Ole Højbo Andersens debutroman Hendes øjne er grønne er grotesk, grum og god. Det er en dannelsesroman, hvor vi følger Daniel, der i 1999 studerer dansk på Københavns Universitet. Det faglige er nemt for Daniel, men det sociale er svært. Han tænker meget over, hvordan han skal passe ind, men for det meste ender han i betragterens rolle. Da hans bedste ven bliver kæreste med den pige, de begge har sværmet for, føler Daniel sig forrådt. Han er nu endnu mere socialt isoleret end før. Hans fokus flytter sig til pigen Bianca fra lejligheden overfor, som han overvåger gennem sin kikkert. Da han ser hende blive slået af sin kæreste, skyller vreden ind over ham, ”som et hav der ikke længere kan kontrolleres af et dige.” Men det giver ham også et formål. Han skal være en redningsmand. Det er den nye retning på hans liv. Og da Maja fra hans studiegruppe også får problemer med sin kæreste, planlægger Daniel igen at gribe ind. ”De vil alle sammen blive stillet til ansvar for deres gerninger.”

Daniel er romanens jeg-fortæller, der fortæller sin version af historien. Han sammenligner sig selv med ”en moderne ridder, der værner om ungmøen.” Da hans handlinger får voldsommere konsekvenser, end han har tiltænkt, fralægger han sig dog alt ansvar. Hvad end der er sket, må det være skæbnens vilje. For læseren fremstår Daniel som en upålidelig fortæller. Snarere end at han redder nogen, skaber han mere kaos. Problemet er ikke kun, at han befinder sig i en moralsk gråzone, hvor målet helliger midlet. Problemet er også, at Daniel har blinde vinkler. På trods af sine mange observationer fejltolker han, hvad der sker i hans omverden. Som læser er det pinagtigt at følge, for man ønsker, at det skal gå godt for den usikre unge mand, man blev introduceret for i begyndelsen af romanen. Man har følelsesmæssigt engageret sig i Daniel, og man håber at nogen eller noget kan redde ham fra hans monstrøse skyggeside. Om dette sker, vil jeg ikke afsløre her.

Romanen involverer mig som læser via de ledetråde i form af sange og romaner, der løbende nævnes. Jeg kommer ud på en slags kulturel skattejagt, hvor målet er at fange alle de medbetydninger, der ligger gemt. For eksempel er der et kapitel, hvor Daniels plan for fredag aften er, at Majas kæreste skal afstraffes. Det nævnes midt i kapitlet, at sangen Babylon med David Gray afspilles i baggrunden. Da jeg ikke er bekendt med dens tekst, må jeg slå den op. Sangens to første linjer er: ”Friday night I’m going nowhere. All the lights are changing from green to red.” Som læser får man her forhåndsviden om, at Daniels planer for aftenen vil gå i vasken. Man kan sagtens læse romanen uden at fange disse hints, men det giver nu en vis tilfredsstillelse, når man opdager dem. Det er som glæden ved at løse en kryds og tværs, når det hele går op. Samtidig kan forfatteren via disse ledetråde give læseren en indsigt, man ikke får fra den upålidelige jeg-fortæller.

For mig var det en sproglig fornøjelse at læse ’Hendes øjne er grønne’. Jeg blev allerede fanget fra romanens to første sætninger: ”Jeg har stadigvæk ikke vænnet mig til lyden af dørtelefonen. Den knager som elektrisk egetræ.” Jeg fandt sammenligningen mellem lyden af dørtelefonen og elektrisk egetræ smuk og mærkelig. Og mærkeligt er godt her, fordi det tvang mig til at tænke. Hvordan lyder elektrisk egetræ? Romanen er rig på sådanne sproglige detaljer, der højner læseoplevelsen som helhed.

Fra første til sidste side er der styr på historie, virkemidler og sprog. Der er overskud på kontoen hele vejen rundt. Det er en grum historie, der er skrevet smukt. Og det er i høj grad en historie, der engagerede mig som læser. ’Hendes øjne er grønne’ er en bog, jeg har sat mig med for at læse i femten minutter, og pludselig er to timer forsvundet. Gå i gang med at læse den på eget ansvar. Når man først begynder, kan det være svært at stoppe igen.

Om forfatteren

Ole Højbo Andersen (f. 1980) er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet. Han er opvokset i Valby og er i dag bosiddende på Vesterbro. Fascinationen af antihelten som arketype har ført ham til debutromanen Hendes øjne er grønne.

Om anmelderen

Dorthe Kjærsgaard Nielsen (f. 1972) er cand.mag. i engelsk og internationale studier. Hun bor i Østjylland.