Jeg udånder spøgelser er en både medrivende, velskrevet og vedkommende fortælling, som jeg kun nødtvungent lagde fra mig.

Romanens hovedtema er uudtømmeligt og evigt aktuelt: Forholdet mellem mødre og deres voksne døtre.

Handlingen kort: I samme uge som bogens fortæller føder sit tredje barn, får hendes mor en terminal kræftdiagnose. Hun må derfor pendulere mellem at amme sin lille dreng, at være kæreste i et nyt forhold, at få sin sammenbragte familie til at fungere, at passe sit arbejde som skribent og at passe sin syge mor.

Relationen mellem mor og datter har altid været vanskelig, ikke mindst på grund af den skyld, moren siden barndommen har skudt på sin datter, og dødens nærhed bringer ikke de to tættere på hinanden.

Mens moren glider væk, øges afstanden mellem kvinden og kæresten, som ikke helt begriber, hvad der foregår, og man fornemmer, at forholdet er tæt på at kuldsejle. I øvrigt glimrer de øvrige mænd i fortællerens liv, hendes far og morfar, først og fremmest ved deres fravær.

Sidst i bogen får læseren (en del af?) forklaringen på, hvorfor relationen til moren altid var svær – mere skal ikke røbes her.

Romanen følger tre spor: Et barndomsspor, sporet op til morens død og et spor i tiden efter dødsfaldet. Det fungerer godt, ikke mindst fordi sporene glider ubesværet over i hinanden og skaber lige tilpas med fremdrift.

Susanne Cordes skriver vidunderligt – med intensitet og poetisk åre. Her er et par smagsprøver:

Fra side 41 om at være mor: Jeg gik som et dyr i et bur. Jeg gik i moderskabet. Lågen var smækket i.

Fra side 72, hvor fortælleren går rundt i sit barndomskvarter: Jeg gik ad min barndoms forgrenede stinet og alle de minder, der hang ved det som smattede, våde blade, der klistrede til barnevognens hjul og drejede med rundt og rundt og rundt.

Og endelig fra side 127, hvor moren er død, og datteren møder sin mors nabo, der går ud fra, at datteren er fuld af savn: Et savn forekommer mig at være en enkel og klar følelse. At savne en er at ønske, at vedkommende er der. Lige nu. Hele tiden. Intet omkring mine følelser for dig er enkelt eller klart. Jeg savner det, du aldrig gav. Jeg savner ikke det, vi havde. Jeg savner noget, vi nu definitivt aldrig får sammen. Mit savn er gammelt, en udmagret længsel. Jeg har båret rundt på den så længe.

Fortællingen får mig til at tænke på tre andre romaner om voksne døtre og deres vanskelige mødre, nemlig Sortedam af Sissel Bergfjord (2012), Fruen af Malene Lei Raben (2019) og Er mor død af Vigdis Hjorth (2020). Det betyder dog på ingen måde, at Susanne Cordes’ bog er overflødig. Får vi nogen sinde nok om det komplekse mor-datter-tema? Ja, jeg gør i hvert fald ikke.

Jeg er henrykt over at kunne give Jeg udånder spøgelser min varmeste anbefaling. Og jeg ser med forventning frem til mere fra Susanne Cordes’ hånd.

Om forfatteren
Susanne Cordes, f. 1971, er cand.mag. i Litteraturvidenskab og har arbejdet som journalist, ghostwriter og forfatter af indhold til podcasts og lydbøger. Hun bor i Philadelphia, USA. JEG UDÅNDER SPØGELSER er hendes første roman.

Om anmelderen

Louise Winther er født i 1963 og er forfatter og foredragsholder. Hun har udgivet to digtsamlinger, de to Sagt om sorg-bøger samt den autofiktive roman Men så døde mormor og anmeldte sin første bog i den nu hedengangne Roskilde Tidende, da hun var 12 år gammel. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws.
https://www.louisewinther.dk/

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond