facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Jeg er mig – Du er dig’ af Sanne Østergaard Nissen

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Jeg er mig – Du er dig’ af Sanne Østergaard Nissen

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Jeg er mig - Du er dig

Undertitel: Opbyggelige digte. 7 (u)perfekte lektioner i at være til

Udgivelsesdato: 20-10-2023

Sider: 240

Genre: Digte

Forlag: Mellemgaard

Forfatter: Sanne Østergaard Nissen

Oversat fra: dansk

Format(er)ISBN
Hæftet bog9788776084172

Er du (også) et uperfekt menneske? Vil du gerne mindes om, at dette er OK? Så er Sanne Østergaard Nissens debutdigtsamling Jeg er mig – Du er dig måske en bog for dig.

I forordet skriver forfatteren, at hun gerne vil give læseren stof til selvkærlig eftertanke. Bogen er inddelt i hvad hun kalder 7 (u)perfekte lektioner i at være til med overskrifter som Uperfekt bras, Hvem kan jeg blive? og Minder i dine kinder. Efter hver lektion indbydes man på en blank side til at notere sine egne refleksioner og tilføjelser.

Digtene handler om almenmenneskelige temaer: identitet, fællesskab, usikkerhed, mod, glæder og sorger. Hovedtemaet er at turde smide facaden og stå ved sit (u)perfekte selv. Et eksempel på dette finder vi i titeldigtet:

”Man kan til tider

ønske sig at være

en anden

men hvorfor egentlig

for fanden?

Det ville da være trist

hvis vi alle gik og

lignede hinanden

Derfor foretrækker

Jeg

At

Jeg er mig

Og

Du er dig

Ikke mere maskeleg”

 

Brugen af pronominerne jeg, du og vi går igen i digtsamlingen. Forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser og følelser, men rækker også ud mod læseren. Kombineret med digtsamlingens opløftende tone, får det den til at føles som et litterært kram. Digtene er letlæste, mens opfordringen til at skrive sine egne tanker ned indbyder til fordybelse.

Generelt er målgruppen læseren midt i livet, der jonglerer arbejde, kærlighed, forældreskab og alt det andet. Men der er også digte, der er relevante for unge mennesker, der jonglerer fremtidsplaner, karakterræs, at finde sin egen vej i livet og alt det andet. Mon ikke det er genkendeligt for begge aldersgrupper, når digteren skriver: ”Mine arme er blevet for korte / og er lange på samme tid.”. Der er meget vi mennesker skal nå rundt om, og til tider kan man blive usikker på, om man gør det hele godt nok. Men digterens budskab er, at jeg er god nok, du er god nok, vi er gode nok, selv om vi er uperfekte. Det ved vi selvfølgelig godt, men derfor kan det stadig være rart at blive mindet om det.

Jeg er mig – Du er dig er et fint lille pusterum, hvis livet har gjort dig forpustet. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du der læser med her er ramt af selvtvivl, men jeg kan hilse fra Sanne Østergaard Nissen og sige:

”Hvis bare du vidste

Hvor skøn du er

Præcis lige nu

Præcis som du er”


Om forfatteren:

Sanne Østergaard Nissen er lektor og ledelseskonsulent, master i positiv psykologi, cand.merc., coach, proceskonsulent og forfatter til bogen Skønheden i det uperfekte: Hvordan vi slipper fri af tidens perfekthedskultur. Hun er værtinde på podcasten TRÆN TRIVSLEN og medvært på podcasten Den Uperfekte Skole. Hun underviser i det personlige lederskab og forandring, trivsel og mental sundhed, ledelse, facilitering og coaching.

Om anmelderen:

Dorthe Kjærsgaard Nielsen, født 1972, er cand.mag. i engelsk og internationale studier. Hun bor i Østjylland og er mor til tre unge mennesker.

Efterlad et Svar