Sygdom, død og sorg er nogle af de helt store tematikker, vi ser i litteraturen lige nu. Forfattere som Vilma Sandness Johansson, Anna Rieder, Anna Juul og Caspar Eric er nogle af de helt store navne, der pryder den litterære scene, med deres værker om sorg og sygdom. På samme måde skriver Freja Bøgh Lassen sig ind i denne bølge med sin debutroman, For at gå med dig. Romanen er delt op i tre dele, delvist baseret på forfatterens egne oplevelser. Alle fortællingerne kredser om dét at miste – hvad end det er kærlighed, sygdom eller et levet liv. Her møder vi tre forskellige skæbner, hvis liv elegant vikles ind og ud af hinanden.

”Det er sjovt, sagde Vera uden at fjerne blikket fra skærmen. (…) Hvad er sjovt, sagde jeg og pillede fjer ud af en flad hospitalspude, som jeg sad med i skødet. En dag skal du forelske dig i en anden, sagde hun”. Sådan står der i bogens første del, hvor vi følger Otto, der i et ungt og tempofyldt liv bliver bremset af sin kæreste, Veras, pludselige terminale kræftsygdom. Alt vendes på hovedet, livet sættes i perspektiv, og Otto kæmper en brav kamp for at jonglere ungdomslivet og den vedtagende sygdom.

I bogens anden del følger vi Kajsa, en ung kvinde, der er taget væk fra Danmark til Tanzania. Vi bliver inviteret indenfor i hendes tilsyneladende sorgfulde liv blandt unge ligesindede tanzaniere. Et liv i det umiddelbare sorgløse, hvor særligt trafikuheld med død til følge synes at syne hen og snare høre til almindeligheden end sjældenheden.

Tredje del omhandler en ung kvinde, hvis familie er rystet af en skilsmisse og senere hen en kræftsyg mor. Det er en fortælling om den ældste datters forsøg på at holde familien sammen i erindringen og i en hverdag præget af fortvivlelse og forandring.

Romanens tre dele hænger uløseligt godt sammen, og fremstår som et godt supplement til hinanden.  Med nøgne og enkle sætninger formår Bøgh Lassen, at skrive sig helt ind under huden på læseren gennem rørende og smukke beretninger: ”Nogle måneder senere begyndte jeg at optage hende på film. Bare så vi kunne huske det måske. Ikke glemme det”. Men til trods for de berigende sætninger, indeholder de også en vis tomhed, hvilket er gennemgående i alle fortællingerne, som eksempelvis her: ”En dreng traskede over vejen. Han trak en ladvogn efter sig på et kæmpe lastbilhjuldæk. Ladet var tomt.”. De nærmest indholdsfattige sætninger, afspejler den tomhed, som bærer fortællingerne, og som på samme tid afspejler den følelse, det kan være at opleve og gennemgå store forandringer, som denne roman skildrer. Et greb, der fungerer godt sammen med tematikkerne.

”Jeg holdt vejret det meste af tiden og forsøgte at regne ud, hvad der nu skulle ske. Hvordan man trøster sin mor”. Sådan står der i bogens sidste del, der klart fremstår som mest rammende og følelsesladet. For selvom alle tre dele har sygdom, død og sorg som fællesnævner, er det særligt i denne del, at alle tre elementer går op i en højere enhed. Her smelter alt sammen til én stor sorgproces, over familiens splittelse, morens brystkræft og over den tomhed der måske eller måske ikke vil komme. Det er smukt, for døden er ikke uundgåelig, og vi kommer alle med høj sandsynlighed til at opleve døden på nært hold i løbet af vores livstid. Men det er ikke givet, at vi alle håndtere det på samme måde, eller sørger over det på samme måde. Derfor er denne bog så opslugende. På hver sin måde bidrager de tre fortællinger til måder, vi kan håndtere død og sorg på, og som får læseren til at reflektere – ikke bare over død og sorg, men også over livet. Alt det omfavner Bøgh Lassen i denne roman, og formår dermed også, at give et kærlighedsfuldt og modigt indblik i sorgens natur, som vi ellers ikke vil have fået.

Dog savner jeg en dvælen fra bogens tre karakterer i bogen. En dvælen over de hændelser de møder på deres vej og over de tab og den sorg, de stilles overfor. De løse ender og tomme sætninger, bidrager nemlig til tider til en følelse af, at noget af uforløst og læseren stilles tilbage uden retning for videre læsning. Om det er meningen, at vi skal sidde uforløste tilbage, må i sidste ende være op til forfatteren for lige meget hvad, er dette værk både vedkommende og rørende, og kan i høj grad ses som en håndsrækning, der kan hjælpe andre, hvis det ubegribeligt sker.

Lad os slutte af, med tre sætninger fra bogen, der lader det hele give mening: ”Det jeg frygter mest af alt, er at miste hukommelsen. Aldrig at kunne gengive, hvad der er sket. Ikke at kunne forklare en pludselig trang til tryghed og ro.”