Henrik S. Holck var 16. Christina Englund var 17. Marie Røgild er 18. Men ellers er det usædvanligt at debutere så tidligt. Og usædvanligt at gøre det så godt.

Digtene i Men jeg gør aldrig andet end at sanse foregår i påsken på tværs af et par år; lidelsens tid, men også forvandlingens. Jeget – som usædvanligt og modigt signalerer fiktion ved at have et navn: Helene – er sammen med sin kæreste, William, og har brudt med ham (eller er blevet brudt med (og så er han vist også lidt død, nok mest symbolsk, sådan som ekskærester kan være mere gengangere end mennesker)), opfinder en fantasifyr, Dante, men er mest, uerkendt, og så langsomt, gradvist: erkendt, forelsket i sin veninde, Tyra.

Det er digte om seksuel vækkelse, digte, hvor kønnet er flydende (”Jeg er en af de drenge, der skreg, da jeg skulle bløde:/ Hvor kommer blodet fra, hvorfor kommer det til mig?”), om længsel og om at cykle ned ad Viborgvej, hvor ”Blæsten kursiverer min virkelighed”.

Titlen optræder i et mareridtsagtigt syn, hvor ”William sidder dér uden hud på sin enmandsseng,/ men det rører ham ikke”, og ”jeg vil så gerne skrige,// men jeg gør aldrig andet end at/ sanse.”

Og det er, når digtene ikke gør andet end at sanse, at de er bedst, for påsken er fuld af indtryk at tage imod: ”Væsken/ kommer alle steder fra:/ Tyras mund, træerne og påskeliljerne,/ Jorden, mine porer og tagrenden./ Jeg dufter en andens luft./ Det er første gang i et år,/ at luften ikke er William, at luften kun er mig/ og en vilkårlig dreng,/ hvidtjørn og kattepis: forårsbebuderne.”

Der er en Lea Marie Løppenthinsk, quirky og ungdommelig humor, som når jeget cykler bag en dreng med røde bukser og i stedet for at overhale ham hellere vil ”forestille mig hans ansigt:/ Han har en gigantisk næsepiercing, og hvis/ jeg mødte ham til en fest, ville jeg tænke:/ Man kan ikke kysse ham for den, og det er med vilje.”

Senere møder hun denne halvt fremfantaserede dreng, Dante, til en fest, og ”Han smager af metal./[…] Dantes næsering dunker i min mund, men man kan/ kysse ham alligevel.”

Det er digte fra et forår, hvor sindet står åbent for omgivelserne, så asfalten på Viborgvej kan være ”varm og liderlig, hun ånder på mine nøgne tæer.” Og det er digte om en længsel, der skal finde ud af, hvad den er rettet mod – de forårskåde omgivelser, et minde om en rygvendt dreng, ekskæresten William eller drømmefyren Dante? Det er digte om en tid, hvor der er meget at opdage og erkende, og da jeget giver sig selv sin første orgasme, indser hun, at: ”Kan jeg komme/ kan jeg alt.” Og længslen kan, endelig, rettes mod sit egentlige mål: Jeget selv, og så veninden Tyra; ”Trafikken summer, Vandtårnet er bag mig, Regnbuen foran mig:/ Noget så levende/ kan kun gøre ondt.”

Men noget så levende som Men jeg gør aldrig andet end at sanse kan nu også gøre godt.

Om forfatteren:
Marie Røgild (f. 2005) er bosat i Aarhus og går til daglig på Aarhus Katedralskole. Hun har gået på Brønderslev Forfatterskole og vandt skrivekonkurrencen 500 ord i 2020 og UNGE ORDs novellepris i 2021.

Om anmelderen:
Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med Brænd huset ned, giv træet vand.