Alouette Ardens debutroman er en langtrukken blanding af småfilosofiske grublerier og sexscener.

Vi møder 9-10 personer af to køn, og efterhånden som de tætpakkede bogsider udfolder sig, har de fleste af personerne sex med hinanden. De er alle smukke, langbenede, veldrejede (kvinderne), bredskuldrede (mændene), og de fleste er velhavende. Beskrivelserne af sexuel udstråling, udseende og klædedragt fylder en del, det samme gør især hovedpersonen Ganddos’ søgen efter svar på sine eksistentielle kvaler.
Jeg bryder mig mildest talt ikke om romanen.

Alouette Arden – et pseudonym – har udgivet sin debut på et af de forlag, som tilbyder at tage sig af udgivelse, når blot forfatteren selv betaler udgifterne. I dette tilfælde gør det mig vred. Det er ganske umuligt at se, at der har været foretaget nogen form for redaktion af romanteksten. Sproget er knudret og spækket med klichéer. (Blot et par eksempler: Side 33: ‘Han vidste fra sine studier, at vejen til visdom i livet generelt udstrålede fra at kende sig selv.’ Side 39: ‘Et lille smil breder sig ned ad hans kind.’) Synsvinklerne vælter rundt oveni hinanden, indholdet er rodet, og jeg har mange gange måttet gå tilbage og læse afsnit igen, for overhovedet at kunne følge med i hvem, der er hvem, og hvad de nu foretager sig.

En af grundreglerne, når man skriver skønlitteratur – den såkaldte ‘show, don’t tell’ – er her simpelthen sat ud af kraft. Personbeskrivelserne er flade: alle drevet af et noget ukritisk sexuelt begær – og en hang til at kaste rundt med navne på tænkere af enhver art: Georg Brandes. Horats. Sartre. Dylan. Med meget mere.

Hvordan kan sådan en tekst slippe gennem en redaktionsproces? Der er ingen tvivl om, at forfatteren har meget på hjerte. Jeg er heller ikke i tvivl om, at hun vil have glæde af at gå på en eller anden form for forfatterskole, hvor hun kan lære at justere sit sprog og redigere sit indhold. Og jeg kan varmt anbefale, at hun finder et forlag med en kvalificeret redaktionsproces til Magisk sommers efterfølgere: Bogen præsenteres som første del af en såkaldt quest-romanserie – hvilket må være en romanserie om en lang søgen efter noget, som er svært at finde.

Ligesom enhver kan sætte sig ved et klaver og hente lyde ud af det, kan enhver sætte sig ved en computer og lave lange tekster. Men man bliver hverken pianist eller forfatter uden kvalificeret hjælp, feedback og utallige (selv)kritiske runder gennemskrivning – netop den slags vejledning, som et forlag tager sig betaling for. Det er forfatteren til Magisk sommer blevet snydt for, og det er simpelthen ikke i orden.

Om forfatteren

Alouette Arden er navnet bag et pseudonym, der med Magisk sommer debuterer som forfatter

Om anmelderen

Janne Hejgaard er forfatter til en lang række fag- og skønlitterære bøger til børn og voksne. Hun har erfaring som anmelder og redaktør, og har været litteraturpolitisk aktiv bl.a. i Dansk Forfatterforening.