AT VÆRE EN PIND I DE ANDRES SPIL

”Livet er som et spil mikado,” siger en bofælle til Iben. ”Man kan ikke fjerne sig uden at påvirke andre.” ”Nogen kan,” siger Iben. ”Ellers er der jo ingen, der vinder spillet.” Bofællen ryster på hovedet: ”Mikadomennesker er en smule sammensmeltede. De trækker hinanden med, og nogle gange slipper de først lidt for sent.”

Iben er jeg-fortælleren i romanen, og hun er sådan en, der ikke selv flytter sig. Når der sker noget i hendes liv, er det, fordi andre i nærheden rykker på sig – og ofte lader hun sig trække med.

Romanens handling er hurtigt fortalt: Vi følger gennem et halvt års tid Iben på 23 år. Hun bor i et hus sammen med andre unge og arbejder som ufaglært på et plejehjem. Hendes dage ligner hinanden til forveksling. På plejehjemmet foretager hun sig det, hun er ansat til: hun sørger for mad til beboerne, hjælper dem med at blive vasket og klædt på, sørger for, at de får skiftet ble, osv. Hun taler venligt med dem, også når samtalerne er af den slags, hvor hun hverken bliver hørt eller forstået. Hun har et venligt, fjernt og uproblematisk forhold til de andre ansatte, og det samme gælder hendes forhold til de unge, hun bor sammen med – og hendes forældre.

Derhjemme køber hun ind, laver mad, vasker, er på de sociale medier og fester med de andre i bofællesskabet. Hun bliver ofte så beruset, at tømmermændene plager hende dagen efter. Men hun passer sit arbejde, uendeligt stabil og venlig.

Hun har det godt, siger hun, hun er glad for sit arbejde og ved ikke, hvad hun ellers skulle tage sig til. Hun ved i det hele taget ikke, hvad hun selv vil, selv kan lide, selv ønsker sig. Hun er nem at have med at gøre for andre, for hun gør stort set kun det, de gerne vil have hende til. Hendes beretning har rigtig mange af følgende type udsagn:

” … så sletter jeg det, nu gør jeg det, sådan.” (side 87, om hendes nylavede Tinderprofil) ”… og så var der ham fra biokemi, det var der, ja.” (side 105) ”… der er en anledning, det er der.” (side 109) ”… det er højere, end det plejer, det er det, ja.” (side 119) ”Nu gør jeg det, gør jeg ikke?” (side 190)

En iagttagelse, en beslutning, som hun slet ikke er sikker på og prøver at fastholde.

En af bofællerne er Janus, som Iben måske, måske ikke er kærester med. Hun ved det ikke, spørger ham et par gange, får at vide, at de er venner. De kysser og har sex, men Iben stiller ingen krav til ham, heller ikke da hun overværer, at han er sammen med en anden pige, og hun nævner ikke følelser i den anledning. Men hun begynder at stalke den anden pige.

Alt fortælles med mange detaljer i et dagligdags sprog, lidenskabsløst og i en resigneret tone. Sådan er det jo, mener Iben, underforstået, at det heller ikke kan være anderledes.

På side 86 viser der sig en sprække i hendes følelsesforladte beskrivelse. De gamle på plejehjemmet taler om, at deres kroppe gør ondt, at de er blevet langsomme. Det reagerer Iben på:

”Når de siger sådan, får jeg lyst til at løbe en runde om huset og gøre det, bare fordi jeg kan. Minkrop kan. Det tænker jeg over resten af dagen. Min krop bevæger sig nemt. Hvornår begynder den at gøre ondt? Hvornår stopper den med at kunne gå? Og hvornår?”

Da en veninde siger, at hun trænger til, at der sker noget, vækker det noget i Iben. ”Når nogen siger sådan, får jeg lyst til at gøre noget også. Jeg vil tage på den grupperejse alligevel, og jeg vil installere Tinder igen, hoppe på et fly, bevæge mig fremad, løbe, gøre noget, bare fordi at jeg kan altså også. Det kan jeg.” (side 109)

En aften, hvor de fester i bofællesskabet, taler Iben og Janus sammen. Han skal til Norge for at arbejde, og fortæller om sin bipolare søster, som han er ked af at forlade. ”Det er bare svært at tage fra nogen, der har det dårligt,” siger han. Det berører Iben: ”Det er, når han siger sådan noget til mig, at alting føles tættere imellem os. Jeg har lyst til, at han skal sige mere. Jeg vil gerne være noget for ham.” (side 122)

De taler ikke mere. Iben drikker videre, Janus går ind til sig selv for at sove, og Iben lægger sig på hans gulvtæppe og falder i søvn. Da hun vågner og går ind til sig selv, er hun stadig berørt af situationen: ”Natten føles fjern, men er helt ægte. Jeg prøver at sove følelsen væk, lader dagen forsvinde i tømmermandståge.” (side 123)

Noget kan trods alt trænge igennem og berøre hende – og langsomt, langsomt sker det flere gange. Selv om Iben stadig ikke ved, om hun er forelsket i Janus, om hun vil blive ved med at arbejde på plejehjemmet, eller hvad hun i givet fald ellers skulle tage sig til, så er der noget i hende, som flytter på sig.

Hun tager et par dage til Norge, hvor Janus har fået arbejde. Besøget bringer hende ikke tættere på Janus (- hvad læseren kunne have fortalt hende på forhånd), men det betyder noget for hende, at hun tog afsted.

En bevægelse er sat i gang i hende. Den er på ingen måde en lavine, men små ryk, som langsomt kommer til at ligne en udvikling. Hun besøger veninden Signe, som har forladt bofællesskabet og er flyttet til en anden by for at studere – og her kysser hun en pige, Anna. Måske forelsker hun sig i hende? Måske er kysset mest for at prøve det.

Noget tid senere hopper Iben på toget tilbage til de to efter en spontan beslutning, og hun begynder at lege med tanken om at kunne gøre ligesom dem. Bo i nærheden af dem, studere. I løbet af historien er flere af plejehjemmets beboere døde, og Iben har ikke haft følelser i den anledning. Men da Ingeborg, som Iben er glad for, nu dør, bliver hun rigtigt ked af det. Hun sørger, græder og opsøger lederen af plejehjemmet og taler om, at hun overvejer at sige op, døden er for svær for hende at håndtere – men hun gør det nu ikke.

I historiens sidste scene spørger en af plejehjemmets beboere, om det er nytår nu? ”Nej, ikke endnu,” siger Iben. ”Det føles lidt sådan,” siger den gamle. ”Det har du ret i,” svarer Iben. Ikke endnu, nej, men snart begynder noget nyt. Måske.

‘Mikadomennesker’ er en langsom historie, ligesom Ibens udvikling er så tøvende, at jeg er i tvivl, om den vil føre til ændringer i hendes liv. Fortællingen om dagligdagen på plejehjemmet er snarere en fortælling om institutionen, end den er om de enkelte beboere, og det sammen kan siges om bofællesskabet. Det svarer fint til Ibens ikke-eksisterende forhold til de forskellige mennesker, men stiller store krav til læserens optagethed af personen Iben.

Om forfatteren:
Lea Holm Jensen, f. 2001, er født og opvokset i Kolding. I 2021 dimitterede hun fra det treårige forfattergrund­kursus på Dansk Talentakademi i Holstebro. Mikadomennesker er hendes ­debutroman.

Om anmelderen:
Janne Hejgaard er forfatter til en lang række fag- og skønlitterære bøger til børn og voksne. Hun har erfaring som anmelder og redaktør, og har været litteraturpolitisk aktiv bl.a. i Dansk Forfatterforening.