En indfølende, levende og nuanceret fortælling om Lærke, der er så optaget af sin fars psykiske sygdom, at hun sætter sig eget liv i stå og udvikler en angst, der forhindrer hende i at være i relationer.

Lærke deler lejlighed med bedsteveninden Nina, der ifølge Lærke selv, er hendes modsætning. Nina og Lærkes venskab begyndte, da de begge ville sniffe lightergas i skoven, mens de gik på efterskole, og måske dengang genkendte hinanden i at have en forælder, der ikke var der, og en forælder, som var der, hvor det bare var kompliceret.

Lærke bruger næsten alt sin energi på at være hyper-opmærksom på sin far, som har en mani, der indimellem fylder ret meget. Han er kunstner, og når han maler, synes Lærke, at han ret hurtigt bliver for begejstret, og efterfølgende manisk. Hun har så intenst et fokus på alt han siger og gør, at det er blevet en ren besættelse, der ikke kun er en del af hendes liv, men som ubevidst sætter dagsordenen. Lærke føler sig så drænet for energi, at selv en lille handling, som at afkalke brusehovedet, så vandets stråler ikke føles så hårde på hendes trætte krop, vokser til en uoverstigelig opgave. Det samme bliver det at gå på arbejde som tjener, hvor hun glemmer bestillinger samt taber ting, og desuden får en henstilling om at vaske sin uniform noget oftere.

En eftermiddag, mens Lærke drikker kaffe med sin far, holder hun øje med ham. Dette udvikler sig til, at han bedømmer, hvordan han har det med at hun bedømmer, hvordan han har det. Det er så fortættet, og de iagttager hinanden virkelig intenst, men da de får øjenkontakt, bryder de begge ud i latter over situationens absurditet.

Lærke deltager i et forløb for pårørende, hvor hun også bruger enormt meget af sin energi på at observere og afkode de andre i gruppen, og særligt den jævnaldrende Philip med den psykisk syge bror, optager hende. De indleder et forhold, hvor hun veksler mellem, at vil have ham tæt på, og ikke kan holde nærheden ud. Deres forhold er svært, fordi de begge ikke ved, hvordan man har et forhold til et menneske, der ikke er syg. Philip bekymrer sig for sin bror, og for at Lærke bekymrer sig for sin far. Hvilket Lærke bekymrer sig om. Philip og Lærke bekymrer sig også for hinanden, og bekymrer sig begge over at bekymre sig. Så det er nærmest umuligt ikke at drukne. Lærke tænker, at når de ligger sammen i Philips halvandemandsseng; ”forvandles min krop til et gigantisk øre, det tager alt ind og lytter til Philips tanker om, hvorfor det er hans bror og ikke ham, der har en diagnose.”

Philip siger til Lærke, at hun er kontrollerende, og det ved hun godt. Hun vil bestemme over sin far. Hvor han skal være, hvornår han skal gå i seng, hvad han drikker, maler osv. Hun konstaterer desuden flg. om sig selv; ”Jeg har en dårlig vane med at tale fars begejstring ned. Begejstring gør mig mistænksom.” Lærke kan ikke kende forskel på sin angst og sin intuition, og hun ved langt mere om sin fars diagnose, end han selv gør. Han føler til gengæld, at hun reducerer ham til et psykiatrisk begreb.

Da Lærke og Philip bryder med hinanden, er det sundt for dem begge, da Lærke var ’endnu en diagnose’ i Philips liv, og hendes følelser for ham var så komplekse, at hun i situationerne ikke kunne mærke, hverken fysisk eller mentalt, om hun havde lyst til, at hans hånd lå på hendes skulder, eller om hun skulle kaste op.

Da hun i en periode også afbryder kontakten til sin far, får hun endelig sammen med Nina afkalket det brusehoved, og; ”det føles anderledes blødt at gå i bad.” En virkelig fin og stærk beskrivelse af den frihed, Lærke endelig får, eller selv tager. Og da Lærke og hendes far tager i sommerhus, stiller hun nogle krav til ham, der ikke handler om hans sygdom men om hende, og han får nu endelig mulighed for at vise hende, at hun ikke behøver bekymre sig.

Ordet ’fantastisk’ betyder ikke at man er hypomanisk, man må gerne råbe, når man er rasende, faktisk kan det at stå ved sine følelser, lægge afstand til dem og man må gerne mærke sig selv.

Skriver med stor forståelse

Jeg synes virkelig at forfatteren beskriver følelser helt eminent samt udruller de komplekse relationsmønstre, som kan følges af læseren, men ikke opleves af karaktererne selv. Hun skriver med stor forståelse for både Lærke og hendes far, og da faren anholdes af politiet, er det en tydelig måde at gøre opmærksom på den manglende hjælp og støtte. Ikke fordi hun har gjort politiet til syndebukke, men hun brugt dem til at sætte spot på frustrationerne hos pårørende og syge med en ’usynlig lidelse’.

Sophie Kallehauges sprog er enkelt og flyder godt. Hendes tekst indeholder store dybder, og hun benytter gode greb, som eks. gentagelser og i denne historie farven gul, til at fortælle en historie, der rummer alvorlige problemstillinger. Selvfølgelig omkring farens sygdom, men i særdeleshed ift. Lærkes angst, der udvikler sig voldsomt, uden at nogen bemærker det.

Jeg er meget begejstret for romanen, og håber Sophie Kallehauge ’holder næsen i sporet’, og fortsætter med at skrive fine og vigtige romaner, der rummer fortællingen om dem ’ved-siden’af’, og på samme indlevende vis, at beholde dem i fokus, uden at fortællingen bliver ’ofrets’ historie.

Spændende, autentisk og nærværende roman.

Om forfatteren:
Sophie Kallehauge, f. 1991, er uddannet fra Forfatterskolen i 2019. I marts 2024 debuterer hun som forfatter med romanen Forårssind.

Om anmelderen:
Jette Holmgaard Greibe er børnebibliotekar på Hovedbiblioteket i Aarhus, og fast anmelder af både voksen- og børnelitteratur på Litteratursiden.dk