facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Logan i Aokigahara’ af Nath Krause

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Logan i Aokigahara’ af Nath Krause

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Logan i Aokigahara

Udgivelsesdato: 16-02-2023

Sider: 133

Genre: Digte

Forlag: Forlaget Møllegades Boghandel

Forfatter: Nath Krause

Serie: Æra

ISBN: 9788797128756

Format: Paperback

Logan i Aokigahara er foruroligende, frastødende og anderledes, men selvom bogen ikke er denne anmelders kop te, må man sige, at Nath Krause kan skrive.

Da vores datter var omkring 14 år gammel, faldt hun en dag over en avisanmeldelse af et teenageidols koncert. Anmelderen, som var en moden, hvid mand, var langt fra begejstret, og vores datter blev oprørt over, at avisen ikke i stedet havde sendt en anmelder i målgruppen, et ungt menneske, af sted til koncert.

Når jeg tænker på episoden nu, er det fordi jeg har spurgt mig selv, om jeg nu var den rette til at anmelde denne bog af 29-årige Nath Krause, der er queer. For dels er jeg dobbelt så gammel som Krause, dels er jeg en ciskønnet, heteroseksuel kvinde. På den anden side er jeg stor fan af digte og af autofiktion, jeg skriver selv begge dele, og jeg har alt for mange års erfaring med at være pårørende til psykisk sygdom, som er et tema, der fylder rigtig meget i bogen.

Jeg citerer fra forlagsarket, der fulgte med anmeldereksemplaret: ”I 2017 filmer den amerikanske youtuber Logan Paul en afdød i den japanske skov Aokigahara, der er kendt for dens (burde det ikke være sin?) høje selvmordsrate. (…)

Med sin debut Logan i Aokigahara tager Nath Krause narrativet om den selvmordstruede person tilbage. Digtene trækker på popkulturelle genrer som fanfiction, vlogging og sick flick vævet sammen med palindromer, konkretpoesi og japansk landskabsdigtning. Vekslende mellem en syrlig ironi og et omsorgsfuldt og blidt udsyn fremstiller digtene, hvordan sygdom og mistrivsel aldrig er isolerede tragedier, men forbundne til fællesskabet, til klasse og status.”

Jeg har spekuleret på, om jeg havde forstået særlig meget af bogen uden forlagsarket. Det kommer jeg tilbage til.

Bogen er opdelt i tre sektioner. Den første er en billedserie af to personer i en skov – jeg tror, personen i forgrunden skal forestille Logan Paul – anden del er det, jeg opfatter som første del af et langdigt, der foregår i Danmark, og tredje del udgør resten af langdigtet, som er en (fantasi?)rejse i den japanske selvmorderskov.

Som nævnt fylder psykisk sygdom og det samme gør selvmordstanker, dysfunktionel opvækst og længslen efter – og angsten for – at debutere som digter på et anset forlag.

Genremæssigt oplever jeg et miks af lyrik og kortprosa, autofiktion og/eller måske snarere socialrealisme, der slås om pladsen på linjerne, som f.eks. her fra bogens del to:

 

Hvad har vi? Brud på tungebenet? Blodansamlinger på halsen/

som små ribs under huden?/

Nej. Ikke her. Vi støver af. Vi vasker gulvet i små etaper./

I familier som vores er en mor bare en god ven,/

og man fortæller hinanden, hvis ens stemme er begyndt at forårsage ubehag./

Men det kan vi ikke stoppe, som en tennisketsjer ikke kan stoppe/

en håndfuld løse ris.

 

Et andet eksempel er fra bogens del tre, hvor jeg’et befinder sig i selvmorderskoven med Logan Paul:

 

Da vi vågner dagen efter, er Logan/

tåget, hans øjne er vandede. Lad os/

lave et tankeeksperiment, siger han./

Min stat har overtaget din krop, og/

du kan kun se på indefra, mens dine/

hænder kvæler din familie og venner./

Du råber om hjælp. De råber om hjælp. Du bliver ved med at høre dit navn,/

som om nogen prøver at fastholde det. Du hører: Naziguld er vielsesringe og guldtænder./

Du hører: Hvorfor elsker jeg dig, når du ikke svarer?

 

Blev jeg underholdt? Ja, det gjorde jeg. Jeg blev suget med ind i fortællingen, som var hurtigt læst – spændt på at vide, hvad bogen ville ende med.

Blev jeg klogere? Ja, det gjorde jeg. På forhånd kendte jeg ikke til You Tube-fænomenet Logan Paul og måtte en tur på nettet for at tjekke. Det samme gælder Aokigahara; jeg anede ikke, at der fandtes en japansk skov, der var berygtet for sin høje selvmordsrate. Det ved jeg nu.

Blev jeg beriget af læsningen? Tja-bom-bom for nu at citere en afdød, dansk politiker.

Kunne jeg finde på at købe bogen som gave? Nej, det kunne jeg ikke. Og det er et væsentligt punkt for mig.

Jeg synes i den grad, at Nath Krause kan skrive. Og bogen minder mig ikke om noget, jeg ellers har læst – men er det, at noget er anderledes, et kvalitetsstempel i sig selv? Det mener jeg ikke.

Jeg synes også, det er problematisk, at bogen ville have haft svært ved at stå alene uden forlagsarket, som leverer en ikke uvæsentlig fortolkningsnøgle.

I øvrigt: Hvis jeg havde haft noget at skulle have sagt, ville jeg have foreslået en anden titel. Den nuværende appellerer ikke, er svær at udtale og umulig at huske.

Jeg ser på nettet, at Weekendavisens Lars Bukdahl, som jeg sjældent er enig med, er begejstret for bogen. Jeg kan også konstatere, bogen er blandt de fem finalister til Munch-Christensens debutantpris 2023. Det understreger blot, hvad en klog redaktør engang sagde til mig: Anmeldelsen nok er den mest subjektive genre, vi har.

Logan i Aokigahara er foruroligende, frastødende og anderledes, men selvom bogen ikke er min kop te, så må man sige, at Nath Krause kan skrive. Derfor bliver det til fire spirer herfra.


Om forfatteren

Nath Krause er født i 1994 og er uddannet fra Talentskolens forfatterlinje. Logan i Aokigahara er Krauses debut som forfatter.

Om anmelderen

Louise Winther er født i 1963 og er forfatter til seks bøger, deriblandt digtsamlingen Dødens dønninger, romanen Men så døde mormor samt sorgcitatbøgerne Sagt om sorg og Sagt om sorg II. Louise anmeldte sin første bog i den nu hedengangne Roskilde Tidende, da hun var tolv år gammel. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws.

Efterlad et Svar