Kernehus er fortalt i to spor, og handler om Katrines liv, og hvordan det udvikler sig afhængigt af om hendes forældre vælger at blive skilt eller bliver sammen. I det første spor bliver forældrene skilt og Katrine forbliver enebarn med et tæt forhold til hendes mor. De to flytter ind i en lejlighed, mens faren flytter sammen med en ny kvinde og stifter familie. Det fremmedgør ham fra Katrine, der kun holder meget sparsom kontakt med ham. I det andet spor bliver forældrene sammen, og Katrine bliver til Trine, som faren kalder hende helt fra barnsben. Familien bliver udvidet med lillebroren Thomas, og holder sammen gennem hele sporet. Denne gang er Trine mindre tæt med moren, som holder en del af sig selv skjult i ægteskabet med faren.

Da Katrines historie slutter åbent i den første del, og derefter vender tilbage til hendes barndom i anden del, er det overraskende, men også vanvittigt spændende at vende tilbage til rødderne og observere, hvordan det også kunne have udspillet sig.

Fælles for begge spor, begge sider af historien, er nedslagene hvert tiende år og Katrines indre konflikter, der mere eller mindre forbliver de samme, uanset hvordan hendes liv udarter sig. Et sted bliver hun gift, et sted holder hun en elsker, et sted følger hun sine kunstneriske drømme og et sted lever hun i kollektiv – og det er især hér præmissen for romanen virkelig virker. Alle lagene i Katrine, der gør hende til en fuldkommen karakter, men som kan skiftes ud og formes afhængigt af hvad hun oplever, uden at hun mister sin grundlæggende essens. Uanset hvilket spor man som læser sidder med, så er Katrine og Trine stadig den samme.

Katrines relationer til både familie og nær omgangskreds bliver beskrevet med en indlevelse og naturlighed, så de fremstår knivskarpe: læseren kan sætte sig i Katrines sted og se handlingen indefra. Når bagsideteksten lover at folk født fra 1950 og frem vil nyde tidsbillederne, så er det rigtigt – denne anmelder fra 1992 nød tidsbillederne, men mest af alt den ærlige skildring af en familie i opbrud. Det føles som om, at det hele har en større sammenhæng, når sommerfugleeffekten rammer, ikke bare Katrine og forældrene, men også hele den nære omgangskreds.

Man kunne tro at romanen med en skilsmisse som omdrejningspunkt, ville tage stilling til om livet med eller uden er mest vellykket, men forfatteren snor sig uden om at gøre sig til dommer, og lader det være op til læseren at tolke på, om Katrine er mere lykkelig i den ene eller den anden fremstilling. Selvom det er skilsmissen, der bliver omdrejningspunktet for de to spor, er det ikke den, der fylder i handlingen.

Bogens omslag, læserens første indtryk, er holdt med hvid baggrund og en ældre dame på en sofa foran et bornholmerur. Det er Katrine fra epilogen, altså de sidste 2,5 side i bogen, hvilket er en skam, når det ikke er den Katrine bogen handler om. Det hvide og simple ydre ingen retfærdighed mod den nuancerede og levende historie, der gemmer sig på siderne, og på den måde er det en positivt overraskende læseoplevelse, men man kunne ønske, at der blev gjort mere ud af indpakningen, så bogen også får de læsere den fortjener.

Om forfatteren
Annette Møller, f. 1946, er uddannet cand. mag i dansk, filosofi, dramatik og idræt fra Københavns Universitet. Hun har undervist på Greve Gymnasium i 35 år. Gennem alle årene har hun været en aktiv skribent, hun har skrevet artikler, kronikker og anmeldelser til fagblade og dagblade.

Om anmelderen
Ida Frost f. 1992 er uddannet boghandler og blev i 2014 udnævnt til Årets Unge Boghandler. Hun arbejder  som konsulent hos Carlsen Puls, hvor hun læser manuskripter og skriver udtalelser. For tiden er hun i gang med at læse til dansklærer.