Lad det være sagt med det samme: Må du gå i køkkenet og ikke i krig er en temmelig pragtfuld bog. Den er sprogligt virkelig stærk, den er tankevækkende og morsom i nogenlunde lige store dele, og så er teksten ledsaget af nogle ret fine litografier, lavet af forfatteren.

Vi har at gøre med en digtsuite eller et semilangdigt, hvor hvert nyt afsnit er direkte henvendt til en robot (eller muligvis flere; robotten som art, om man så må sige), som er titlens ”du”. Således kommer digtet til at minde om en art bøn (hvilket også antydes af titlen).

Henvendelserne veksler mellem noget ganske dagligdags og jordnært (”Må du gå i køkkenet og ikke i krig / hvisker jeg til robotterne, til / maskinerne, til mine egne automata // Må du tage min opvask / så jeg kan falde i søvn / mens jeg læser en bog for mine børn”) og noget langt mere politisk og ildevarslende (”Må du forlade grænseovergange / Må du nægte at være et våben / Må du ikke skyde folk på flugt”). Derudover skifter henvendelserne indimellem karakter, sådan at forstå, at taleren/digteren somme tider beder robotterne om at hjælpe til for at gøre livet lettere (for både digteren og resten af menneskeheden), og somme tider synes at bede robotterne om at gøre det beskidte, forurenende og i bund og grund unødvendige arbejde (”Må du sætte dig foran symaskinerne i faldefærdige / fabrikker og sy billige T-shirts til den rige / verdens overforbrug til væggene falder sammen / omkring dig / Må du lade overforbruget få en ende / Må du tage konsekvenserne af oprøret på dine / skuldre // Må du vade rundt i gift for at tjene kun knapt nok / til at overleve”)

Der er på den måde tale om en interessant ambivalens, når det gælder robottens/teknologiens rolle i verden over for jegets/menneskehedens. Skal robotterne kun hjælpe menneskene med de små hverdagsgøremål, så vi får mere tid til hygge? Eller skal de også tjene den grassatløbende kapitalisme og de riges overforbrug og dermed medvirke til at fremskynde undergangen? Skal robotterne for eksempel også udføre medicinsk arbejde? ”Må du integreres i vore kroppe / Må du svømme rundt med mikroberne i vores / tarmsystem, må du løbe gennem blodbaner, /finde sygdom, bringe heling” står der. Men umiddelbart i forlængelse heraf står der: ”Må du blive en del af min, må du tage min plads / bland menneskene / Må du overtage menneskets plads på jorden, må du / rette op på dets fejl og ødelæggelser / Må du leve i harmoni med naturen efter os” Disse afsnit virker på én gang som en bøn om hjælp og en erkendelse af, at vi formentlig er i færd med at grave vores egen grav.

Denne tvetydighed, denne fluktuering mellem det næsten henkastet forhåbningsfulde og det eklatant pessimistiske er en af bogens store styrker. Jeg ville egentlig forfærdelig gerne give den fem spirer, men bogen har kun fireogtyve sider, og en del af pladsen er brugt på illustrationer. Dermed synes jeg, at der er lidt for lidt til at vi kan svinge os højere op. Det hører med til historien, at teksterne udspringer af en udstilling med samme navn af de grafiske værker gengivet i bogen, men alligevel – havde nærværende tekst været en del af en længere bog, et element blandt andre tilsvarende, ville Bobbi-Johanne Østervang let kunne opnå fem spirer. Eller seks. Jeg vil i hvert fald meget gerne læse mere og ender på fire trefjerdedele spirer.

Om forfatteren: 
Bobbi-Johanne Østervang (1990) er kunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. De har udstillet på bl.a. Willumsens Museum, Center for Kunst og Mental Sundhed og Kunsthal Charlottenborg og er publiceret i bl.a. Hvedekorn og Friktion Magasin.

Om anmelderen:
Rasmus Hastrup (f. 1971) oversætter, forfatter, anmelder. Har skrevet fire skønlitterære bøger (Liv, 2016; De ting der sker, 2018; Væk, 2020; Ur, 2022)