Jeg er sikker på, at mange kvinder med en brystkræftdiagnose vil have gavn af at læse Mamma, genkende sig selv og føle sig en smule mindre ensomme med deres sygdomserfaringer. Desværre taler bogen i det store hele mere til hovedet end til hjertet.

De første linjer i teksten på denne smukke bogs bagside lyder: “Mamma er en dybt personlig og ærlig samling af digte, som udfolder den smerte og sorg, som Emilia gennemgår, da hun som 31-årig, kort efter at være blevet mor til sit andet barn, får diagnosticeret aggressiv brystkræft.”

Bagsidens beskrivelse rammer bogens indhold præcist ind. Mamma består af et miks af knækprosadigte og fortællende kortprosa. Bogen er inddelt i afsnit efter måned og år og følger en fremadskridende kronologi.

Titlen Mamma indeholder en fin dobbelttydighed, idet ordet jo betyder bryst på latin og samtidig leder tankerne hen på mama; på mor og moderskab.

Bagsideteksten fortsætter: “På dagen, hvor diagnosen stilles, begynder Emilia for første gang i sit liv at skrive og bruge dét at skrive, som et redskab til at forstå den smerte, hun oplever, og det uforudsigelige, der dominerer hendes liv.”

Det er velkendt og velbeskrevet – blandt andet i antologien Skrivning og sundhed (redigeret af Jespersen, Gammelgaard og Uldbjerg, Aahus Universitetsforlag 2021) – at skrivning kan hjælpe den skrivende til bedre at kunne håndtere og forstå et følelsesmæssigt kaos. Men skaber det nødvendigvis god litteratur?

Det er tydeligt, at forfatteren og hendes familie med mand og to små børn har været igennem en grum tid. Det vil sige – min hjerne forstår det. Men jeg mærker det kun få steder med hjertet, for eksempel i den kortprosatekst, hvor moderen taler med sit børnehavebarn om, at hun er blevet korthåret, fordi hendes krop er gået ”lidt i stykker”.

Heldigvis bevæges jeg også af digtet Tumling:

Jeg har nu en tumling i huset

Jeg studerer hende nøje for at lære

hvordan man bliver god til at vælte

men endnu bedre til at rejse sig igen

Digtet Æg fortjener også at blive fremhævet; her snor æg i æggestokkene og rørægget på stegepanden hjemme i køkkenet sig ind og ud imellem hinanden og overrasker på den måde læseren. Og i digtet Slutning væves en barndomserindring om højtlæsning fint sammen med nutidens virkelighed.

Men som sagt er der for mange tekster, jeg ikke bevæges af; jeg forstår med min fornuft det sorgfulde i for eksempel digtet Bær mig om, at jeg’et/moderen ikke længere kan/må bære sit eget spædbarn, men jeg mærker det ikke. ”Show, don’t tell”, hører man ofte på skrivekurser, og det råd  kunne med fordel også følges her.

Flere tekster ville have vundet ved en opstramning og ved at være blevet skåret helt ind til benet, eksempelvis digtet Der er ingen grænser længere, hvor essensen ville have stået stærkere, hvis forfatteren havde strøget de første ti linjer ud af de i alt 17.

Når det er sagt, er jeg sikker på, at mange kvinder med en brystkræftdiagnose vil have gavn af at læse Mamma, genkende sig selv og føle sig en smule mindre ensomme med deres sygdomserfaringer.

I bogens epilog står blandt andet følgende: ”Det er mine ord, der hjalp mig med at gå ind i et rum og være i det, og det er mine ord, der hjalp mig med at kunne gå ud og lukke døren til rummet igen. Jeg måtte se hvor jeg var og hvor jeg gik henne. For at kunne komme igennem. For at kunne komme videre.”

Det glæder mig, at det var hjælpsomt for Emilia Aasted at skrive. Men jeg ville hellere have læst det som et digt, jeg blev bevæget af.

Om forfatteren:
Emilia Aasted er født i 1991. Mamma er hendes debut.

Om anmelderen:
Louise Winther (f. 1963) er forfatter til seks bøger, deriblandt digtsamlingen I sorgens hus (2024), Dødens dønninger (2022), romanen Men så døde mormor (2021) samt sorgcitatbøgerne Sagt om sorg (2014) og Sagt om sorg II (2016). Louise anmeldte sin første bog i Roskilde Tidende, da hun var tolv år gammel. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws fra The University of London.