Bye Bye Blackbird og andre besyngelser

Der er fugle i Hannah Kazmi Høgsbros debut, masser af dem. Solsorte, nattergale, måger, rødkælke, musvitten i bogens titel. Og der er landskaber og natur, saftigt græs, skove af brændenælder, vand og himmel og jord, der er beskrevet i så fine sætninger, at man ikke kan lade være med at lave understregninger og æselører for at vende tilbage til siderne og genlæse.

Og himlen lige inden juni: lyserød på grund af enkelte vandholdige skyer.

Der er den samme lilla farve i himlen som i skovduens bryst

som syren i skumring. Som var det aftalt.

Bogens unge, kvindelige jeg glider med årstiderne fremad, mens hun skuer bagud mod det, hun er ved at forlade eller allerede har lagt bag sig. Først og fremmest moderen, der bader i åen iført sin hjemmelavede våddragt, og barndommens landskab, som forsvinder i byens eroderende opskyden.

Romanen er i det hele taget en fortælling om tab, også i jeg-fortællerens samhørighed med kæresten Lau, selv om man kun sporadisk hører om den tilsyneladende begivenhedsfattige dagligdag. Hverdagslivet er en underliggende passivitet, løfter forfatteren selv sløret:

Hver dag lader jeg dagen passere uden egentlig at tage del i det, som gør dagen til dag.

Ikke desto mindre går tiden, mens læseren hen ad vejen begynder at undre sig, for hvad går den egentlig med?

Overvældelse og underskud  

Bogens temaer ligger skjult i ganske korte afsnit eller blot i få linjer, selv om sagens kerne kan være alvorlig nok – nogle aborter, moderbindingen, den livskuende etnicitet, når den ikke er hvid, således som faderen, Baba, oplever den.

Det er på sin vis i romanens tomme mellemrum, i det usagte og ubeskrevne, at der forløber en art handling eller nedslag, som kræver, at man læser indad. Det, der bærer bogen og måske også dens forfatter, er et billedsprogligt vingefang, der er talentfuldt i den rigtig gode ende, men i takt med at siderne vendes, bliver det med skam at melde sværere og sværere at føle sig indfanget. Den konstante metaforik, hvor fortrinlig den end er, bliver helt enkelt for overvældende og alt for meget, samtidig med at romanen som fortælling kommer til at lide af underskud. Når Hannah Kazmi Høgsbro for eksempel beskriver øjnene som medier for lækage, er det isoleret set en finurlig konstatering, men det, det handler om, er jo slet og ret gråd. Jamen, så græd dog! Tudbrøl og lad alle bindesløjferne ligge for en stund. Nogle gange kan det helt nøgne udmærket stå alene og endda virke stærkest.

Lettere brugt

Det er ikke en ny stilistisk retning, Hannah Kazmi Høgsbro skriver sig ind i, tværtimod. Små, tynde bøger med mere luft på siderne end ord går der tretten på dusinet af, og selv om mange af tidens debutanter skriver dygtigt og sikkert, gør de det med en armslængde, som om teksten er et udsagn og en bog en tilstandsrapport.

Hannah Kazmi Høgsbro har sproget i sin magt, men man læser bogen uden at kunne involvere sig, fordi der stort set intet er at involvere sig i. Ingen krog af historie, ingen udvikling, der hvirvler op i begivenhederne, og ingen bro til fortælleren, så man bliver inviteret indenfor.

Det er en skam, når man fornemmer, at Hannah Kazmi Høgsbro har meget mere at byde på.

Jeg er en solsikke i byen. Ansigtet flytter sig langsomt med dagen, skriver hun. Den blomst glæder man sig til at se udfoldet.