I 1973 satte fundene af en række gustne ritualsteder i Ørkenen på Anholt øen og den danske presse på den anden ende. Siden da har den anholtske djævlekult med ujævne mellemrum vist sit fjæs. Både fysisk, i form af såkaldte satanmønter, der dukker op i kirker og museer, og mystiske breve til præster og kulturpersonligheder, og i folkesjælen, i form af artikler, bøger, konspirationsteorier og dokumentarfilm. Nat over Vandholt er det nyeste skud på denne troldtræsgren.

I årtier var det en gåde, hvem der stod bag det der, med rette, kan betragtes som Danmarks mest omfangsrige og længst kørende stykke performance-kunst. Var der virkelig en satanisk sekt, der skjulte sig på landets mest isolerede ø? Var disse kultister, der underskrev sig med enigmatiske navne som Alice Mandragora, Karl Klunck og Dunk Wokgnal en trussel mod Gud og den offentlige orden, man burde tage alvorligt?

Jeg kunne, hvis anmeldelsesformatet tillod det, skrive adskillige sider om Anholtkulten, men er tvunget til at springe adskillige led i denne vidunderligt sære, farvestrålende, til tider vanvittige luns af danmarkshistorien over. Interessen for kulten blomstrede voldsomt op i 2013, hvor dokumentarfilmen Satankulten på Anholt af Jonas Bech og Kristian Ussing hurtigt greb den danske undergrund af horror freaks og true crime-nørder. Politiken fulgte filmens DVD-udgivelse til dørs med en seks artikler lang serie, Satans Mønt, der stadig er tilgængelig online. Det var under researchfasen til denne, at journalisterne Gudrun Marie Schmidt og Camilla Stockmann udgravede endnu en del af kultens åndelige arv: Manuskriptet til den roman der er genstand for nærværende anmeldelse.

Knud Langkow er efterhånden blevet uomgængeligt udpeget som ophavsmanden bag satankulten. Og verden ville være et kedeligere sted, hvis ikke denne udadtil grå og uanselige parcelhusfunktionær havde haft en gedulgt fantasi, et talent for at skabe rav i den og en stædighed der synes decideret umenneskelig. Langkow, der altid har mindet mig om Scherfigs Theodor Amsted i Den Forsvundne Fuldmægtig, bestred et udsigtsløst job som telefonomstiller og gjorde intet nummer af sig blandt kolleger og naboer. Men hans alter ego, Dunk Wokgnal, var, som navnet antyder, Langkows anarkistiske, kreative, diabolske modsætning i et og alt.

Nat over Vandholt blev fundet under en kiste i krypten under Christians Kirke på Christianshavn. Manuskriptet er ikke signeret hverken Langkow eller Wokgnal, men med den bizarre frækhed, der mere end noget andet kendetegner kultens aktiviteter, undertegnet af selveste Klaus Rifbjerg (der dog benægtede ethvert kendskab til kortromanen, som han betragtede som ”dårlig litteratur”) Det har dog ikke forhindret miniforlaget Baggårdsbaroner, der står bag udgivelsen, i at anføre Rifbjerg på titelbladet, mens ryggen og forsiden, i ægte Langkows ånd, prydes af pseudonymet Dunk Wokgnal.

Kodeordet her er ”pryd”. Der er bestemt ikke sparet på udstyret der omgiver historien. Omslaget, hvorpå forfatterens navn er præget, ikke trykt, danner en ramme om flappens inderside og om titelbladet, som en cadeau til dobbeltvæsenet Langkow og hans underfundige metakunst. Bogen, der udover kortromanen består af en (lidt for kortfattet) introduktion, overvejelser om djævelens skikkelse (selvsikkert forfattet af Ustumallagam, frontmanden fra black metal-bandet Denial of God) og en kommentar om manuskriptets mystiske første side, er rigt forsynet med originale vignetter og illustrationer. Det hele emmer af samme besættelseslignende kærlighed og detaljesans som Langkow lagde i skabelsen af sine mønter og breve.

