Forspil til Herning er en absurd, humoristisk historie om kærlighed, utidig situationsfornemmelse og de mange roller, vi spiller. Samtidigt er romanen en samfundskritiks kommentar til vores accelererende tids fokus på work-life-balance og professionel identitet. I et både konkret og ironisk tonefald kredser den om eksistentielle vilkår, behov og problemstillinger i vores senmoderne præstationssamfund.

Ovenstående er forlagets beskrivelse af bogen.

Bogen handler om Maibritt, der er i slutningen af trediverne. Hun er lige blevet skilt, og har været langtidssygemeldt med stress fra sit job på pædagoguddannelsen i Herning. Og vi følger Maibritt gennem både psykologsamtaler, medarbejdersamtaler, børnehavesammenkomster og enkelte steder er der så de små digtagtige passager, når Maibritt er sammen med eller tænker på hendes unge elsker – en elev på pædagoguddannelsen.

Hvis jeg skal være ærlig, så forstår jeg ikke, hvad bogen vil mig som læser. Og jeg er ellers det, man må betegne som kernemålgruppen. Vil den involvere mig eller vil den fortælle mig, at jeg netop ikke skal involvere mig?

For hovedpersonen involverer sig heller ikke. Hverken i sin skilsmisse eller i sine psykologsamtaler eller i sit arbejdsliv. Hun står ligesom og kigger på det udefra med en ironisk distance og et – jeg er klogere end jer alle sammen blik. Og det klæder hende ærlig talt ikke. Eller – det kunne det gøre, hvis man som læser også fik den anden side.

Psykologsamtalerne er en joke, hendes kolleger er åndssvage, og det er hendes veninde egentlig også. Børnene hører vi ikke så meget om, eksmanden er ikke meget mere end et irriterende komma, og så er der ham den unge studerende, som hun knalder med. Som bliver beskrevet i små digtlignende sekvenser, som nok er de eneste steder, man fornemmer en smule af Maibritt og som derfor også stikker ud – på den gode måde.

Jeg er sikker på, at formen og måden bogens hovedkarakter er beskrevet på, er meningen. Og sproget fejler bestemt ikke noget. Der er gode elementer af sjove dialoger og små ”hovedet på sømmet” betragtninger over netop alt det, som forlaget beskriver.

Men når Maibritt aldrig nogensinde lader læseren komme tæt på. Ind hvor der måske er en smule smerte og andet end ligegyldighed, så bliver det så utrolig overfladisk. Hvis det ironiske stod i kontrast til smerten, kunne det virkelig have virket. I stedet skal man sidde og læse så mange ligegyldige sider om en ”Øvkay” psykolog, som åbenbart også er mor til en af Maibritts kolleger, hvilket vi får at vide men af hvilken grund?

Som læser prøver man at afkode, hvad det er jeg skal tage med, når jeg læser sidste side. Og jeg kan sagtens se, at der her er en historie, der måske prøver at lægge sig op ad noget Stine Pilgaard eller lign. Men der mangler modpolen til ironien. Eller også skulle ironien være kørt helt ud på overdrevet. Her bliver det hele bare lidt … ligegyldigt. Hvilket er ærgerligt, for der er som sagt gode elementer i både beskrivelser og dialog. Men teksten skal ville læseren noget. Ikke bare overfladisk vise, hvor åndssvagt det hele er – for ja livet er da åndssvagt nogle gange- men det behøver jeg jo ikke læse den her bog for at vide.

Om forfatteren:
Mette Boye Kirkeby (f. 1978) er vestjysk udlandsdansker og debuterende forfatter bosiddende i Schweiz. Som cand.mag. i dansk og psykologi, master i positiv psykologi og lektor i dansk tager Mette Boye Kirkeby med sin roman afsæt i undervisningsverdenen, som har været hendes professionelle hjemmebane i mange år. Hendes roman Forspil til Herning er en humoristisk hyldest til det at være menneske i en global krisetid.

Om anmelderen:
Marie Louise Cornelius er Cand. Mag. i Film og Medie Videnskaber fra Københavns Universitet og forfatter, teater- og filminstruktør, skuespiller, konceptmager og underviser.
www.mlcornelius.dk