Sceneinstruktør og forfatter Katrine Wiedemann tager med Løgn nummer ét greb om det moderne kærlighedsliv og det lange parforhold med et både tragikomisk og refleksivt blik.

”… skyldfølelse i et parforhold, hvor man har været utro, er en helt banal angst for at blive opdaget. Jeg føler, at jeg er i min fulde ret. Tomas har vendt et blad i vores aftale om troskab, og nu læser jeg, hvad der står på den anden side af dét blad, og lader mig inspirere. Måske det slet ikke har været dårligt. Livet i familien har været bedre i den tid, hvor jeg har været optaget af Rotten. Jeg tænker, at jeg har reddet mit parforhold.”

Ved Trianglen på Østerbro i København bor hovedpersonen Klara med sin mand Tomas og deres 10-årige datter Molly. Vi møder parret på en græsk restaurant midt i en samtale om parterapi og deres ret så forskellige syn på emnet. Dermed er tonen allerede slået an, Tomas har et ønske om forandring og for Klara er fortsættelsen af det allerede eksisterende vejen frem.

Kort tid efter får Klara, grundet en lille, sort dagbog, mistanke om, at Tomas har, ikke kun én affære, men lever i et skjult slaraffenland af kvinder. Og hvordan reagerer Klara? Hvad der ikke skal frem i lyset, må ties ihjel. Klara kaster sig ud i ukendt Sexland, og vi er med hende, da hun har sex i en gyde med en mand kaldt Rotten, vi kigger med på hjemmesiden Shadowland, og vi følger efter, når hun fotograferer sine bryster på toilettet på Det Kgl. Bibliotek. Hvad der ikke skal frem i lyset, må handles ihjel.

”… I vores hus er alting dobbelt, selve livet er dobbelt.”

Vi får fortalt fra starten, at Klaras eskapistiske initiativ sker på baggrund af en frygt for at miste alt hun har kært ved en eventuel konfrontation og at dette initiativ tilmed kan hjælpe på situationen. Man får dog hurtigt den tanke, at destinationen hele tiden har været den samme. At Klaras egne erotiske strabadser blot har kurs mod det uundgåelige.

Finurlige og spidse samtaler

Løgn nummer ét er meget dialogbaseret. Samtalerne er et finurligt miks af tragikomedie, livskrise og dyb alvor, tenderende til det teatralske. Det er næsten som om, at karaktererne fremfører deres replikker med en bevidsthed om, at de står på en scene. Det er egentligt forfriskende og anderledes.

Det medfører dog også, at samtalerne nogle gange virker forstilt. Men det er måske deri det tragikomiske ligger? Jeg sidder også flere gange med en følelse af, at der har været forudgående samtaler, før den jeg får indblik i, og det er af og til svært at holde styr på, hvem der siger hvad. Selv i en samtale mellem to.

Når det er sagt, så er romanen generelt enormt velskrevet og bærer tydeligt præg af en forfatter der skriver flydende og frit.

Hvad skal jeg tage med mig?

I pressemeddelelsen om bogen står der, at Klaras møder med nye mennesker forandrer hendes syn på livet og kærligheden. Dog, er jeg usikker på, hvilken rejse jeg har fulgt. Hvad skal jeg tage med mig? At det livslange forhold er umuligt? At den evige kærlighed ikke findes? Eller at den tilfredse partner ikke eksisterer, og at det i så fald altid er den anden parts skyld? For mig slutter romanen i og for sig på samme note som den startede.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor vi springer så hurtigt hen over den endelige konfrontation. Ja, kollegaens strømpebukser ligger på gulvet i bilen og Tomas lyver. Ja, Rottens kone har afleveret et armbånd og Klara lyver. Og ja, der bliver udvekslet nogle sætninger, enkelte råb og flere løgne. Men når vi i så udpræget grad præsenteres for Tomas og Klaras forhold gennem samtaler, så virker det nærmest uforløst at undlade netop denne samtale. Den samtale som Klara er flygtet fra på hver side i bogen og samtidig langsomt har bevæget sig henimod. Den store, åbne afsløring. Uden løgne. Men den får vi ikke.

Galgenhumor og svære kampe

Løgn nummer ét er helt bestemt en veldrejet debutroman af en forfatter der kan sit kram. Trods min anke omkring udformningen af dialogen, så er det en på mange måder løjerlig og forfriskende roman der med gedigen galgenhumor skildrer det moderne kærlighedsliv og de svære kampe man har med hinanden og ikke mindst sig selv, når livet ramler.

Om forfatteren:
Katrine Wiedemann, f. 1969, er sceneinstruktør på teatre såvel i Danmark som i Skandinavien. I 2016 udgav hun det personlige essay Ved gudernes bord. Om det umulige og nødvendige kunst. I september 2024 udkom Katrine Wiedemanns første roman, Løgn nummer ét.

Om anmelderen:
Fanny Menaka Dons Larsen er litterat og arbejder i dag i forlagsbranchen. Dertil er hun arrangementskomitémedlem i Forlagsklubben under Danske Forlag og har været boganmelder samt skribent igennem flere år.