Benjamin er død. Det betyder dog ikke at han får lov til at slappe af. Tværtimod er det først nu, han for alvor begynder at agere, at blande sig, at udfolde sig. Det kunne have været en sjov og smuk historie, men dette potentiale drukner i manglen på fokus og sløset redigering.

Desværre passer titlen på Michael Mørkbos debutroman, Fanget i Limbo, langt bedre til læseoplevelsen end til bogens handling. Ikke alene foregår langt størstedelen af den lovligt langtrukne og omfangsrige fortælling, om en død mands udfordringer, faktisk på jorden; det transitområde af dødsriget, hvor resten udspiller sig, og som i bogen kaldes Hinsides, lever heller ikke op til betegnelsen Limbo.

Limbo er, indenfor katolsk dogmatik, et stillestående sted hvor de uskyldige udøbte og prækristne tilbringer efterlivet. Der er ingen belønning, men heller ingen straf, her hersker egentlig bare en slags meditativ intethed, for hvilken ordet Limbo er blevet et synonym. Det modsatte er tilfældet i Hinsides (ordet Limbo bliver faktisk aldrig nævnt i romanen), der mere fungerer som en banegård mellem jordelivet og Himlen – et kaotisk, støjende sted fyldt med aktivitet.

Her ankommer Benjamin, efter han dør fredeligt i sin seng af en uopdaget hjertefejl. Benjamin er et postmoderne menneske, der vel bedst kan beskrives med den japanske betegnelse hikikomori. Han er introvert og menneskesky langt ud over grænsen til det asociale, berøvet for holdninger og i vid udstrækning også for følelser. På grund af disse karaktertræk dømmes hans sjæl til destruktion, i stedet for at blive sendt til himmels.

Der bliver imidlertid ikke gjort meget ud af at diskutere det retfærdige i denne lemfældige, og i øvrigt rent bureaukratiske, åndelige dødsdom. I stedet springer vi hurtigt videre, og Benjamin bliver mere eller mindre tilfældigt udnævnt til systemadministrator af de computersystemer der varetager afhentningen og videreformidlingen af sjæle. Det er begrædeligt typisk for Fanget i Limbo at sådanne store spørgsmål – det være sig teologiske, filosofiske, politiske eller teknologiske – bliver forbigået og forbliver ukommenterede, fordi fokus skifter til en ny gag, en ny underfundighed, inden man rigtigt når at begrave sig i substansen.

Samme spontane mønster gør sig gældende i mange af historiens elementer. Eksempelvis skifter fokaliseringen ofte fra person til person midt i afsnit, til tider midt i sætninger, og etablerede regler for det mytiske univers bliver jævnt hen ignoreret eller brudt uden forklaring – den største synd i fantastisk litteratur. Et godt eksempel herpå er det før-babelske universalsprog, alle for nemheds skyld taler i Hinsides, hvor døde fra hele verden og forskellige tidsaldre støder ind i hinanden. Af en eller anden årsag er det stadig muligt at skelne mellem det danske fortællesprog og engelske filmcitater, uden at man helt begriber hvordan.

Som en modvægt til den vildtflyvende handling findes de uhørt grundige beskrivelser af denne. Når Benjamin træder ind i et rum, træder han ikke blot ind i et rum. Han tager fat i dørhåndtaget, trykker det ned, skubber døren op, tager først et, så endnu et skridt ind i lokalet, etc. Var der ryddet op i disse komplet ligegyldige detaljer, der hverken bidrager til plottet, stemningen eller det meget tynde symbolske lag af fortællingen, var værket blevet kogt ned til et omfang, der bedre kunne have båret handlingen.

Ét sted hvor romanen virkelig forsynder sig imod god fantasy-skik er den overmåde lange opbygning til handlingskernen, hvor Benjamin skal redde en gammel klassekammerat fra et mordlystent computerprogram. Små 85 siders ren deskriptiv world-building – i en stundom vrangvending af show don’t tell-begrebet – er absolut for meget, og her afsløres for alvor problemet ved en ikke-sanselig, ikke-følende og grundlæggende ikke-interesseret hovedperson. Meget bedre bliver det ikke af, at en betragtelig del af disse etablerende forklaringer foregår på Benjamins modersmål: sys-admin.

”Han havde fundet noget, der lignede en branch-and-bound-algoritme, men der blev ikke foretaget pruning på noget tidspunkt. Det betød, at samtlige løsninger blev gennemprøvet, selv om der sandsynligvis var mange subsets, man kunne se bort fra.”

Javel ja. Sideløbende med de realistisk præcise beskrivelser af fiktive computersystemer sjuskes der med fakta indenfor andre emner, der hermed fremstår det mere grelt. Der er næppe mange, der omtaler komponisten som ”Mendelsohn Batholdy” – han kaldes slet og ret (Felix) Mendelsohn, uden alle de ekstra for- og efternavne. Og det er ikke Dante Alighieri der ”fandt på” helvede – ideen om efterlivsstraffen har eksisteret siden antikken.

Som elsker af de fantastiske genrer, og forkæmper for ligestillingen af disse med realistisk litteratur, er det aldrig – aldrig! – fornøjeligt at skulle jorde et værk, der netop gør sig til eksponent herfor. Der er ambitioner, fortælleglæde, humor og kærlighed til genren gemt mellem linjerne i Fanget i Limbo.

Det ville utvivlsomt have været en udmærket roman, hvis man havde begrænset sig, hvis sproget var blevet strammet op og delvist udrenset for technobabble, hvis man havde fundet en måde at gøre Benjamin til en levende (!) karakter på, og måske især hvis de magiskeptiske ”seriøse” læsere ikke kunne pege fingre af manglen på faktatjek, som en stringent redigering havde kunnet råde bod på.

Om anmelderen

Martin Schjönning er litterat og har blandt andet arbejdet som redaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist. Dertil er han skønlitterær forfatter, og er i øjeblikket ved at uddanne sig til boghandler.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond