Horror-genren i Danmark har ikke råd til særlig mange svipsere, hvis den nogensinde skal gøre sig håb om at blive taget alvorligt. Desværre er dette nye bud på den danske gyser, Preben Steens Fjordhusemassakren, en sådan svipser.

Lad det, for al gennemsigtigheds skyld, stå klart fra starten, at Fjordhusemassakren er udkommet på et forlag, Kandor, som flere mine egne titler også kalder hjem. Og desuden, at jeg som anmelder ikke favoriserer nogen som helst – hvilket bliver pinligt tydeligt herunder. Der hersker heller intet ondt blod mellem Kandor og undertegnede, der har kunnet inspirere mig til ufortjente angreb på en debutanttitel. Nedenstående er – som altid – min ærlige mening. Dixit!

Man må erkende at Fjordhusemassakren lever fuldt op til sin titel. Handlingen udspiller sig fra start til slut i den fiktive landsby Fjordhuse og der spares ikke på blod, knoglebrud eller kuldkastede indvolde. Den selvforklarende titel er på sin vis ganske sigende, for der er langt mellem overraskelserne og ikke antydningen af dybereliggende lag i historien. Her er tale om en uforfalsket splatter – og den slags fungerer umådeligt meget bedre på en skærm end i en roman.

Fjordhuse

Kigger man på titlens første halvdel sidder man tilbage med et forvirret indtryk af et sted, der simpelthen ikke burde fungere. Fjordhuse er befolket af en gennemført ensartet befolkning af udkantstypiske, usympatiske mennesker, som løbende opfindes for at holde en handling kørende, efterhånden som karaktererne udryddes. Det er ganske få af disse mennesker, man får kommer bare en millimeter ind under huden på, inden man kommer meget langt ind under huden på dem i deres respektive dødsscener.

Fælles for Fjordhusebefolkningen er en udtalt mangel på almen dannelse, en nærmest brutal bondskhed, en glubskhed efter ikke-bæredygtigt kød og et indestængt had til omverdenen. En kile er banket ned mellem kønnene, som der selvfølgelig kun er to af: Mændene er dorske, nærige og kedelige. Kvinderne er nyfigne og ulykkeligt desperate efter at udfylde det tomrum deres ægteskaber har efterladt dem i. Kort sagt har vi at gøre med udkants-bashing-genren for fuld ufiltreret dieseludblæsning, hvilket vel efterhånden er en selvstændig kunstart indenfor dansk litteratur. Begrædeligt nok er romanen berøvet den socialpsykologiske analyse og spidsfindige satire, der gør den slags samfundsportrætter interessante og berigende for læseren.

Helt symptomatisk beskrives alle disse meget ens mennesker som overvægtige – med undtagelse af den lokale zumba-instruktør/ærkeskøge, der netop er karakteriseret ved sin mangel på overflødige kilo. Hvor denne tilnærmelsesvis obsessive fokus på overvægt kommer fra, skal jeg ikke kunne sige, men den virker malplaceret og anakronistisk i 2023, fordi den oftest løftes ud af karakterernes verden og søger op i tredjepersonlaget.

Massakren

Massakren kan her forstås på flere måder. Der er den endeløse aflivning af fiktionsfigurer man ikke har skyggen af sympati for, endsige et overfladisk kendskab til. Den er for så vidt uinteressant. Nedslagtningen af læserens tålmodighed er straks mere alvorlig.

Romanen plages er mere end ensartede biroller. Der figurerer også en altoverskyggende hovedperson – den voldsparate og forbløffende formstærke eksnarkoman, Ralf, der konstant ændrer sin adfærd overfor de folk han agerer med, uden at disse udsving bliver forklaret. Det er især forholdet til en vis Per, der bedst kan betegnes som uforudsigeligt. Per er den parodisk ”overspillede”, fuldblodsracistiske åndelige leder af Fjordhuse. Ved første møde præsenterer han sig som sognepræst, men som handlingen skrider frem, og antallet af støvede gyserfilms-troper der tages i brug, stiger voldsomt, begynder man at spekulere tungt over, hvor i alverden Per har fået sin kandidat i teologi. Hans brug at ”korsets tegn”, latinsk messen, obskure dæmonuddrivelsesriter, samt hans ønske om at Ralf skal ”bekende sine synder”, er i hvert fald ikke noget han har samlet op på et protestantisk præsteseminarium, men han bruger dog folkekirkens salmebog.

Sådanne diskrepanser til trods er Fjordhusemassakrens største synd dog, at der intet foregår mellem linjerne. Det er absolut muligt at skrive bloddryppende, uden at gå på kompromis med det psykologiske, det symbolske, det politiske eller det socialrealistiske element af en historie. Men massakren er grundløs. Kurven er flad. Fjordhuses rædselskabinet af forspiste, mavesure, utro og fordrukne bonderøve eksisterer ud fra en bizar filosofisk præmis: Du er, derfor dør du. I længden er det utilfredsstillende læsning, lige meget hvor begejstret man er for detaljerede beskrivelser af lystmord på bøhlandet.

Mangler giver læseren en underlig fornemmelse af enten at læse en rasende forfatters ucensurerede hævnfantasi, eller sidde med en børnebog skrevet for voksne – hvor finder man ellers et så tætbarberet A-til-B-handlingsforløb, uhindret af intellektuelle overvejelser, men spækket med udpenslet vold og urealistisk gnidningsfrit analsex?

Om forfatteren:
Preben Steen (1981) er idémand, filmproducer, koncertarrangør. Han er født med muskelsvind og sidder i kørestol. Har skrevet børnebøger og romandebuterer med Fjordhusemassakren.

Om anmelderen:
Martin Schjönning er litterat og har blandt andet arbejdet som redaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist. Dertil er han skønlitterær forfatter, og er i øjeblikket ved at uddanne sig til boghandler.