Der er god spænding i Henrik Germans krimi. Men forfatteren kan med fordel arbejde med sprog og replikker i den næste.

Det er 1. juledag, da politiet bliver kaldt ud til et ulykkessted. Et majestætisk palæ i Nordsjælland står i flammer, og der ligger døde mennesker spredt rundt omkring. En er røget ud af et vindue, en anden er blevet kvalt. Gennem et vindue kan man se flere døde kroppe. Men hvad er der egentlig sket? Et røveri? Eller noget helt andet?
German benytter sig teknisk af det kneb at gå baglæns i kronologien. Hele vejen igennem denne krimi, der også er en fortælling om klasseskel, bedrag og livsfarlige hemmeligheder, bliver vi sendt tilbage i tiden: Tre dage tidligere, seks dage tidligere, lige nu og så videre, står der ved indledningen til et nyt kapitel eller afsnit. Det fungerer godt til et vist punkt. Så begynder man at løbe sur i det og savner en mere klassisk opbygning.
Der er også mange fortællerstemmer i bogen. De to, man følger med størst interesse, er den unge mekaniker Martin, der i det københavnske natteliv har scoret familien Birkelunds unge datter Maria. Martin er fra Hvidovre, han er en godt udseende mekaniker, der lever et helt almindeligt liv og intet kender til overklassens præferencer. Da Maria på et tidspunkt forærer ham en parfume, overrækkes den sammen med denne replik: ”Martin, jeg er ked af at sige det, men den, du bruger nu, lugter simpelthen for meget af Vestegn.”
Martin selv gør sig også sine observationer. Han ankommer til sin første julemiddag hos familien, medbringende en hemmelighed som han forestiller sig vil forandre hans status i forhold til Marias skeptiske slægtninge. I indkørslen, noterer han, står der ”nyvaskede, skinnende sorte tyske biler, BMW og Mercedes, ikke en af dem ældre end to år.” Men også at ”mindst halvdelen var leasede. Hvorfor folk med penge valgte den løsning, forstod han ikke. Leasing var i hans verden for narkohandlere og fattigrøve.”

Og så ruller den dramatiske handling derud af, vi får lidt efter lidt klarlagt, hvad der er på spil for denne familie, og hvorfor det ender så galt. Det gør German godt. Som læser forbliver man nysgerrig om udfaldet omtrent frem mod slutningen. Her tager dramatikken dog overhånd. Det er svært at fastholde interessen, fordi ikke mindst det afgørende opgør mellem familiens medlemmer er så voldsomt, at det kommer til at virke karikeret.
Så er der sproget. Krimigenren er den genre, hvor vi forlanger mindst af sproget. Men der er ganske mange klicheer og banaliteter i denne bog, selv for en krimi. Som når det et sted lyder som optakten til et skænderi: ””En lille tilsyneladende uskyldig sætning, der i sidste ende ville vise sig at være et af de små startende tandhjul i det store maskineri af bedrag, intriger og desperation, der ville koste menneskeliv denne aften.”
Replikkerne er ofte opstyltede. Som her, hvor Martin inviteres med ind i de helligste haller, de mandlige familiemedlemmers cigarstue. Martin har gjort sin research og kan derfor vælge en passende cognac til en passende cigar: Hans svigerfar kvitterer med følgende replik: ”Hmm. Det er yderst solide og ret dyre valg, min dreng – måske er der krummer i dig alligevel. Jeg har faktisk en del fra den gode Jans hånd.”
Men spændingen fejler ikke noget.

Om forfatteren

Henrik German rådgiver i branding, kommunikation, sociale medier og digitale strategier.

Om anmelderen

Helle Merete Brix er forfatter, underviser og tidligere litteraturanmelder ved Weekendavisen. Oprindelig uddannet journalist. Har udgivet en lang række bøger om både samfundspolitiske emner og mere selvbiografisk stof. Skriver for tiden på en roman.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond