En farmor passer sin have. Sådan kan man helt kort opsummere Andrea Fjordside Pontoppidans debutbog, Kartoffeløje, men på den måde får man hverken med, at der er tale om en gribende, klog og velskrevet bog, eller at den har højere litterære ambitioner, end man skulle tro.

Størstedelen af bogen er enkle beskrivelser af jegets farmor og farmorens kone/kæreste/samlever (det fremgår ikke klart) Gerds stille hverdagsliv med havepasning. Fra den første sætning, ”Der er det her billede”, står det klart, at hændelserne ikke finder sted, mens de fortælles, men at der er tale om jegets erindringer og et forsøg på at holde disse erindringer i live. For som Gerd siger om planterne: ”De skal huske for os, når vi ikke er her mere”.

Hvordan gør de så det? Naturen taler sit eget sprog, som når fugten ved middagstid stiger ”op som et næsten umærkeligt røgsignal”, eller når fuglene og sneglene ”sætter spor hen over æblernes glatte overflader, pirker huller med næb som en indadvendt blindeskrift. Et sultent sprog.”

Og så erindrer planterne ved at blive beskrevet med sanselig præcision i Fjordside Pontoppidans poetiske prosa. Som i en morgenscene, hvor ”Kornet kaster fugtige skygger på jorden.” At kornets skygger er lige netop fugtige, dét holder erindringen i live, dét er godt set. Og at se naturen er en måde at lade den komme til orde på.

Men planterne indeholder også andre erindringer end de kærlige om farmoren, for hvem arbejdet i haven ”er et ophobende aftryk på verden.” For der er også andet, der sætter aftryk på verden. I kartoflen ligger erindringen om en rodfrugt, ”som skulle vise sig at redde Europa fra hungersnød, for så senere at dræbe ved hungersnød, monokulturens paradoksale op- og nedgange.” Verdenshistorien er skjult i planternes gener, for ”Det var med tvang, at kartoflen blev taget fra Inkariget, det var med tvang, at den blev indført, sået og indtaget i Europa. Vi hælder brun sovs over den og kalder den vores nationalret.”

Denne svimlende åbning fra den personlige erindring om farmorens køkkenhave til den kollektive erindring om kartoffelpest og kolonialisering indfinder sig i løbet af bogens sidste 10 sider, hvor fortællingens vingefang vokser fra poetiske beskrivelser af havearbejde til essayistiske tanker om sygdom og poetik.

Og denne åbning bærer en utopi med sig om en anden verdenshistorie end voldens, for ”Bomberne rejser kun før, de smides, bagefter: ingenting. Jordens skrig, kartoffelplanterne vokser måske igen næste år, som vidner på stilke.” Verdenshistorien lever videre i kartoflen, ikke i bomben.

Det er påfaldende, at Andrea Fjordside Pontoppidans bog er nærmest ens med et andet aktuelt debutværk, nemlig Sabitha Söderholms Chellam (2022). Både Fjordside Pontoppidan og Söderholm skriver i en mellemting mellem poesi og prosa om familie, erindring og natur, de deler interessen for, at verdenshistorien findes indlejret i floraen, begge fortæller om forholdet mellem et jeg og et kvindeligt familiemedlem, som bliver dybere, idet de lader naturen føre samtalen mellem sig. Og begge bøger er gode.

En forskel er, at Fjordside Pontoppidans skrift er en smule vildere. Blandt andet i form af bogens pludselige essayistiske drejning til sidst, men også i billedsproget, der lader farmoren gå i ét med naturen: ”Som en snegl glider farmor op langs Gerds ryg, bliver liggende der og venter.”

Måske kan man gå så langt som at sige, at farmoren på grund af den alzheimersdiagnose, hun får midtvejs i bogen, er på vej til at blive ren natur. For ”Hendes mund er en pose, der er blevet fyldt med årene, men et hul i posen får sproget til at lække.”

Måske er det ikke kun en sorg, at sproget lækker? På overfladen er hullet i posen et billede på tab – men i en køkkenhave bringer et hul i en pose vel nødvendigvis også mindelser om det at så? Og det sprog, der er lækket ud af farmorens pose, er så nu spiret frem i form af Kartoffeløje?

I så fald er denne lille bog ikke bare en tilfældig buket afskårne blomster smidt på et gravsted, men en værdig, levende mindelund, der forhåbentlig vil genså sig selv og blive til et langt forfatterskab.

Om forfatteren
Andrea Fjordside Pontoppidan (født 1990) er litterat, redaktør, kurator og anmelder. Kartoffeløje er hendes debut som forfatter.

Om anmelderen
Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med ‘Brænd huset ned, giv træet vand’.