facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Love Looks Bleak’ af Ulrikke Bak

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Love Looks Bleak’ af Ulrikke Bak

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Love Looks Bleak

Udgivelsesdato: 24-05-2024

Sider: 96

Genre: Romaner og noveller

Forlag: Forlaget Amulet

Forfatter: Ulrikke Bak

ISBN: 9788797191071

Format: Paperback

Sjældent er så vigtige emner blevet behandlet så lemfældigt. Ulrikke Baks forvirrende, engelsksprogede mikrofortælling om stalking og psykisk vold kommer aldrig i mål.

Trods forlaget Amulets kategorisering er det noget af en tilsnigelse at kalde Love Looks Bleak for en roman. Omfangsmæssigt er der snarere tale om en lang novelle, inddelt i stroboskopisk korte kapitler.

I udgangspunktet illuderes der til, at der er tale om en slags verbal enetale, en tilståelse, en terapeutisk, privat og i høj grad mundtlig overdragelse af information. Det uformelle, til tider sløsede, sprog, karakteriseret af fejlbehæftede idiomer og en fabulerende struktur, underbygger den opfattelse. Stavningen af individuelle ord, ”fuxc” og ”k***”, henholdsvis ”fuck” og ”kill”, og brugen af trigger warnings i parenteser, antyder tværtom at der er tale om en slags usammenhængende serie af blog-post eller statusopdateringer på et socialt medie, der ikke opererer med et maksimalt antal anslag.

Forvirringen er mere eller mindre total, og begrædeligt nok begrænser den sig ikke til formatet eller sproget. Det ene øjeblik røres man dybt af jeg-fortælleren, Psalms, tragiske forhistorie, om en besidderisk og sadistisk ekskæreste, der forfølger hende og har sat dybe spor i hendes sjæl. I det næste læser man rutineprægede afsnit om hendes forbrug af sminke, eller hele rækker af ”ved du, hvad jeg drømte i nat?”-redegørelser, uden antydningen af analyse.

Det er bestemt ikke fordi hovedpersonen er kedelig, og emnet partnervold er modbydeligt højaktuelt og relevant. En gennemgående metakonversation med gud og helligånden og Psalms spejlinger af sit ego i disse uhåndgribelige skikkelser, er bestemt også interessant og vækker sympati. Det er måden det hele er stillet op på, rettelig dynget op med en greb som en kompostbunke, der hæmmer læsningen og i alt for høj grad definerer den følelse man, som læser, sidder tilbage med efter (45 minutters) endt læsning.

Havde man rent faktisk læst hvert lillebitte kapitel som et indslag på et socialt medie, indkapslet i en sværm af andre indtryk, og med udsigten til at forfatteren ville indskrænke sig til 2-3 af disse indlæg om dagen, havde det måske været nemmere at kapere. Nemmere at tolerere tastefejlene, SMS-forkortelserne, den navlepillende selvudlevering og -fortolkning, og den sammenfiltrede klump af flyvske plotlinjer. Når man læser det hele som én samlet etape bliver man helt åndeløs af at prøve at finde hoved og hale i det. Men forlaget lover selvfølgelig også en ”mavepuster” i PR-materialet.


Om forfatteren:
Ulrikke Bak (f. 1991) er uddannet fra Forfatterskolen i 2022. “Love Looks Bleak” er hendes debut.

Om anmelderen:
Martin Schjönning er forfatter og har en baggrund indenfor litteraturvidenskab. Efter en årrække som forlagsredaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist har han uddannet sig som boghandler, og varetager dette hverv til daglig.

Efterlad et Svar