Anmeldelse: Jason Dark af E. Agertoft
Titel: Jason Dark
Udgivelsesdato: 14-12-2022
Sider: 444
Genre: Krimi og spænding
Forlag: Skriveforlaget
Forfatter: E. Agertoft
Format(er) | ISBN |
---|---|
Hæftet bog | 9788794382205 |
Ebog (ePub) | 9788794382212 |
Alice Aagaard | 10. januar, 2023
Alice Aagaard | 10. januar, 2023
Titel: Jason Dark
Udgivelsesdato: 14-12-2022
Sider: 444
Genre: Krimi og spænding
Forlag: Skriveforlaget
Forfatter: E. Agertoft
Format(er) | ISBN |
---|---|
Hæftet bog | 9788794382205 |
Ebog (ePub) | 9788794382212 |
Krimidebut skæmmes af stereotyper og fortælletekniske fejl
E. Agertoft debuterer med en krimi i tre dele. En trilogi. Tre historier med drabsefterforsker Jason Dark i hovedrollen. Bogen er muligvis tiltænkt det amerikanske marked, for historierne foregår i Philadelphia i USA, og personerne har engelske navne, skønt forfatteren er dansk. Desværre halter sproget, og handlingsmæssigt er der for mange ting, der ikke går op.
Historien ”En tur i helvede”
Jason Dark – en samlet trilogi starter med historien En tur i helvede. Jason Dark skylder på familiekontoen. Han tager fri fra jobbet som drabsefterforsker og tager sammen med sin hustru og datter på en krydstogtsferie. Men jobbet sejler med, en seriemorder er løs på skibet. Sammen med førstestyrmanden Madsen kaster Jason sig modvilligt over efterforskningen af drabene.
Historiens setting er godt fundet på. En seriemorder på et krydstogtskib i høj sø. Også Jasons dilemma fungerer godt. Han arbejder for meget og har skyldfølelse overfor sin familie, men selv på en tiltrængt ferie vil jobbet ikke slippe ham.
Desværre er personerne stereotyper. Jason Dark er en ”garvet efterforsker”, høj, muskuløs og bredskuldret. Hans hustru er mild med et ”altid lyksaligt blik”. Og krydstogtskibets kaptajn er rank og årvågen. Jason Darks efternavn er en kliche i sig selv. Jeg er naturligvis klar over, at Jussi Adler-Olsen har gjort det samme med sin figur Carl Mørck, men Mørck ER mørk. Jason Dark er ikke dark. I hvert ikke i den første fortælling. Hans eneste skyggeside synes at være, at han arbejder for meget.
Who done it logik
Historierne om Jason Dark er klassiske Who done it fortællinger. Plot-drevne historier, hvor gåden om, hvem der har begået forbrydelsen, er det vigtigste. Who done it historiens berettigelse er dens stramme logik, men den halter desværre i Jason Dark historierne. Den årvågne kaptajn har ikke styr på vejret. ”Stormen må være stærkere, end vi lige troede,” siger han. Mordofrene bliver overmandet, dræbt og parteret på ganske få minutter. Én under et kort toiletbesøg. En anden, mens hans kæreste er væk fra kahytten i 20 minutter. Som læser køber jeg den ikke. Og da Jason går ind i kahytten for at begynde sin efterforskning, lugter der allerede af ”råddent menneskekød”, skønt ofret kun har været død i kort tid. Da morderen endelig bliver fundet, er morderens identitet nok overraskende, men også utroværdig. Også morderens motiv halter … Undervejs i historien mister skibet radiokontakt til land, men ikke en eneste passager har en mobiltelefon, til trods for at historien foregår i USA i 2012. Den køber jeg som læser heller ikke. Med til det utroværdige billede hører, at jeg som læser savner en masse oplysninger. Tiden går, uden at vi får den oplyst. Jeg mangler ganske enkelt at vide, hvad klokken er. Jeg ved heller ikke, hvor mange passagerer, der er om bord, hvordan skibet er indrettet, eller hvor slemt uvejret er på en vejrskala. Agertoft skal tage os læsere i hånden og guide os gennem rum og tid. Det er hans opgave som fortæller, ikke mindst i en logisk Who done it fortælling.
