”fokusér/ på detaljen”, står der i det første digt i drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaards debut som forfatter, enhver kontakt efterlader spor. Og det er et godt råd både til poeter og politifolk.

Titlen dukker op i et digt fra et gerningssted, hvor ”blodpølen i entréen farver/ de blå skoovertræk”, og ”vi vil ikke inficere/ men enhver kontakt/ efterlader spor”. Men kontakten går også den anden vej; digtene drejer sig om de uudslettelige mærker, mødet med alverdens grusomheder sætter på lovens lange arm.

Digtene kan handle om hele efterforskninger, der ikke er til at få ud af hovedet, men de kan også være korte glimt af kummerlighed, som når digtet ”NORDVEST” i sin helhed lyder: ”på drengens værelse ser jeg/ skimmel på de bare vægge/ gulvet dækket af skrald/ tykt støv i karmene/ kun en flig er ryddet/ drengens gamerstol/ står sort og clean/ hans gamerbord/ ryddeligt/ hans headset/ hænger sirligt/ på den polerede/ acer skærm/ vi forlader lejligheden/ mens faren/ går mod den lokale”.

Det er digte, der vil se elendigheden i øjnene uden at blinke, og det er derfor velvalgt, at bogen indledes med et citat fra Rudolf Brody-Johansens berømte tale i Københavns Byret, hvor han forsvarede sin utugtighedsdømte digtsamling BLOD (1922). Hvor Broby brugte versaler, er enhver kontakt efterlader spor (bortset fra digtenes titler) skrevet udelukkende med små bogstaver, men motiverne er de samme. Brobys berømteste, ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT”, slutter med ordene ”LIG KØNS-KRYBER”, og enhver kontakt efterlader spor begynder til gengæld med et ”barnelig på stålbord/ skåret op fra top til tå”.

Men hvor et af Brobys kendetegn er neologismer, selvopfundne ord – ”KØNS-KRYBER”, ”SPREDBEN” – så er Wittrup Enggaards store styrke som digter brugen af allerede eksisterende, men sjældent sete ord; politibetjentens fagsprog. Fra en tur hos retsmedicineren får vi ”punktformede blødninger/ i øjenlågshuden/ i øjnenes bindehinder/ i mundslimhinden […] brud af tungeben/ brud af skjoldbruskhorn/ brud af ringbrusk”. Man bliver opmærksom på forskellen på ”gerningsstedsundersøgelse” og ”findestedsundersøgelse”, at blod både findes i formen ”anslagsstænk”, ”afkastningsstænk”, ”drypstænk” og ”drypserie”, at bevismateriale ”sikres”, og skud ”afgives”, at det fører til ”indskudshuller”, ”udskudshuller”, og at der opstår ”skudkanaler” i den ramte.

Når digtene er bedst, er de rene readymades – som ”KONKLUSION”, tilsyneladende en obduktionsrapport sat på vers, hvor flere af formuleringerne kunne være titler på en hårdkogt digtsamling i sig selv: ”projektil lejret i bløddelsvævet”, ”krudttatovering i omgivende hud”.

Heldigvis er den sproglige præcision ikke kun forbeholdt beskrivelser af dødt væv; når en skruetrækker er brugt ved et indbrud, kender digteren ordet ”kærv”, og i det fire sider lange ”GERNINGSSTEDSUNDERSØGELSE 33” beskrives en lejlighed udtømmende, minutiøst med et ordvalg som: ”døren fra køkkentrappen til lejligheden/ er forsynet med ruko kasselås med indvendig vrider/ døren er såvel udvendig som indvendig/ monteret med dørkarm”. Indvendig vrider! Monteret med dørkarm! Hvis ikke det var en politirapport udsat for poesi, kunne det lige så godt være en fransk nyroman.

Det kan måske forekomme morbidt at lade sig fascinere af efterforskerens objektive ordvalg, når det i de fleste digte bruges til at beskrive grusomt myrdede mennesker. Men det er blikket for dette fagsprog, der gør Wittrup Enggaard til en god digter – og da de alt for mange syn af vold og døde mennesker mod slutningen af bogen begynder at indhente jeget, formidles det også mest effektivt i et digt, hvor politilingoen pludselig bryder ind i hverdagslivet. ”sidder på en bænk/ i den blå planet/ jeg er alene med vores børn”, begynder digtet, og tager så kort efter en pludselig sproglig drejning til noget, der minder om et signalement: ”en kraftig dansk mand/ trasker ud fra toilettet/ han har kort rødt hår/ er cirka 180 cm høj/ iført/ hættetrøje med lynlås/ knælange shorts/ hvide sneaks”. Det angste betjentblik er ikke til at lægge fra sig på stationen.

Mindre interessant som forfatter er Wittrup Enggaard, når han sætter direkte ord på jegets følelser, som når ofrenes forældres ”smerte vrede tårer/ er den benzin/ der giver mig brændstof til/ at se de dræbte i øjnene” – både fordi billedsproget bliver uoriginalt og/eller uklart (benzin giver ikke brændstof, benzin er brændstof), men også fordi det ikke er særlig interessant lyrik at høre om at jegs følelser, når man i stedet kan blive udsat for dem gennem sproget.

For når jeget sidder på Den blå planet med sine børn, og digtet pludselig går fra farmandssprog til efterforskersprog – når Wittrup Enggaard benytter et digts og ikke en selvbiografis virkemidler – kommer man med dybt ind i PTSD’en.

Om forfatteren:
Martin Wittrup Enggaard (f. 1985) er drabsefterforsker i København og del af politiets nationale drabsgruppe. I 2023 blev hans borgerforslag om genetisk slægtsforskning vedtaget i Folketinget. Dette førte i år til, at der blev rejst tiltale mod en mand i sagen om Hanne With, der blev dræbt i 1990. En sag, som Martin Wittrup Enggaard havde efterforsket siden 2018.

Om anmelderen:
Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med ‘Brænd huset ned, giv træet vand’.