”du forsøger at falde i søvn/ til lyden af dit tidligere liv// du er et regnskab/ der aldrig går op”

Sådan lyder det første digt i litteraturforskeren Stefan Kjerkegaards debut, ensom omgang. Eller – digteren er et regnskab, der ikke går op, for egentlig er ensom omgang ikke hans debutdigtsamling. Den hed 747 og udkom i 2002 under pseudonymet Bob Hvid Green (navnet er en tissemandsjoke). Det er en digtsamling, hvor man kan mærke, at Kjerkegaard som litteraturforsker især har beskæftiget sig med Per Højholts og Simon Grotrians forfatterskaber. Med legende og fjollede digte, hvor Grotrian faktisk også optræder skjult i disse tre anagrammer: ”mors ironitang/ astronomigrin/ ros intim organ”.

Men det er en helt anden stemme, man møder i ensom omgang – Kjerkegaards første digtsamling i eget navn.

Her er digteren ældre og mere afdæmpet. Søvnløs og præcis midt i livet. Jeget sammenlignes gentagne gange med et træ, og ”efterårsløvet knitrer/ fyrre år frem/ fyrre år tilbage”. Men det er fyrre år, der ikke er gået som forventet, og ”for enden af mine arme/ hænger bladene/ med deres livsmønstre/ og knækkede skæbner”.

Digteren har fået børn og mistet sig selv. Han lever ”et liv så ganske ordinært/ at du ikke drømmer om det” – helt bogstaveligt, for jeget kan ikke sove. Men ”jeg er begyndt at drømme igen”, og digtene bliver et sted at finde udfrielse: ”om lidt vil jeg skrive dette digt/ det eneste sted/ at være/ nu”.

Digtene er korte – ofte to-tre linjer – og minder tit om aforismer. ”det gælder om at sove/ når sluserne er åbne” lyder ét, ”når først du er blevet far/ er du også dit barns spøgelse” et andet. Det er digte, der kæmper med, at livet er prosaisk, og som længes efter poesien på trods – gerne ved at sammenstille en hverdagskedelig erfaring med et glimt af et mere svulstigt sprog som i dette digt: ”her går jeg ind ad dørene til Netto/ imens græsset i haven gror/ dumt og ufortrødent/ under stjernernes lange øjne”.

Digtene kan dog gå for langt i begge retninger. Det poetiske kan blive for dunkelt og abstrakt som i dette korte digt: ”er igen alene med uglen/ døden har ikke noget køn”. Og det prosaiske kan blive banalt som i dette digt, der kunne være omkvæd i en Lizzo-sang: ”hvis man ikke elsker sig selv/ hvordan så lade/ et andet menneske/ gøre det”.

Bedst er Stefan Kjerkegaard, når han er allermest enkel – når han hverken bruge et klassisk poetisk inventar i form af stjerner, mørke og lys eller siger dybe sandheder om at være menneske, men blot skærer alt overflødigt fra. Som i dette simple, smukke og sigende tolinjersdigt: ”dagen er nok/ og nu”.

Om anmelderen:
Stefan Kjerkegaard debuterede som digteri Hvedekorn i 1990’erne. Siden udgav han digte i Øverste Kirurgiske under pseudonymet Bob Hvid Green, der forsvandt i slutningen af 00’erne, og Stefan Kjerkegaard påbegyndte sin forskerkarriere. I dag er Stefan Kjerkegaard, født 1973, litteraturforsker ved Aarhus Universitet og har bl.a. skrevet bøgerne Digte er bjergede halse (After hand, 2000) om Simon Grotrian, Hørbylundemanden (Aarhus Universitetsforlag, 2009) om Per Højholt og Humor (Aarhus Universitetsforlag, 2017). Han er desuden medlem i bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds litteraturpris.

Om forfatteren:
Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med ‘Brænd huset ned, giv træet vand’.