Gustav Foss skriver groteske scenarier frem i sin debutbog, novellesamlingen Lån mig dine tænder. Bogen rummer en perlerække af absurditeter såsom toiletter, der kan tale, hunde, der tænker som mennesker, men også skrøbelige, marginaliserede eksistenser med krakelerende virkelighedsopfattelser, som slår sig i mødet med samfundet og normaliteten. Foss folder tilmed sin absurde socialrealisme ud med et skarpt satirisk og samfundskritisk bid og med stort sprogligt overskud. For stort. Det kommer jeg tilbage til.

Bogen består af fire groteske fortællinger. Den første fortalt delvist igennem en hunds perspektiv, som kommer frygteligt galt afsted i sit forsøg på at få lidt kærlighed fra sin ejer – en fordrukken racistisk stodder fra provinsen. Den næste om en nyslået cand.mag., der er ved at bukke under for omverdenens forventninger, men som finder trøst i samtalerne med sit toilet. Hovedpersonen i den tredje fortælling, tror hun lever i en Olsen Banden-film og sætter alt ind på et sidste stort metafysisk kup. En livstræt pædagogmedhjælper, der lever på kanten af et sammenbrud i en performancefikseret børnehave, hvor liv og død er på spil i planlægningen af den årlige fastelavnsfest, er hovedpersonen i den fjerde.

Solid litterært stof lider under for meget sprogligt blær

Der er masser af solidt og originalt litterært stof i Foss’ fortællinger. Hvis man synes, at Kasper Colling Nielsen er sagen, vil man også føle sig hjemme i dette litterære syrebad af en novellesamling. Foss er ikke nogen antydningens mester. Intet er underspillet her. Foss dyrker det overdrevne og kører sine handlingsspor helt ud over kanten. Og fortællingerne kæntrer nogle gang i deres absurditeter. Måske historierne ville vinde noget, hvis Foss holdt lidt igen og bevarede lidt mere jordforbindelse. Foss kan nemlig også skrive personer og relationer fint frem. Men det har svært ved at finde plads i alt det groteske.

Men novellernes største problem er nu ikke Foss’ fabulerende tankespind. Men derimod hans sproglige selvforelskelse. Alt for mange overflødige ordspil, overgejlet billedsprog og halvkiksede oneliners. For meget show off simpelthen. Som når ”flovheden sniger sig ind på ham med et baseballbat”, eller denne her: ”men det er som om der mangler noget. Prikken over i’et, bollen over å’et, skråstregen gennem ø’et, der får alting til give mening”. Mindre kunne gøre det, og det er faktisk genuint ærgerligt, for historierne ville stå skarpere, hvis ikke Foss hele tiden skulle demonstrere sin sproglige opfindsomhed. Det er næsten som om Foss også vil vise, at han kunne gøre sig på byens stand up-scener. Men hvem gider være stand up-komiker, når man har ægte forfatterpotentiale i sig?

Jeg håber på, at Foss lader vittighederne blive i skuffen i næste bog. Som til gengæld kan gå hen og blive rigtig god.

Om anmelderen
Lars Theil Münster (f.1983) cand.mag. i litteraturvidenskab. Forfatter til bogen Det læsende menneske (2019). Har gennem en årrække undervist i litteratur og idehistorie på Folkeuniversitetet.