag med flere udgivelser.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond