”Romanen” giver et indtryk af, hvordan en søn oplever sin mors sygdomsforløb og død.
Når jeg sætter ”romanen” i anførselstegn, er det fordi teksten i virkeligheden nok så meget kan ses som lyrik – en art langdigt i en form for udvidet knækprosa. Hver side består alene af 1-10 linjers tekst indeholdende få korte sætninger.

Samtidig med at have karakter af lyrik er bogen autofiktion, hvor ”fortælleren” har samme navn som forfatteren.
Og når jeg her sætter ”fortælleren” i anførselstegn, er det fordi der ikke fortælles en traditionel historie. I stedet formidles fortællerens oplevelser af morens sygdom og død på en form, der ofte er af impressionistisk karakter.
Fx en side alene med denne tekst: ”Morgenen, solen ind ad vinduet, terrassedøren.”
Eller den første side i romanen: ”Jeg står på en altan og står og lytter, at hun ringer, at lægerne, at hun ringer og siger noget, ud over tagene”.

Fortælleren har tydeligvis et yderst tæt og meget indfølende forhold til sin mor, sine steder nærmest symbiotisk: ”Jeg vil die ved hende”.
Det er på samme tid bogens styrke, og dér hvor det kan blive for meget: Vi får formidlet denne indføling så sprogligt flot, umiddelbart overbevisende oprigtigt og for det meste uden unødigt føleri i selve tekstens formuleringer – det overlades til læseren selv at gøre dette. Men nogle gange kammer det en smule over for denne læser, uanset at fortællerens oplevelse synes at være oprigtigt og hudløst ærligt formidlet. Men hudløsheden kan også blive for villet, for demonstrativ, for patetisk. For denne læser gælder det fx formuleringer som ”Fra nu af og for evigt må jeg være min egen mor”

Udbyttet og oplevelsen af bogen vil derfor helt klart være afhængig af, hvem man er som læser; samt af om man har haft en tilsvarende situation følelsesmæssigt tæt inde på livet. Det giver derfor i virkeligheden begrænset mening at give en sådan bog karakter; en sådan bliver mere end almindeligt subjektiv.

Bogen er klart fængslende, man læser den i første ombæring i ét hug (hvilket så heller ikke tager mere end en halv time). Derefter vender man tilbage, til de enkelte sider eller sideforløb, og indånder mere og mere.
Eller man bliver så fyldt af indtryk, følelser og tanker om egne tilsvarende relationer og oplevelser, at man dårligt kan kapere mere end måske 10-15 sider ad gangen, før man må stoppe op for at få vejret og nå at komme til sig selv igen.
Igen vil det ganske afhænge af læseren – begge læsemåder har sine kvaliteter og vil kunne fungere godt.

Bogen er generelt meget intens, men slår et par steder nogle svinkeærinder, som ikke følges op eller bliver dybe nok, og som derfor ikke rigtigt føjer noget til – det bliver mere distraktioner: Fortællerens to kærester, samt søsteren Emilies sygdom får så lidt plads og betydning, at de med fordel i stedet kunne have været udeladt.
De sidste 25 sider, efter bisættelsen, er en slags antiklimaks, de giver ikke så meget til læseren – de kunne også være udeladt. Det havde givet en stærkere og endnu mere fortættet fortælling og afslutning. Nu fiser det i stedet en smule ud.

Nå, ja, og så skal denne anmelder endnu en gang have luft for sin hygge-idiosynkrasi: Selvom det er blevet tilladt at stave ”bagest” som ”bagerst”, så er det stadig manglende sproglig omhu og fornemmelse at gøre det… Men det kan selvfølgelig være et generationsspørgsmål… (Hvilket min kæreste ”hårfint” har antydet.)

En mere alvorlig overvejelse er den tilbagevendende diskussion om risikoen ved, som forfatteren, at gå på forfatterskole: Risikerer man, at teksten bliver for beregnende, at den for meget følger en formel, at der kommer for meget ”greb” over den?
Risikoen er klart tilstede her. På den anden side må det til gengæld siges, at det i det store hele virker. Her er vi inde i noget, hvor jeg som læser klart får påvirket min læseglæde af, hvilken oplevelse jeg har af forfatterens intention: Hvor meget er autentisk oprigtighed, og hvor meget er greb for at få det til at virke? En lang diskussion, herunder ”om det gør noget”, og om ikke alle gode bøger er fyldt af greb. Det er under alle omstændigheder en hårfin balance, og igen en meget subjektiv balance at gøre op for den enkelte læser.

Opsummering: Det er en fængslende bog. Som man enten kan give læseren så dyb resonans, at man må vende tilbage til den (køb den!), eller giver en hurtig, intens engangsoplevelse (lån den på biblioteket!).

Om forfatteren

Joakim Kruse Lykke, født 1994, er elev på Forfatterskolen og er uddannet fra Kungliga Konsthögskolan i Stockholm.

Om anmelderen

Sten Mogensen, f. 1961, skriver boganmeldelser på sit site www.bøgermeddybde.dk. Sten har arbejdet mange år i kultur- og biblioteksverdenen, og har udgivet en enkelt digtsamling. Sten er cand.scient. i datalogi og kultursociologi.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond