MIN BOLIG, MIN SKÆBNE

Skindet på næsen er måske ikke ligefrem en roman om det danske boligmarked, men vilkårene på boligmarkedet gennem de seneste 40 år er ramme for handlingen og spiller en meget væsentlig rolle for historiens hovedperson, Karen. Hun og barndomsveninde Louise flytter i firserne fra Vestjylland til København, og fra første øjeblik fylder beskrivelserne af deres boliger rigtig meget. Dundyner, maling med særlig glans, omhyggeligt udvalgte materialer, farvesætning.

Tonen slås an fra bogens allerførste afsnit, hvor læseren mange år senere følges med Karen rundt i hendes københavnske andelsbolig og får at vide, hvordan hun – omhyggeligt, ja, pertentligt – forbereder lejligheden til at kunne tage imod betalende airbnb-gæster. Karen har ondt i økonomien og tjener til næste boligydelse ved at fremleje, selv om det ikke er tilladt ifølge andelsboligforeningens vedtægter.

Hun har ikke svært ved at få lejet ud, hun har blot det problem, at hun ikke har noget andet sted at overnatte. Hun sniger sig til en nat på venners sofa, hun kommer for sent til at gå ind i Frederiksberg have og sove på en bænk, hun falder i søvn udenfor en indgangsdør. Men så ringer Louise og fortæller, at hendes mand har forladt hende, og at hun gerne vil have Karen til at komme. Og vil hun overnatte? Så værsgo’. Det vil Karen jo gerne. Det er ellers 15 år siden, de sidst så hinanden.

Louise bor stadig i den store andelslejlighed, som de to veninder plus to venner er så heldige at kunne købe ikke længe efter ankomsten til København. Det sker på et tidspunkt, hvor boligpriserne er i bund, og boligen er billig, bl.a. fordi den trænger voldsomt til modernisering.

Da Louise får mand og børn, vælger Karen at flytte ud og derefter ind i en anden andelslejlighed, og nu ligger boligpriserne et helt andet sted. Karen køber for dyrt. Velkommen til tv-programmet ‘I hus til halsen’.

Louise har uddannet sig som journalist, og hun ejer nu et succesrigt filmproduktionsselskab – hun har penge nok. Karen har til gengæld ikke uddannet sig. Hun har klaret sig ved hjælp af mange forskellige småjobs, heraf en del i restaurationsbranchen, og hun har lært sig at lave rigtig god mad. Det nyder både Louise og vennerne godt af.

Karen er desuden lige så pertentlig og arbejdsom, som hendes airbnb-forberedelse viste. Da hun flytter ind hos Louise, bliver det snart sådan, at det er hende, som køber ind og laver mad og som klarer store dele af den daglige rengøring, oprydning mv.

I første omgang sætter Louise pris på det, men læseren fornemmer snart, at Karen har svært ved at finde balancen mellem ‘tak for hjælpen’ og ‘utidig indblanding’. Feltet mellem de to veninder rummer også en fortid med den mand, de begge gerne ville have (- og som vist egentlig gerne ville have dem begge), men som Louise vinder. I det hele taget fremstår Louise som vinderen, hun er den med karrieren, pengene, manden, børnene, overskuddet, og hendes behov for Karen viser sig kun at gælde i den periode, hvor manden er væk.

Karens ulovlige fremlejen bliver opdaget, og hun bliver truet med at blive smidt ud af andelsboligforeningen. Heldigvis har Louise et værelse i overskud, som de to kvinder nu lejer ud – med Karen som den ansvarlige, selvfølgelig. Herfra er skridtet kort til, at Karen køber den bortrejste ægtemands halvdel af lejligheden, og hun går i gang med at iværksætte salg af egen bolig og køb af Louises halve. Men så bliver ægteparret forsonet, og manden flytter tilbage. De har et rimeligt tilbud til Karen, som bliver vred og takker nej. Heldigvis kan hendes salg af egen bolig aflyses, men hun har stadig ikke råd til at bo i den. Veninderne skilles i vrede, og Karen får skaffet sig en lille hævn.

Pressemeddelelsen kalder Skindet på næsen en fortælling om svigt, savn og misundelse, men de er ikke følelser, som Karen udtrykker. At hun bliver svigtet, er misundelig og savner, er måske læserens vurdering, men de er ikke ord, som Karen bruger om sig selv. Karen er ikke noget offer, hun handler. Karen yder. Karen giver gaver og dermed sig selv betydning for andre. Karen lader sig bruge, og hun bliver vred. Karen er en overlever, og forfatteren får hende fint til at fremtræde som en sådan.

Sproget er letflydende hverdagssprog, og bogen er hurtigt læst.

Skindet på næsen er måske allermest en roman om at klare sig, når man er sådan én, som ikke lige dyrker karriereræs eller antal af følgere på de sociale medier. Sådan et almindeligt, fredeligt menneske, som får de hjul til at rulle, som er nødvendige for at få de fleste andres liv til at køre.

Om forfatteren:
Lisbet Kjær Johansen debuterer med romanen Skindet på næsen. Har været skønlitterær oversætter siden 2017.

Om anmelderen:
Janne Hejgaard er forfatter til en lang række fag- og skønlitterære bøger til børn og voksne. Hun har erfaring som anmelder og redaktør, og har været litteraturpolitisk aktiv bl.a. i Dansk Forfatterforening.