Når jeg ser dig fra en vis afstand er så medrivende, at jeg flere gange undervejs måtte huske mig selv på, at jeg læste med henblik på at anmelde og ikke (kun) for min fornøjelses skyld.

En kvindelig psykolog med eget tv-program. Gift og mor til to. Alene i et lejet sommerhus uden for sæsonen. Utroskab – på flere måder – og venskab. Vesterhav, ravjagt, fugleliv. Det er nogle af de væsentlige ingredienser i denne vellykkede debutroman.

Jeg-fortælleren henvender sig direkte til et du, ægtefællen, og bogen er skrevet i to spor. Det ene foregår i nutid i et sommerhus, det andet i datid hjemme i hovedstaden, og fortællingens første linje lyder: ”Jeg er kommet for at forsvinde. Det lyder så uigenkaldeligt, det ved jeg godt, men sagen er, at jeg vil glemmes (…) og jeg vil genopstå som den, jeg var, før alt det her.”

Når jeg ser dig fra en vis afstand er så medrivende, at jeg flere gange undervejs måtte huske mig selv på, at jeg læste med henblik på at anmelde og ikke (kun) for min fornøjelses skyld.

Også rent sprogligt er det en glæde at læse bogen. Et af mange eksempler finder man på side 68: ”En lille, blå gople med et mønster som en marmorkugle – er det en vandmand eller en brandmand, jeg ved det ikke – er blevet fanget på stranden, da havet trak sig tilbage, nu skælver dens kuppelhvælving ved vandets berøring, og synet minder mig om blommen på et spejlæg, du foretrækker den flydende, kun akkurat stegt.”

Flere steder indeholder romanen sms-tekster eller opslag fra Instagram, og forfatteren rammer sprogtonen på SoMe lige i solar plexus, ikke mindst på grund af det for tiden allestedsnærværende (og i mine ører vildt irriterende) modeord ‘vildt’.

Trine Lundager har styr på sit skrivehåndværk; ikke mindst er hun dygtig til at opbygge spænding. Et eksempel er scenen, hvor der måske, måske ikke, piler en mus rundt i det ensomt beliggende sommerhus om natten. Her blev jeg revet med, som var det en nervepirrende thriller, jeg sad med. Der er også tale om et par større spændingstemaer, som løber gennem det meste af fortællingen, og som er med til at gøre romanen svær at slippe.

Bogen er vidunderligt spækket med sansemættet detaljerigdom som f.eks. på side 89: ”Vinden, bølgernes lavmælte rul mod stranden, den papiragtige raslen i marehalmen bag os. Kaffen, som damper fra termokandens låg imellem hans grove hænder, og som han tager en slurk af i ny og næ. Som for at lægge en pause ind. Lade alt det andet tale.”

Jeg synes også godt om de genkendelige betragtninger, der findes rundt omkring, f.eks. på side 99 i den tekst, der lægger ord til bogens titel: ”Allermest er vi mennesker tiltrukket af den, vi elsker, når vi betragter ham eller hende fra en vis afstand. Når dette menneske for en stund river sig løs fra den fælles krop, det fælles åndedræt, hjertet, der slår med én takt, og han pludselig befinder sig et sted i rummet, hvor man kan se ham, som andre ser ham.”

For ikke at glemme side 272: ”I næste uge skal Claes gå Lucia, (…) jeg tror ikke det betyder så meget for ham, (…) men hvad er jeg for en mor, hvis jeg ikke overværer mit barn bære lys gennem mørket?” Symbolikken her er stærk; det gælder også flere andre steder i bogen.

Romanen er ganske godt korrekturlæst. Måske derfor springer de få fejl, der desværre er, så meget desto mere i øjnene: “Patient” hvor der skulle have stået ”klient” samt ”fastlæggere” og “blikstikke” – det sidste er ellers et skønt ord.

Det eneste rigtigt trælse ved bogen var, at den sluttede. Det hører man sjældent mig sige.

Og for at vende tilbage til begyndelsesordene: Forsvinder jeg’et? Genopstår hun som den, hun var? Se, det må man selv læse romanen for at finde svaret på.

Jeg synes, at Trine Lundagers debutroman fortjener maks antal spirer.

Om forfatteren:
Trine Lundager er født i Esbjerg i 1976. Hun er BA i statskundskab, er uddannet journalist i Aarhus og var i en årrække ansat på Politiken. Ud over at skrive arbejder hun som ekstern forlagsredaktør og keramiker og fordeler sin tid mellem sommerhuset på Fanø og hjemmet på Frederiksberg, hvor hun bor med sin kæreste og deres to døtre på 18 og 13.

Om anmelderen:
Louise Winther er født i 1963 og er forfatter. Hun udgav i januar 2024 digtsamlingen I sorgens hus og har tidligere udgivet citatbøgerne Sagt om sorg og Sagt om sorg II, romanen Men så døde mormor og digtsamlingen Dødens dønninger. Louise Winther anmeldte sin første bog i en lokalavis, da hun var 12. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har også en baggrund som cand. jur.