Man må tage hatten af for mennesker, der har modet til at stille sig selv og det personligt stof til rådighed, så andre får noget og nogen at spejle sig i, lære af og finde støtte hos. Den cadeau fortjener Nana Hyllested for Nul, der skildrer et på alle måder opslidende fertilitetsforløb.

Ikke desto mindre er det falsk varebetegnelse, når forfatter og forlag lancerer bogen som en roman. Nul er hverken en fiktiv prosafortælling eller en fiktionaliseret levnedsbeskrivelse, men en journal over fem års lange og mange forsøg med insemineringer, æg på frys, hormonbehandlinger, og hvad sig dertil hører af nervøsitet, humørsvingninger, håb og mismod.

Det kunne der godt være kommet en gribende læseoplevelse ud af. Når det ikke er tilfældet, skyldes det forfatterens skrivefærdigheder og en fraværende kuratering fra forlagets side.

For meget og for lidt

Nul  er skrevet med tungen ud af halsen og speederen i bund, uden at det efterlader læseren berørt eller synderlig interesseret. Det er, som om forfatteren har haft en ambition om at vende hver en sten og lægge de hårde facts ved barnløsheden frit frem – de fysiske prøvelser, ventetider, det efterhånden flossede parforhold og gnisten, der tændes og evindeligt slukkes. Men det, der kommer ud af det, er ordsalat, fyldt med klicheer og skinger metaforik:

Følelsen overvælder mig, den stiger mod solar plexus og farer ind og sætter aortas pumpe i femte gear. Nu er det med at bevare kontrollen, inden kroppen spasser ud, og vandstanden stiger – så jeg søger ind bag mit fattede og stive blik og går zombieagtig mod vaskemaskinen, panikrummet.

Indimellem krydres teksten med lange naturoplevelser, som ingen rolle spiller i bogen. I andre sekvenser slår Hyllested over i kronikformen, der ikke har noget at gøre i en skønlitterær roman, og som i bedste fald flyder over med lommefilosofiske betragtninger og i værste med fordomsfulde karakteristikker. Til allersidst, da der kun er de private fertilitetstilbud tilbage, munder det ud i en rent ud sagt idiotisk svada:

(…) det har resulteret i, at fertilitetsbehandling er blevet en millionindustri, hvor de bemidlede får mulighed for at reproducere sig og de mindre bemidlede ingen eksistensberettigelse har. Den nye raceudskillelse.

Det er ærlig talt en påstand til den grove side, ikke mindst i betragtning af at forfatteren har modtaget 14 offentligt betalte forsøg!

Måske gik redaktøren ud efter kaffe

Det er uforståeligt, at ingen har placeret en fast pegefinger på udgydelserne og givet en smule vejledning om den skønlitterære praksis. For eksempel kunne man have antydet, at der hist og her findes ansatser til tekst, som kunne have fortjent at blive udfoldet, for eksempel når forfatteren tidligt i bogen skriver:

Det har været en periode, hvor vi har rykket vores grænser betragteligt. Nogle mere end andre.

Man har lyst til at råbe: Hvilke grænser? Og hvorfra og hvortil? Svaret får man aldrig, for forfatteren lader i stedet afsnittet munde ud tør tale om azoospermi og mikroinsemination, som er nogenlunde lige så intetsigende læsning som brugsvejledningen til en klapstol.

Det undrer samtidig, at den mandlige part i forholdet stort set er fraværende gennem hele bogen, ligesom det allermest traumatiske – den mislykkede graviditet – kommer til at handle om kragefugle. Hvorfor dog?

En bog er en bog

Skulle denne bog have været skrevet? Ja, det skulle den – for forfatterens egen skyld. Var det nødvendigt at udgive den? Også ja, eftersom der er tale om brødarbejde for nogle mennesker på Skriveforlaget, i trykkeribranchen, den grafiske sektor m.v. Al mulig fred være med det.

Men når den omfangsrige mængde af selv- og medudgiverforlag som Skriveforlaget slår sig op på, at de yder redaktionel støtte og manuskriptvurdering, og når der blandt statistikere og forskere plæderes for, at der udgives stadig mere litteratur i Danmark, må det være på sin plads at sige: Løgn og latin!

Det er sandt, at siden selvudgivelsernes fremkomst, vrimler det med nye titler, men det betyder ikke mere litteratur, bare flere bøger. Og nok har gud og hvermand fået en platform, hvor alt kan udgives, men vi er ikke blevet beåndet med et stigende antal forfattere, der er i besiddelse af talent. Hvad vi har fået, er en hoben skrivende mennesker, som ikke nødvendigvis får den vejledning, de betaler for.

Det er desværre tilfældet med Nana Hyllesteds Nul . Den ene spire, det kan blive til, bliver givet som en applaus for modet.