Sprog
Agertofts sprog svækkes af et hav af unødvendige småord. Den amerikanske forfatter Stephen King har udtalt ”The road to hell is paved with adverbs.” Hermed mener han, at forfattere skal begrænse deres brug af biord; både deciderede biord, men også tillægsord, der fungerer som biord ved at beskrive måden, noget gøres på. Agertoft bruger mange biord og tillægsord. Der er aldrig nogen, der bare GØR noget. De gør det altid på en bestemt MÅDE. Og det svækker sætningerne. ”Kaptajnens ansigt var lettere blegt” i stedet for ”Kaptajnens ansigt var blegt”. Diana smilede svagt” i stedet for ”Diana smilede”. Helt galt går det her: ”Mens han samtidig pludselig blev helt hvid i ansigtet.” Tre styk i én sætning samt et unødvendigt bindeord. Det havde været bedre med ”Han blev hvid i ansigtet”.
Udover de mange biord og tillægsord er der også en del indforståede udtryk som ”Hans udtryk var fokuseret”, ”Jakobsen så kort på sin assistent med spekulative øjne” og ”Hun så ham tilgivende ind i øjnene”. Jeg ved naturligvis godt, hvad Agertoft mener, men det er telling fremfor showing. Hvordan ser spekulative øjne ud? Det skal Agertoft beskrive for os. Endelig er der en del sætninger, der ikke giver mening på dansk, som ”Det plettede for øjnene”. Igen: Jeg forstår, hvad der menes, men det er ikke korrekt dansk.
Der er også en del sproglige gentagelser. Alle forfattere har naturligvis deres yndlingsudtryk, men i historierne om Jason Dark bliver der sunket lige rigeligt spyt.
En sidste sproglig ting, jeg lægger mærke til, er, at mænd ikke omtales som mænd, men som ”herrer”. Det giver sammen med stereotyperne og de manglende mobiltelefoner historierne et anstrøg af gamle dage, skønt de foregår i nutiden.
Head hopping
Udover de sproglige fejl er der en gennemgående fortælleteknisk fejl. Agertoft skifter synsvinkel midt i kapitler. Head hopping kaldes det. Han bruger ikke den alvidende fortæller, men en klassisk tredjepersonsfortæller – det er fint – men desværre hopper han mellem personerne midt i kapitler. Det er forvirrende og et ”no go”.
Historien ”En gammel sag”
I bogens anden fortælling – der har titlen En gammel sag – arbejder Jason sammen med en kollega; Emily Blake (Blake betyder også mørk. Det er hun heller ikke …).
En prostitueret kvinde findes dræbt. Herefter bliver Jasons datter kidnappet. Kidnapperens krav er, at Jason opklarer en 20 år gammel sag, hvor to gymnasiepiger blev voldtaget og dræbt. Han finder frem til, at det nye drab og de to gamle drab hænger sammen. Morderen skal findes i et gammelt skolefoto. Det er godt tænkt. En anden ting, der fungerer godt i denne fortælling er, at Jasons hustru, der er forfatter, starter sin egen efterforskning af sagen. Desværre følges der ikke op på hendes efterforskning. Det er en fortællermæssig fejl. En anden fortælleteknisk fejl er, at datterens kidnapper er en person, vi først møder på bogens allersidste sider. Det kunne have været rart at have fået et hint om ham noget før.
Også denne historie plages af mangel på logik og troværdighed. Om den prostitueredes morder siger Emily: ”Det er én, der ville slå hende ihjel og intet andet”, og dét selv om der er tegn på både samleje, piskning og liget er lagt i korsform. Jason tænker om en prostitutionskunde, han lige har mødt, at ”han kun var et år yngre end ham selv”. Hvor ved han det fra? Han kender ham jo ikke. Undervejs i historien glemmer Jason i øvrigt alt om sin kidnappede datter. Han fortæller ikke sine kollegaer, at hun er blevet kidnappet, og han bekymrer sig kun om hende en enkelt gang.
I En gammel sag ændre Jason Dark karakter og bliver aggressiv og voldelig. Det klæder ham. Endelig lever han op til sit mørke navn. Men figuren skal selvfølgelig være konsistent trilogien gennem, med mindre han har været udsat for et traume – psykisk eller fysisk – der får ham til at ændre karakter. Det får vi ingen forklaring på. Jeg er med på, at krydstogtsferien sikkert VAR traumatisk, men vi mærkede det ikke. Jason opførte sig roligt om bord.
