facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Elsk mig hvis jeg tør’ af Ann Evald

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Elsk mig hvis jeg tør’ af Ann Evald

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Elsk Mig Hvis Jeg Tør

Udgivelsesdato: 30-09-2023

Sider: 269

Genre: Romaner og noveller

Forlag: Sweetheart Ink ApS

Forfatter: Ann Evald

Oversat fra: dansk

Format(er)ISBN
Paperback9788794467025
Lydbog til download9788794467841

En både hed og tematisk interessant roman, der bla. omhandler de fordomme man kan møde, hvis man som kvinde vælger en yngre kæreste, og som i endnu højere grad beskriver, hvordan det at være forelsket, kan være det bedste i verden det ene øjeblik, og det værste i verden i det næste.

Trine er midt i 40’erne, og bor sammen med den yngste af sine sønner, Emil, der spiller fodbold på semi-professionelt plan, og den ældste søn Albert læser i Århus. Trine er enke, efter hendes mand og drengenes far Søren blev dræbt i en bilulykke for seks år siden. Hendes forældre, eller særligt hendes mor, er ihærdig med at lege ’Kirsten Giftekniv’ og fortæller hende uafladeligt om forskellige mænd, der af den ene eller den anden årsag er ledige, fordi hun sådan ønsker; ’at Trine ikke er alene’, men Trine vifter hende konsekvent af.

Trine har arbejde i et køkken, men er midlertidigt sygemeldt pga. en frossen skulder, og har deraf mange smerter. Hun går til behandlinger hos en fysioterapeut, men hun synes ikke rigtigt, at det bliver bedre. Fysioterapeuten Fenja sender hende ind til kollegaen Jonas, for at få en anden ekspertvurdering. Jonas har fra sidelinjen med stor interesse bemærket Trine, når hun har været på klinikken, dog uden hun ved det. Og nu skal Jonas undersøge hende! Hans interesse i Trine udvikler sig til, at han aer hendes hånd under undersøgelsen! Trine er helt bevidst om, hvor lækker hun synes han er, og hun sammenligner ham fra første øjeblik med Dr. Halstead fra serien Chicago MED. Men fordi han er 17 år yngre end hende, kan hun slet ikke gennemskue, hvorfor han kærtegner hendes hånd, og ved i første omgang ikke, om hun skal indgive en klage over hans opførsel?

Trine besøger derfor til sin gode veninde Gitte, som længe har ment, at hun skal begynde at leve igen, og som samtidig ikke holder sig tilbage for at fortælle Trine, at; ’så fantastisk var Søren altså heller ikke’!’ Da Jonas sender Trine en Messenger-besked, hvor han gerne vil møde hende for at forklare sig, tager hun over til ham, for at høre hans forklaring. Velvidende at hun bevæger sig på gyngende grund, da hun i forvejen føler sig fanget i hensynet til børn, forældre og tidligere svigerforældre.

Den gensidige tiltrækning mellem Jonas og Trine kan ingen af dem bekæmpe, og de ses adskillige gange, og deres fantastiske sex begynder at udvikle sig til mere. En dag finder Trine ud af, at Jonas faktisk er Emils fodboldtræner! Den oplysning skal hun lige lade bundfælde sig, og hun trækker sig fra ham. Det gør hun flere gange af forskellige årsager uden at sige noget, og Jonas bliver virkelig frustreret, og kan ikke forstå hvad der foregår? Han falder dog også selv i at sammenligne Trines måde at være mor på, med sine egne erfaringer med en mor, der ikke var nærværende, og som ikke interesserede sig synderligt for ham, hvilket sårer hende dybt. Hver gang Jonas er i problemer, kontakter han sin gode ven, Magnus, og de bruger tiden på at træne sammen, mens Magnus, ligesom Gitte gør med Trine, skubber på Jonas, når han tvivler.

Da Jonas og Trine en dag går hånd i hånd i skoven, bliver de set af en af de andre unge på fodboldholdet, og lynhurtigt sendes billedet af Jonas og Trine med hinanden i hånden til hele fodboldholdet. Nu må Trine vælge om hun vil kæmpe for sin kærlighed, eller om hun vil lade Emils reaktion og sin egen frygt ødelægge det skønne, som hun har fundet.

Det jeg bedst kan lide ved bogen:

I en tid hvor der er stort fokus på kroppen, måske særligt kvindekroppen, er det virkelig forfriskende at læse om Trine midt i 40’erne, som får et forhold til den noget yngre Jonas. Hun tænker ikke altid særlig pænt om sin krop, men den måde Jonas tænker om hende på, viser at disse nedgørende tanker kun eksisterer i Trines eget hoved. Hun lider desuden under ’pæn-pige-kulturen’, hvor hun forsøger at tage hensyn til alle, men hun indser at hvis hun skal gøre noget godt for sig selv, må hun nødvendigvis skuffe andre. Endnu en genkendelig problemstilling.

Det er dejligt, at man skiftevis følger Trine og Jonas, så man som læser får begge perspektiver med. Det sikrer, at man ser verden med 17 års forskel, og det tegner nuancerne op.

Bogen er let at læse, sproget er ukompliceret, og jeg er sikker på at mange kvindelige læsere vil elske situationen med den ældre kvinde og den yngre mand. Og slutningen virker gennemarbejdet, så man ikke føler at forfatteren har skyndt sig med at ’binde knude’ på sine karakterer og plottet i øvrigt.

Den korte konstruktive tilbagemelding:

Jeg synes det er dejligt med en roman med en kvinde der er midt i 40’erne som hovedperson, og som desuden har fokus på et forhold, hvor alderen er væsentlig, for selvom den ikke er vigtig, er den det jo lidt alligevel.

Trine ser ikke sig selv som smuk, men det synes Jonas, at hun er, og jeg kunne sagtens have læst endnu flere sider om de utallige spekulationer de to har, samt fulgt med i hvordan introduktionen til familierne forløb. Bliv endelig ved med at skrive om relaterbare tematikker i et letlæst og levende sprog, så læsere af chick lit og chick flick fortsat kan blive begejstrede.


Om forfatteren:

Ann Evald (f.1973) bor i Danmarks mindste storby. Hun er mor til tre og farmor til en. Hun er uddannet kontorassistent og ergoterapeut, men er forfatter i hjertet. Hun læser meget og skriver lige så tit, hun kan komme af sted med det. Harddisken gemmer op til flere romance- og feelgoodhistorier, der bare venter på slippe ud. Ann er forfatter til romandebuten Elsk mig hvis jeg tør.

Om anmelderen:

Jette Holmgaard Greibe er børnebibliotekar på Hovedbiblioteket i Aarhus, og fast anmelder af både voksen- og børnelitteratur på Litteratursiden.dk.

 

Efterlad et Svar