Der er mange elementer i spil i romanen Multiplayer. Det er en mangefacetteret fortælling om at begynde en fortælling. Noget om at starte et computerspil med hjælp fra en manual, det vil sige en guide, der hjælper spilleren, der måske er identisk med læseren. Som roman udfordrer Johan Feierskov genren, blandt andet ved at lade det narrative plan blive udfoldet på mange niveauer og i mange formater. Romanen leger således med det encyklopædiske, med sci-fi, der veksles med cli-fi, samt en masse systemmeddelelser, der blandt andet akkompagneres af en guide, en helt og en spiller. For læseren gælder det om at holde fast. Der er fart over feltet og karakterudviklingen. Men samtidig rummer romanen en mængde digressioner, der nuancerer det, som alle gode fortællinger bygger på; nemlig dannelsen af den interessante karakter.

En karakter – eller en spiller – bliver til i relationen til andet og til andre. I Multiplayer gør dette sig også gældende. Det er på den måde en netværksroman, næsten fortalt via det rhizom-begreb Gilles Deleuze og Félix Guattaris opererede med som forklaring på et netværk, der eksisterer uden et centrum.  Multiplayer ligner i sin form et rhizom med forgreninger og krydsreferencer, hvor det er svært at vide, hvordan fortællingen hænger sammen.

Noget hænger dog alligevel sammen. Og nogen gør det også. Et ”jeg” indleder, mens et ”vi” afslutter. Og afslutningen har en smuk reference til Schack Staffeldt digt ‘Indvielsen’, der introducerer den romantiske ide om, at jeget smelter sammen med naturen. Det er således muligt at se hele plottet i Multiplayer som noget, der handler om at finde sin vej i det virvar af netværk, der findes. Ikke som helten alene, men sammen i sociale konstruktioner. Som bier og myrer med fælles mål.

Multiplayer fortjener som bogværk tillige ros for at ville noget med det formmæssige. Det er visuelt blikfang blandet med op med skrift. Det er om ikke 1000 plateauer, så i hvert fald et par håndfulde.