Historien ”Fortidens skygger”
I trilogiens sidste historie –Fortidens skygger – er Jason gået i hundene. Han er begyndt at drikke, han er på orlov og har mistet kontakten til sin hustru og datter. Denne gang er Jasons udvikling begrundet. Han har været sin kone utro. Jeg tror på det.
I Fortidens skygger bliver en mandlig politiker likvideret. Jason og hans kollegaer tror, at sagen hænger sammen med et uopklaret drab på en kvindelig politiker nogle år tidligere. Efterforskningen leder dem på sporet af en omfattende sag med tråde til udenrigsministeriet, FBI, CIA, Grønland, Skotland, oliehandel, terrorisme – og Jasons egen far. Det er lige lovlig rigeligt til en historie på kun 135 sider. Som læser bliver jeg forpustet. Desuden kidnappes Jasons datter. Igen.
Også her er der ting, der ikke giver mening. Jason får overrakt en gammel skoletaske af en fremmed mand på gaden, men vi hører aldrig, hvad der står på de papirer, der er i tasken. Der bliver også afspillet en båndet samtale mellem to personer. ”Det var sidste gang, jeg talte med Russel,” siger en kvindelig forsker. Men på båndoptagelsen taler Russel med en mandlig kollega, ikke den kvindelige forsker. Optagelsen bliver afspillet flere gange i et forsøg på at afkode Russels sidste ord. Russel siger tydeligt tallet 700, men det ignorerer både Jason og hans kollega. Som læser sidder jeg og skriger ”700!”, men Jason hører mig ikke …
Opsætning og korrektur
I opsætningen af bogen er der ved replikker brugt talestreg fremfor citationstegn. Det gør bogen svær at læse. Et eksempel:
– Jeg har hørt, at de skulle have en vidunderlig spa. Diana smilede til ham.
Der mangler et linjeskifte, og det går desværre igen gennem hele bogen. Replikkerne smelter sammen med den øvrige tekst. I dag er de fleste forlag og aviser gået over til citationstegn ved replikker, netop fordi læseren ved talestreg kan komme i tvivl om, hvor replikken slutter.
Endelig er der mange slåfejl i bogen. Der er stave- og slåfejl i alle bøger, men i denne bog er der lige lovlig mange. De to ting – opsætning og slåfejl – ligger på forlagets skuldre.
Opsummering
Det kræver en stor arbejdsindsats at finde på personer og plot til hele tre historier fordelt over 440 sider. Det er godt gået af Agertoft. Der er også ting, der fungerer: skibet som setting, morderen på skolebilledet, hustruen, der ikke kan holde sig fra efterforskningen. De ting, der ikke fungerer – sproglige og fortælletekniske fejl samt en tendens til stereotyper – er alle ting, der kan arbejdes med. Mit råd til Agertoft er at læse bøger og tage kurser om skriveteknik. Og så ellers komme stærkt igen.
Om forfatteren
Siden Emil Agertoft var barn, har han drømt om at blive politibetjent. Han var opslugt af politiarbejde gengivet i film og serier, og som 18-årig begyndte han at skrive på den kriminalroman, der nu 11 år senere er blevet til Jason Dark-trilogien. Emil Agertoft kom ind på Politiskolen, og han er nu i gang med at uddanne sig til politibetjent.
Om anmelderen
Alice Aagaard (f. 1968) er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og nordisk sprog og litteratur og er selv forfatter på Byens Forlag med flere udgivelser.
Velkommen
20. november, 2024 Gyldendal
Læs mere5. december, 2024 Lindhardt og Ringhof
Læs mereDette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner af webstedet du synes er mest interessante og nyttige.
Nødvendig cookie vil altid være aktiveret, så vi kan gemme dine præferencer for cookieindstillinger.
Hvis du deaktiverer denne cookie, kan vi ikke gemme dine præferencer. Det betyder, at hver gang du besøger dette websted, skal du aktivere eller deaktivere cookies igen.
Dette websted bruger Google Analytics til at indsamle anonyme oplysninger såsom antallet af besøgende på webstedet og de mest populære sider.
At holde denne cookie aktiveret hjælper os med at forbedre vores websted.
Aktiver venligst nødvendige cookies først, så vi kan gemme dine præferencer!