Romanen handler om en mand, alene benævnt “Andersen”, der ved romanens start har mistet sin søn, er blevet skilt, og er blevet sygemeldt fra arbejde med depression. Romanen foregår i en ikke så fjern, lettere dystopisk fremtid, hvor en kombineret klima-, miljø- og dyrevelfærdsbevægelse med klare fascistoide træk har fået betydelig opbakning og magt i Danmark, og har skabt et parallel-samfund baseret på overvågning, der har betydelig tilslutning.

Romanen følger, med Andersens øjne, nogle kritiske uger i Andersens liv, med enkelte tilbageblik.

Romanen er velskrevet. Endog yderst velskrevet, set i lyset af, at der er tale om en debutant. Der var kun ganske enkelte steder, hvor jeg syntes, at noget haltede en lille smule. Der er knappe, fine beskrivelser, og man bliver som læser ikke druknet i følelsesporno eller deslige.

Tegningen af hovedpersonen god. At de andre personer så bliver noget tyndere, kan være svært at undgå på 194 ikke specielt store sider. Især Andersens kone, Anne, kunne måske dog godt at have fået et tydeligere udtryk – men på den anden side, så har hun nok den plads, som hun har hos Andersen.

Jeg blev fanget af historien – den er spændende, fængende. Både som et psykologisk studie af Andersen, og som bidrag til samfundsdebatten: Hvilke midler kan det accepteres at tage i brug for at sikre klima mv., og hvilke konsekvenser, kan det have?

Helliger hensigten (klimaredning mv.) målet så meget, at man som det tidligere prægnante medlem af Alternativet, forskeren Theresa Scavenius, synes at være parat til at acceptere at indskrænke demokratiet? Og hvor meget er det den enkeltes ansvar at gøre, i forhold til i fællesskab at finde strukturelle løsninger?

Så Villads Andersen lever i meget høj grad om til Georg Brandes diktum fra de forelæsninger i 1871, der indvarslede det moderne gennembrud: Litteraturen skal sætte problemer under debat.

Og det bliver gjort på en måde, så der ikke er ganske entydige svar. Slutningen er også meget åben, både på det person-psykologiske og det samfundsmæssige plan. Om man synes, det er for åbent, er nok en sag for den enkelte læser. Men der efterlades nok at tænke videre over.

Ved siden af samfundsproblem-tråden kører så tråden om Andersen selv, og hans døde søn. Et fortællemæssigt dobbeltløb, der bringer mindelser om Robert M. Pirsigs kultklassiker fra 1974, Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel. Og er alt her, som det ser ud til at være, sådan som Andersen ser det? Er Andersens beskrivelser af klimabevægelsen udtryk for en paranoid konspirationsteori, eller for en reel frygt for et 1984-samfund in spe? Og hvordan er det egentlig med sønnens død?

En gang imellem kunne jeg godt blive i tvivl om, om det at ville gøre fortællingen spændende og fængslende, blev for dominerende. Om Villads Andersen vil fængsle os alene for at fængsle os? Der bliver brugt en del tricks for at holde os fangne, fx ved at blive ved med at udskyde beskrivelsen af de nærmere omstændigheder ved sønnens død. Er det lidt for smart? Det er en balancegang, men jeg synes lige akkurat Villads Andersen holder sig på den rigtige side.

Og har forlaget her været en reel hjælper for forfatteren, eller har de skubbet for meget i retning af det salgbare? Jeg kan være bekymret, for det forhold, at forlaget i sin lancering lægger så meget vægt på, at Villads Andersen har været taleskriver for Mette Frederiksen, selvom det ingen betydning har for romanen, peger i retning af at sælge med brug af alle midler – hvor salg bliver den eneste succesparameter. At en statsminister optræder kort i bogen, er fuldstændigt umotiveret – er det forfatteren eller forlagskonsulenten, der har syntes, at det var en god idé?

Det er i hvert fald en bjørnetjeneste at gøre forfatteren, at gøre så meget ud af hans tidligere job som taleskriver. For ikke alene er det irrelevant – for nogle (som fx denne anmelder) stemmer det i virkeligheden den potentielle køber negativt, a la “nå han får bare udgivet en bog på sit CV”… Og det er synd, når bogen faktisk er god!

Et par enkelte mindre forhold, der kan tåle en kritisk bemærkning:

• Måske er der lidt for mange historier på den korte plads, fx om moderens sygdom.
• Enkelte steder bliver nogle af positionerne beskrevet en anelse for karikeret, ligesom der optræder en meget urealistisk psykiater. Beskrivelsen af klimabevægelsens “primærvalg” virker lidet sandsynligt, specielt at medlemmerne bagefter, til det rigtige folketingsvalg, skulle stemme som besluttet.
• Der er et par steder lidt implicit forherligelse af det, som nogen ynder at se som charmerende “politisk ukorrekthed” (men som jo bare er små uartige, trodsige drenge, der insisterer på at opføre sig ubetænksomt) – fx ift. rygning.
• Nåh ja, at skrive “bagest” som “bagerst” rammer denne anmelders idiosynkrasi. Det er udtryk for en lidt mangelfuld forankring i sproglig tradition….

København, udateret er grundlæggende en fængslende bog, der stiller mange spørgsmål og leverer få svar. Så man kan som læser få meget forskelligt udbytte af at læse den. Og det er vel netop det, der kendetegner god litteratur.

Hermed anbefalet.

Om forfatteren

Villads Andersen, f. 1988, har arbejdet på Ugebrevet Mandag Morgen, og var fra 2016 til 2019 taleskriver for Mette Frederiksens – derefter radiovært på P1.

Om anmelderen

Sten Mogensen, f. 1961, skriver boganmeldelser på sit site www.bøgermeddybde.dk. Sten har arbejdet mange år i kultur- og biblioteksverdenen, og har udgivet en enkelt digtsamling. Sten er cand.scient. i datalogi og kultursociologi.