facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Mens vi falder sammen’ af Stine Lundgaard

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Mens vi falder sammen’ af Stine Lundgaard

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Mens vi falder sammen

Udgivelsesdato: 12-04-2024

Sider: 172

Genre: Romaner og noveller

Forlag: Forlaget Rød Panda

Forfatter: Stine Lundgaard

ISBN: 9788794432108

Format: Paperback

NÅR FUGLEN ALLIGEVEL IKKE ER FLØJET

Der var meget, som gjorde stort indtryk på mig i min læsning af Mens vi falder sammen. Den kaldes en kortroman, og historien er sat sammen af en række scener fra mors og datters liv, skrevet som kort- eller knækprosa.
En af de scener, som berørte mig mest, var den, hvor jeg-fortællerens datter, 7 år, kommer fra skole og er ulykkelig og umeddelsom. ‘Fuglen fløj,’ siger hun gang på gang som forklaring, da mor gerne vil vide, hvorfor hun er ked af det. ‘Fuglen fløj’.
Langt om længe finder mor ud af, at de andre børn ikke gad være sammen med hende, ‘… fordi jeg ikke er normal’. Hun løb væk og gemte sig, og dér sad en fugl i et træ, længe. Men til sidst fløj den, ‘… fordi den heller ikke gad mig’.

‘Særlige behov’

Jeg-fortælleren er mor til en pige ‘med særlige behov’, som det hedder, og bogen er én lang beskrivelse af, hvor umulig en situation hun står i –  enlig mor uden ret mange penge. Datterens far har for længst forladt dem, for ‘… det her liv er ikke til at holde ud’.
Det er heller ikke til at holde ud for mor, men barnet findes, og mor elsker sin datter og vælger at være der for hende så godt, hun nu er i stand til. Det er mildest talt ikke let, og normalitetsbegrebet er mildest talt skurken.
De første mange sider og scener viser en lille pige, som ikke kan finde sig til rette i skolen, til familiesammenkomster eller såmænd hjemme sammen med mor. Hun slår sig gang på gang på den virkelighed, hun lever i, herunder de gængse normer, og hun reagerer voldsomt, afmægtigt og fortvivlet. Mor gør, hvad hun kan, for at forebygge de mest krævende situationer og for at trøste, når det alligevel går galt. Men – hendes afmægtighed er lige så stor som datterens, om end en anden slags.

‘Teflonsprog’

Og hvad stiller omverdenen så op i mødet med de tos afmægtighed? Alt muligt forskelligt. Alle flosklerne bliver luftet, alle mulige mere eller mindre velmenende råd bliver givet, men intet viser, at nogen af de to bliver set. Synsvinklerne er folks egne og reaktionerne er farvet af deres egen utilpashed, forskrækkelse eller forargelse over et barn, hvis opførsel i den grad falder uden for normen.
Særdeles tankevækkende er det at læse om mors møder med systemets professionelle. PPR-samtaler, skole-hjem-samtaler, psykologsamtaler. Alle lyder, som om de vil gøre det gode, men alle taler ‘teflonsprog’ og handler, som om de ikke hurtigt nok kan slippe af med det besværlige barn og hendes mor. Den inkluderende skole? Ja, ellers tak. Hvis den skal fungere, kræver den tilstrækkeligt med kvalificeret personale, og det findes i al fald ikke i denne historie.

Diagnoser

På et tidspunkt foreligger diagnoserne endelig, uden det tilsyneladende gør den store forskel for mors og datters situation. Først da mor bliver sygemeldt og datter psykotisk, bliver den syvårige indlagt på den lukkede og medicineret. Nu må mor slås med sin dårlige samvittighed, med sin selvynk, med tomheden i et liv uden datterens konstante krav.
Da datteren udskrives, går det bedre for en tid, men så får hun tilbagefald, indlægges igen, udskrives – og sådan forløber det nu, i al fald som jeg læser det. Det nye er, at de begge ved, at der er hjælp at hente. Nu er der nogen, som ser dem. Datter kommer på en ny, relevant skole, mor bliver raskmeldt, og selv om der stadig sker tilbagefald, er de tos liv bedre – til at holde ud.
Sidste side i bogen viser en silhuet af et bladløst træ med en gren, hvor fuglen stadig sidder.

Voldsomme krav og vidunderlige gaver

Den pige på 7 år, som læseren møder i Mens vi falder sammen, er klart et barn, som alene i kraft af sin anderledeshed stiller voldsomt store krav om indlevelse, rummelighed og accept til alt og alle omkring sig – ikke mindst til forældrene. Det får forfatteren tydeligt vist. Jeg har savnet at høre mere om det positive, det særlige, som anderledeshed også rummer.
Hvis ikke den almene forståelse skal være, at det er bedst at være sådan, som de fleste andre også er, så har vi brug for eksempler på, hvilke særlige kompetencer, de få, de anderledes, er i besiddelse af. Et  ADHD barn kan fx ikke passe tiden og kan blive rasende, hvis det bliver afbrudt midt i noget. Det kan opfattes – og bliver let opfattet – som en fejl ved barnets opførsel, med mindre man ved, at netop dét barn besidder en helt speciel evne til fordybelse, hvor tiden så bare ingen betydning har. Og hvem vil ikke reagere med irritation over at blive forstyrret midt i noget, man er fuldstændig optaget af?
Der er få glimt af det positive ved datterens særlige personlighed. Hun har en helt logisk, sjov og øjenåbnende forståelse af de ord, vi bruger. ‘Hovedindgang’ må selvfølgelig betyde, at man må gå ind med hovedet først. Majskolber må være gulsager. At svæve mellem liv og død er da et besynderligt sted at svæve.
Datter får sin mor til at se omverdenen på en ny måde: Se på skyggerne, ikke på det, som kaster skyggerne, og en ny verden dukker frem. Hun oplyser mor om, at ‘skyggerne er døde i et storcenter’, og ‘at natten er mørkets skyggefest’. Det er ren poesi og en vidunderlig indgang til bedre forståelse af pige, syv år. Flere af den slags beskrivelser ville have lagt tyngde i den vægtskål, hvor det positive ved anderledesheden ligger.

Jeg tror ikke, at Mens vi falder sammen er tænkt som en roman om, hvor stort set umuligt det er at være forælder til et så specielt barn. Men forfatteren har været så fokuseret på at vise, hvor svært det er at være der for et barn, som samfundet ikke er indrettet til, at hun har glemt at vægte de gaver, som sådan et barn også giver. Det er nok også derfor, at sproget ind imellem løber af med hende: overflødige understregninger, overgjorte sprogbilleder. Den slags, som redaktøren burde have ryddet ud i.


Om forfatteren: 
Stine Lundgaard er BA i klovn ved Dellárte School of physical Theatre, Californien, BA i Fysisk Teater ved East 15 Actingschool, London, Master i dukke og objekt-teater ved Central School, London og uddannet Hospitalsklovn ved De Danske Hospitalsklovne. Hun debuterer med Mens vi falder sammen.

Om anmelderen:
Janne Hejgaard er forfatter til en lang række fag- og skønlitterære bøger til børn og voksne. Hun har erfaring som anmelder og redaktør, og har været litteraturpolitisk aktiv bl.a. i Dansk Forfatterforening.

 

Efterlad et Svar