Mistet herredømme er en fin lille roman om en kørelærers deroute, og om et ægteskabs forfald set gennem et barns øjne.

Det kører ikke for kørelæreren. Han er kørt fast, både i sit ægteskab og i sin forretning. Eleverne udebliver, og hvis de endelig dukker op, betaler de ikke for køretimerne. Hans kone bekriger ham med bevidst tavshed, eller provokation i form af stikpiller, hvilket gør at han ofte mister besindelsen, og smadrer noget i huset, og i nogle tilfælde, konen.

Det hele fortælles med den navnløse drengs øjne, som gør hvad han kan for at det hele ikke skal eskalere. Selvom han ikke altid ved hvad årsagen til konflikterne er, eller ”spektaklerne”, som han også kalder det, så kan han aflæse begge forældre, og ved præcis hvornår en konflikt vil opstå. Igennem hele bogen fornemmer man som læser den dårlige stemning i hjemmet:

”Drengen sidder på skødet af moren. De ser I de gode gamle dage, den pudsige mand med de lange deklamationer og en træhammer, han slår ned i talerstolen, når han skal præsentere et nyt nummer.

Hele publikum er klædt ud med kyser og hatte og gammeldags tøj og synger med, mens de vugger fra side til side. Der er mimere og tryllekunstnere og bugtalere. Det er næsten som at se cirkus. Men munterheden rækker ikke ind i stuen. Faren sidder ubevægelig i stolen henne ved kontakten. En fjendtlig tavshed har hersket i dagevis. Han har siddet med siden til og stirret sammenbidt ud i luften som altid, aktivt ignoreret moren, men pludselig flår han i et lynsnart ryk stikket ud af kontakten og forvandler de gode gamle dage til en svindende hvid prik. Hvorefter han fortsætter sin sammenbidte stirren ud i intetheden.

Nå, nu må vi ikke se fjernsyn mere, lyder det påtalt ligegyldigt fra moren, ledsaget af et skuldertræk. En kombination af beklagelse og hån. Hun vandt.

Nogle dage senere forsvinder hendes solbriller. Hun har nok en anelse om, hvor de er blevet af, for hun iværksætter en minutiøs undersøgelse af gulvet, og inde under læsestolen er der gevinst: en mikroskopisk stump af sort glas. Se, han har smadret mine solbriller, siger hun og viser triumferende bevismaterialet på spidsen af sin finger.”

Jeg skal være helt ærlig. På trods af små 115 sider, tog det mig lang tid at komme igennem romanen, som jeg til tider fandt en smule kedelig, og nogle gange forvirrende. Måske er det valget af pronomener i stedet for stednavne, der gør, at jeg ikke altid kunne finde rundt i, hvilken person der var tale om, måske er det bare mig.  For bogen er bestemt ikke dårligt skrevet, men sproget virker på mig en smule gammeldags. Det er muligvis bevidst fra forfatterens side, da romanen foregår i slut 1960’erne, start 1970’erne, det skal jeg ikke kunne sige.

Men. Selvom jeg kedede mig en smule undervejs, så er det ikke en dårlig bog. Jeg havde nok bare forventet noget mere af den, da forlaget beskriver bogen som tragikomisk. Her savner jeg nogle flere finurligheder, og ikke bare en tragisk fortælling om vold i hjemmet, og en mands ægteskabs kollaps.

Om forfatteren
Henrik Einspor, f. 1960, er uddannet skolelærer og har i en årrække drevet forlaget Løse ænder, hvorpå han også udgiver sin første bog til voksne, Mistet herredømme. Han har tidligere skrevet et utal af børnebøger og vandt Gyldendals børne- og ungdomsroman-konkurrence tilbage i 2001 og modtog Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris i 2007.

Om anmelderen
Carina Christiansen f. 1985, er uddannet i engelsk og kommunikation, og har været boghandler i mange år. Foruden at være anmelder hos Bogmarkedet, skriver hun også om bøger for nyhedssitet mydailyspace.dk