Selve brødteksten, Nat over Vandholt, er svær at beskue fra nogen som helst objektiv vinkel, når man først er sat ind i kultens og forfatterens livshistorie, og har ladet sig opsluge af den okkulte malstrøm de har undfanget. Det bør retfærdigvis siges, at man, blandt de mange værker der har ladet sig inspirere direkte af Anholtkulten, finder tegneserieantologien Satankulten på Anholt fra Forlaget Afkom, som undertegnede har bidraget til. At påstå at jeg, som anmelder, nok var positivt indstillet på forhånd, da udsigten til at læse og udbrede mig om Langkows bog dukkede op, ville ikke være løgn.

Men ærlig talt, der er visse punkter hvor salige Rifbjerg havde ret. Det er ikke stor litteratur, vi har med at gøre her. Nat over Vandholdt er en pikaresk og pervers gyserfortælling om den delirium tremens-ramte taber, Mikkel, der tvinges tilbage til sin skumle, ørkenagtige fødeø. Hans far, der to årtier forinden har forvist ham, er død og skal kules i jorden. En slagfast og, viser det sig, noget moralsk blakket faster fungerer som bindeleddet mellem den fremmedgjorte Mikkel og det indavlede lokalsamfund, men også som en slags åndelig guide, når de veje, Mikkel er tvunget til at følge, fører steder hen hvor rationaliteten ikke længere slår til.

Sproget er tonalt uhøjtideligt og jovialt, tilstræbt det talte, men kammer nogle gange over i bemærkelsesværdigt avancerede ordvalg og vendinger. Da jeg formoder, at forlaget, i overensstemmelse med virkeligheden, har betragtet råmanuskriptet som en slags avantgardelitterært danefæ, og dermed redigeret teksten så lidt som overhovedet muligt, er det dog fuldt forståeligt, at disse sproglige brud er bevaret.

Fortællingen drøner lige ud ad landevejen, om end Langkow/Wokgnal/Rifbjerg(?) tager tilløb til adskillige sideplots, der dog alle løber ud i Vandholts sand. Mikkel kastes ud i et grotesk eventyr, hvor nekrofili, kannibalisme, djævledyrkelse, seksuelt misbrug og tortur flettes ind i motiver som uforløst kærlighed, ønsket om at blive optaget i den sociale flok, den ufrivillige forbundethed mellem familiemedlemmer og andre mere klassiske og dydige emner.

At genrebestemme denne besynderlige bastard er ikke nemt. Der er horror-elementer hentet fra folkeeventyr, anvendt på en baggrund af generationsdramaet, fortalt med skiftevis plat og raffineret brug af humor, chokeffekter og drømmesyn – det hele som sagt pakket ind i noget der kan betragtes som et moderne brydetag med slyngelromanen.

Er her tale om en kvalitetsmæssig perle, der er faldet blandt svin, og nu endelig, mindst fyrre år efter tilblivelsen, ni år efter den blev genopdaget, kan betage et kræsent publikum? Næppe. Var jeg underholdt undervejs? Uden skyggen af tvivl! Aldrig har en pjattet, uartig og fandenivoldsk røverhistorie været svøbt i så labre gevandter, og som visse andre ”dårlige” romaner (De Sades 120 dage i Sodoma er måske det vildeste eksempel) kan den læses alene fordi den hører til en langt større artistisk helhed.

Knud Langkow døde som han levede: Uset, men med en ubændig kunstersjæls smag for romantik. Han drak en flaske snaps og frøs, helt overlagt, ihjel på sin elskede hustru og medsammensvornes grav, nytårsnat 2004. Manden, kulten, romanen er alt sammen eksemplet på den humanistiske, moralske og æstetiske dualitet der hersker i alt mennesket berører. Og hvis han var i live og stadig aktiv og anonym, tror jeg ikke noget ville få kaoskunstneren og kultlederen Langkow til at skrige højere af grin, end at modtage topkarakter i et af kongerigets ældste organer for litteratur. Hvilket jeg hermed tildeler ham!

Om forfatteren

Knud Langkow (1931-2004) stod bag den fiktive satankult på Anholt.

I 1973 opstillede Knud Langkow på Anholt genstande, der lignede noget fra okkulte ritualer. I årtier efter holdt han historien i live på forskellige måder, bl.a. ved at skrive anonyme breve til kendte, og ved at få slået og efterlade satanmønter på kirker og museer rundt omkring i Danmark.

Om anmelderen

Martin Schjönning er litterat og har blandt andet arbejdet som redaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist. Dertil er han skønlitterær forfatter, og er i øjeblikket ved at uddanne sig til boghandler.

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond