Helt tilbage hos Aristoteles finder vi ideen om, at det at betragte ting og begivenheder, der under normale omstændigheder ville frastøde os, paradoksalt nok kan bibringe os stor nydelse, hvis det er kunstnerisk udført. Den gamle græker brugte døde kroppe som eksempel i sin poetik. Alexander Rich Henningsen bruger, i sin debutroman Mother Earth, et fiktivt højhusbyggeri – og parallellerne mellem de to er overraskende nok legio.

Mother Earth er navnet på et fiktivt klimapolitisk prestigeprojekt, om hvilket den kalejdoskopiske fortælling roterer. Det er også et statsfinansieret, logistisk og forvaltningsmæssigt trafikuheld, der udspiller sig i slow motion over 350 sider, og som det er tilfældet med ethvert trafikuheld: Det er umuligt at kigge væk!

På mange måder spiller alle de menneskelige hovedpersoner – den nyansatte, usikre embedsmand, den mavesure, men pligtopfyldende ingeniør, den hårdt pressede og dermed konsekvent uoplagte chefbureaukrat – andenviolin til Mother Earth-højhuset. Bygningen er hovedpersonen i tragedien, og man forudser dens kranke skæbne næsten fra allerførste side. Vi ved udmærket godt at det vil ende grueligt galt, men udeblivelsen af plot-overraskelser og spidsfindige tvists skader absolut ikke historien. Ligesom når vi følger Asterix gennem Det Skøre Hus eller Josef K. gennem det juridiske mareridtsmorads, er det selve rejsen gennem forvaltningssystemets vanvid, ikke det katharsis-berøvede slutpunkt, der gør romanen underholdende.

Og underholdende, det er den! Det lyder måske usandsynligt, at noget så brandfarligt knastørt som en fortælling om beslutnings- og administrationsprocesser på offentlige forvaltningskontorer kan være svær at lægge fra sig, men Henningsens indblik i bemeldte proces og hans tæft for at skrive satire, der er mindst lige så tør som emnet, holder læseren fanget langt ud over det forventede og rimelige.

En åben kloak

Det skorter ikke på sager og mediestorme fra de sidste årtier, der kan have ageret inspirationskilder for Henningsen. Alt fra Forsvarets spionfly (der ikke kunne flyve) og DSB’s IC4-tog (der ikke kunne køre eller standse), over de talrige skatteyderbetalte IT-systemer (der hverken kunne udbetale løn, inddrive skat, give rejsehjemmel eller tinglyse ejendomme), til de for os normale borgere mest synlige: Det allestedsnærværende byggesjusk i den offentlige sektor.

Det er åbenbart umuligt at bygge et supersygehus, en letbane eller en cyklistbro uden at løbe ind i en endeløs række af budgetoverskridelser, søgsmål, dagbøder, ansvarsforflygtigelse, useriøse entreprenører, løbende ombygninger og alskens andet kaos. Selv private foretagender kan ikke overskue projektet af sådanne dimensioner (Mon ikke det stormomsuste Njalstårn på Amager har stået fadder til tårnet i romanen?).

Med Mother Earth inviterer Henningsen os ind i ”maskinrummet” (som politikere ynder at kalde det), hvor alle fejlene begås. Vi kigger over skulderen på de ansvarlige, mens de, foranlediget af politisk pres, grådighed, inkompetence og helt gemen ugidelighed, pisser vores skattepenge ned i en åben kloak. Genkendeligheden er på én gang kvalmende og betryggende. Alle danskere bor i en kommune, hvor en forfængelig borgmester har brugt en tåbelig sum fra fælleskassen på et unødvendigt stort politisk gravmæle. Vi går alle sammen dagligt forbi et af disse idiotiens monumenter. Som udgangspunkt for humoristisk kritik er det absurde prestigeprojekt overmåde velvalgt, alene på grund af dets omnipræsens.

Rasende vellyd

Det er ophidsende læsning. Man sidder tilbage opgivende, harmdirrende, men også herligt mættet af satiren og den kirurgisk præcise karakteristik af teknokratiet i al dets opsvulmede magt og vælde. Bureaukratiet vokser for at imødekomme det voksende bureaukratis behov, som Oscar Wilde så fyndigt udlagde det. I Mother Earth finder man samme cirkelargument igen og igen, i talrige varianter. For hver gang bliver man mere rasende. Økonomerne, der, trods en komplet mangel på reel know-how i forbindelse med at opføre et gigantisk højhus, sidder med hele beslutningsmagten, er den klasse Henningsen primært har kikkertsigtet indstillet på, men ingen – ikke engang kunstneren der udfærdiger skulpturen til kæmpehusets lobby – går ram forbi. Han portrætterer alle hykleriets, korruptionens og grønvaskningens eksponenter, og det er forfriskende at samfundskritikken ikke er så enøjet, som den genre ofte kan være.

Mother Earth er en stærk debut, og Henningsens daglige dont som journalist og redaktør på Magasinet Atlas fornægter sig bestemt ikke. Man mærker, at her er en forfatter der bruger sproget til hverdag, og har en egen stemme, som få skønlitterære begyndere udvikler så tidligt. Den journalistisk nøgterne sprogtone akkompagnerer en historie om forvaltningsbøvl på en ganske harmonisk måde – det vil være spændende at se, om Henningsen kan frembringe en tilsvarende vellyd, hvis han skriver om noget mindre øjensynligt søvndyssende engang i fremtiden, eller om det tætbarberede sprog kun passer til socialrealistiske karikaturer.

Om forfatteren:
Alexander Rich Henningsen er født i 1992 i Svendborg. Han er uddannet sociolog fra Københavns Universitet og arbejder til daglig som redaktør på magasinet ATLAS. Han bor med sin kæreste og datter i en treetagers bygning i Brønshøj. Mother Earth er hans skønlitterære debut.

Om anmelderen:
Martin Schjönning er forfatter og har en baggrund indenfor litteraturvidenskab. Efter en årrække som forlagsredaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist har han uddannet sig som boghandler, og varetager dette hverv til daglig.