facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Mørke Paradis’ af Emil Juhl Krogh

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Mørke Paradis’ af Emil Juhl Krogh

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Mørke Paradis

Udgivelsesdato: 01-05-2022

Sider: 40

Genre: Digte

Forlag: Wadskjær Forlag

Forfatter: Emil Juhl Krogh

Format(er) ISBN
Hardback 9788794162210

Det er altid en god ide at begynde med det bedste, og det gør Emil Juhl Krogh sådan cirka i sin debutdigtsamling, Mørke paradis. Efter to forord og et indledende digt kommer titeldigtet, hvis første strofe er bogens klare højdepunkt. Her lykkes det forfatteren at ramme en rytme, skrive klare rim og slå tonen an for bogens tematik om depression og det ikke at føle sig forstået:

”Lever mit liv,/ Tager et hiv,/ Drikker mig stiv,/ Kalder det tidsfordriv./ I tror, jeg lever en drøm,/ Men kommer nok an på ens perspektiv.”

En anden ting, der fungerer fint ved titeldigtet, er det visuelle indtryk af linjerne på siden. Første strofe består af seks vers, der gradvis bliver længere, anden strofe af seks vers af ensartet længde og tredje strofe af seks vers, der gradvis bliver kortere. Titeldigtet er også et fint eksempel på, hvordan det ser ud, når Libbe S. Bjerknæs’ illustrationer fungerer og giver digtet stemning frem for bare at tegne en ting, der bliver nævnt; linjerne er omgivet af dystre streger, der til sammen ligner et stormfuldt hav.

Det er ikke kun temaet om psykiske problemer, som titeldigtet slår an. I løbet af Mørke paradis væver jegets eget mørke sig sammen med den politiske virkeligheds mørke. I titeldigtet mødes de to tematikker for første gang på en måde, der går igen i løbet af samlingen, og som måske i teorien er en god ide: Den store verdens politiske konflikter og katastrofer bruges som metafor for den lille verdens, sindets, konflikter og katastrofer. Et enkelt sted i bogen er det lige ved at lykkes at få disse sammenligninger til at fungere, nemlig i digtet ”Invaderede sind”, hvor det et øjeblik virker, som om digtet selv er bevidst om, hvor langt ude det egentlig er at sammenligne en personlig livskrise med hundrede tusindvis af menneskers konkrete lidelse:

”Mit hoved er så splittet, vi kan kalde det Palæstina,/ Ligeså invaderet af disse tanker/ Som Tibet er af Kina.”

Hvis vi ser bort fra stavefejlen – ”Ligeså” burde være ”Lige så” – er det da egentlig ret sjovt skrevet; digteren slipper af sted med den langt ude sammenligning, fordi rimet og rytmen fungerer. Men andre steder svigter rimene, og sammenligningerne bliver så vildt overdrevne, at enhver velvilje hos læseren forsvinder. Som når jegets depression ”overtager mine tanker og min fantasi/ Mit hoved føles så bombet som Nagasaki/ Indre stemmer tager over i mit livs forskellige kapitler/ Og når de er negative, føles det, som om at de ødelægger lige så meget som Hitler.”

Det er ikke bare rimteknisk og rytmisk uelegant. Det er også smagløst. Desværre når digtenes politiske kritik sjældent op på et mere komplekst niveau end dette. Digteren har hjertet på rette sted og vil ”kæmpe for menneskers frihed og lighed”, for ”kærlighed og fred” og ”for at være glad”. Men skytset rettes på ret uinteressant vis bare mod ”Dumme mennesker” og mod en menneskehed, der ”forhåbentligt er/ Isolerede, triste og ulykkelige/ Det fortjener vi fleste”. Det er sympatisk, når digteren er solidarisk med kvindesagen, dyrevelfærdskampen, klimakampen og Black Lives Matter – men det er ikke særligt interessant som litteratur, når det kun bliver til vage linjer som disse: ”Jeg føler, at farve er ligegyldig, sort eller hvid/ Jeg føler, vi skal kæmpe for, hvad der er vigtigt/ Jeg føler, vi skal kæmpe for, hvad der er rigtigt”.

Det er ikke kun den politiske kritik, der er for vag og upræcis. Det samme gælder portrættet af at have og overkomme eller lære at leve med mentale problemer. Bogens sidste digt, det på alle måder sympatiske ”Smil Emil”, lykkes aldrig rigtigt med at sætte ord på, hvad smilet skyldes: ”Smiler og har det sjovt/ Smiler af en joke/ Smiler, fordi at jeg er glad”. Selv hvis vi ser bort fra, hvor uelegant dette ”fordi at” er, er det stadig ikke særligt litterært interessant at læse, at digteren smiler, fordi han er glad. For det gør man jo. Det interessante ville være at høre, hvad glæden skyldes, hvordan den føles. Hvordan ser verden ud, når man er glad?

På trods af alt dette læser man Mørke paradis med et smil, fordi (at) man er glad. Og man er glad, fordi digtene har hjertet på rette sted, forsøger at tale om vigtige emner og lader til – hvis man skal tage det afsluttende smiledigt for pålydende – at have fungeret som en art selvterapi for digteren. Det er da en lykkegivende tanke, at litteraturen har en sådan kraft. Tillykke med debuten og med smilet!

En afsluttende opsang: Det kan godt være, Mørke paradis er en bog, der vidner om, at forfatteren ikke er parat til at debutere endnu. Det er dog ikke forfatterens skyld – en dårlig debut er altid forlagets skyld, og her er tale om et forlag, der heller ikke er parat til at debutere. Alene på bagsiden er der to stavefejl og en tegnsætningsfejl. Man gør håbefulde forfattere en bjørnetjeneste ved at udgive deres bøger, når man ikke kan finde ud af det. Så er det bedre for alle parter at vente.


Om forfatteren

Emil Juhl Krogh er en 22-årig digter og debuterer med sin første digtsamling “Mørke Paradis” på Wadskjær Forlag

Om anmelderen

Hans Peter Madsen (f. 1995) er cand.mag. i litteraturhistorie. Arbejder som korrekturlæser og forlagsredaktør og har oversat bøger af bl.a. Louisa May Alcott og John Polidori. Debuterede selv i 2021 med ‘Brænd huset ned, giv træet vand’.


Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond

Efterlad et Svar

OPRET ET JOBOPSLAG

NYHEDSBREV

Spotify