ALT BLIVER BEDRE UDEN MIG

Det er længe siden, jeg har læst noget så frustrerende og ubærligt. Og skræmmende, fordi historien alt for sandfærdigt handler om noget, som foregår i virkeligheden.

Jeg dør på fredag fortæller om en gruppe 16-17 år gamle piger, som mildest talt ikke trives, og som forvalter deres mistrivsel ved at skade sig selv. De er spiseforstyrrede eller skærer sig med barberblade, sådan som bogens hovedkarakter, Cecilie, gør. De truer med selvmord: ‘Alt bliver bedre, hvis jeg ikke findes’.

Pigerne har fundet sammen i en lukket gruppe på Instagram, hvor de deler deres savn, sorg, vrede, angst og fuldstændigt fraværende selvværd med hinanden. De sender hinanden billeder af de skader, de påfører sig selv, og de har rigtig meget brug for, at gruppen kun består af piger, der er selvskadende og ikke siger en lyd om, hvad de laver, eller hvordan de har det, til nogen som helst anden. Og da slet ikke til deres forældre.

Teksten består dels af almindelig prosa, hvor Cecilie fortæller om sit liv, og så de chattekster fra Instagram, som pigerne sender til hinanden. Cecilies omstændigheder virker gode. Hun bor sammen med sin far, mor og lillebror, og hun elsker dem alle sammen – især lillebror. Hun går i gymnasiet, hun er målmand på et håndboldhold, hun er god til det og meget glad for det, og til en fest, hun ellers ikke gider gå til, møder hun søde Mikkel, og de bliver kærester.

Alt ser godt ud, men Cecilie hader sit liv og kan slet ikke finde ud af at få tilværelsen til at hænge sammen. Hun har jo lovet de andre i gruppen ikke at sige noget om, hvordan hun virkelig har det! Hendes forældre ved, at hun skærer sig og er dybt bekymrede. De har sørget for, at hun kom i behandling, men det har ikke hjulpet. Hun har vildt dårlig samvittighed over at gøre sine forældre så kede af det, men hun ved ikke, hvad hun kan stille op – og skærer sig bare dybere. Dén smerte kan hun bedre holde ud end sin dårlige samvittighed. Det er ikke selvmordsforsøg, for hun vil ikke dø. Hun kan bare slet ikke finde ud af at leve som den, hun er.

Som læser – og som både mor og mormor til piger – kan jeg let se, hvor Cecilie er barnligt egocentreret og urimelig: far og mor skal kunne klare alt!!, ligesom jeg kan se, hvordan forældrene ikke er i stand til at tale med hende, så de faktisk når hende. De er druknede i deres bekymring og forstår ikke datterens smerte. Måske vil de ikke vide af den? ‘Du får det bedre’ er et ofte gentaget udsagn.

Handlingen centrerer sig om to fredage, som får stor betydning for de selvskadende piger, og som måske ryster Cecilie så meget, at hun kan ændre sin måde at reagere på. Mikkel, som gerne vil hende, og Viktor, som bliver skrækslagen over hendes sårede, blødende arm, er også en hjælp for hende. Og hendes forældre er gode mennesker.

Xenia Svensson formår på imponerende vis at formidle pigernes selvhad og den bagvendte støtte, de kan give hinanden i gruppen. Hun viser den destruktive spiral, som gruppedynamikken skaber. Som en af pigerne skriver: I begyndelsen var vi støtter for hinanden, fordi vi oplevede, at vi hver især ikke var den eneste, der havde det slemt. Men nu er det blevet en konkurrence om, hvem der har det værst.

Det mest skræmmende for mig er nok, at Cecilie ikke er noget misrøgtet barn. Hun har ikke oplevet misbrug, alkoholisme eller fatalt fravær. Hun er, hvad man kan kalde en almindelig pige, der så ‘bare’ har nogle voldsomme følelsesmæssige problemer at slås med. Hvorfor mon? Spørger jeg som læser lige så dumt, som hendes forældre gør.

‘Hvorfor’ er ikke vigtigt. Hvordan Cecilie har det, er vigtigt, og først da samtalen med hendes forældre kommer til at handle om følelser, både deres og hendes, begynder knuderne i Cecilies bryst at løsne sig. Men chatgruppen er der stadigvæk.

Om forfatteren:
Xenia Svensson (f.1992) er uddannet socialpædagog og arbejder til hverdag på et højspecialiseret botilbud for unge og voksne med svære spiseforstyrrelser.

Xenia har som mission at skrive romaner og ungdoms-litteratur, der behandler aktuelle tabuiserede emner i samfundsdebatten med fokus på at skabe et sprog for dialogen om og forståelsen af mennesker på kanten af livet.

Om anmelderen:
Janne Hejgaard er forfatter til en lang række fag- og skønlitterære bøger til børn og voksne. Hun har erfaring som anmelder og redaktør, og har været litteraturpolitisk aktiv bl.a. i Dansk Forfatterforening.