facebook-pixel

Anmeldelse: ‘Små sorte bogstaver’ af Sophie Gevind

img-placeholder

Anmeldelse: ‘Små sorte bogstaver’ af Sophie Gevind

img-scores

Fakta om bogen

Titel: Små sorte bogstaver

Udgivelsesdato: 16-06-2023

Sider: 350

Genre: Romaner og noveller

Forlag: People's

Forfatter: Sophie Gevind

Oversat fra: dansk

Format(er)ISBN
Hæftet bog9788772385266
Ebog (ePub)9788775930340
Lydbog til download9788775932856

Dette er den modigste fortælling, jeg længe har læst. Det er fortællingen om livets værste mareridt, der kommer til skue for hele offentligheden.

Sophie Gevind debuterer med en autofiktiv roman, hvor ord som forvaringsdom, statsforvaltning og forældremyndighed ikke er unormalt. Romanens hovedperson, Sofie, vokser op med fraskilte forældre, der begge rykker fra hjem til hjem. Tina, Sofies mor, bor i fine kvarterer og er udadtil et livsklogt forbillede. Men inde bag de nedrullede gardiner forskanser hun sig på soveværelset, går ned med stress og ryger for mange cigaretter. Frank, Sofies far, er alkoholiker, og da han efter en tørlagt periode igen slår sig på flasken, afbryder 16-årige Sofie kontakten med ham.

Gennem ti år følger vi Sofie, og hurtigt står det klart, at den ene familietragedie overtager den anden. Tina tager lån i Sofies navn og Frank sender konstant truende e-mails og udvikler sig senere til seriekriminel; han begår svindel, går amok med en økse, brænder et hus ned, og til sidst ender det med et tragisk mord på hans forhenværende læge.

Med sine 326 sider udfoldes plottet tilstrækkeligt. Men egentlig er det først ved bogens afslutning, at det hele begynder. ”Hvis jeg ikke skriver nu, bliver jeg kvalt i mit eget fangenskab. Så slår jeg første bogstav ind og overgiver mig til det, jeg ikke ved, hvad er.” Sådan står der på nogle af bogens sidste sider, og det er da også de flydende små sorte bogstaver, der ender med at forme fortællingen. For i romanen bliver det tydeligt, at Sofies frirum findes i skriften. Men efter hun får job hos et reklamebureau, tager skriften pusten fra hende. Teksterne og Sofies chef kæmper en brav kamp, mens Sofie stædigt kæmper for sin egen overlevelse – ikke bare gennem skriften, men også i det virkelige liv. For midt i reklametekster, en manipulerende kæreste og familietragedier står den skamfulde ensomhed og lyser. Helt alene står hun, og de fleste af hendes nærmeste har vendt hende ryggen. De presserende tåre ruller ikke længere ned ad kinderne, for flere års øvelse har lært hende at holde dem inde. Ja, i Små sorte bogstaver tror man ikke sine egne øjne. De destruktive mønstrer, vil ingen ende tage, og det er hjerteskærende at være læser til. Den autofiktive fortælling er så grum og skræmmende og alene på baggrund af genrebetegnelsen, gør det det nærmest ubærligt at skulle anmelde den. Alligevel fremstår den langt mere vedkommende og virkelighedsnær og lige som en true-crime, føler jeg mig fanget hele vejen igennem.

Sophie Gevind er en forfatter, vi helt sikkert vil komme til at se mere til, og med denne romandebut, har hun formået at skrive sig ind på den danske litterære scene. Afmålt og afvejet skriver hun i et harmonerende sprog, og det er tydeligt at mærke modet og de mange overvejelser, der står bag beslutningen om at udgive denne roman. I den næste udgivelse håber jeg dog, at Gevind vil prioritere enkelheden højere. De mange karakterer vi bliver præsenteret for gennem bogen, sætter sine krav til læseren, og man skal holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i de forskellige navne. Også enkelte overflødige- og gentagende beskrivelser, bør der lures ud i. Alligevel står det som bagateller, når jeg læser dette vedkommende værk – og hvis jeg ikke selv kunne skrive en god grund til, hvorfor du skal læse bogen, giver Sofie dem i bogens slutning: ”Bogen, eller hvad det er, jeg sidder og taster på, skal ud. Ikke for litteraturen eller boghyldernes skyld. Men for børn, der bor i sorte huller. Måske den kan få dem til at føle sig bare lidt mindre alene.”

Romanens slutning løfter værket til helt nye højder. Let og elegant formår Gevind at binde en sløjfe på romanen; dels om fortællingen vi har været vidne til og dels om hendes egne overvejelser om at udgive romanen. Selvom det hele begynder ved slutningen, ender det hele som begyndelsen – og det er netop en pointe i sig selv.


Om forfatteren:
Sophie Gevind (f. 1994) har skrevet blogs, magasiner, kronikker, essays og kommercielle tekster, så længe hun har kunnet stave. Til daglig arbejder hun som kreativ tekstforfatter og strateg. Små sorte bogstaver er hendes debutroman.

Om anmelderen:
Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen har en baggrund i Dansk fra Københavns Universitet. Hun har flere års forlagserfaring og arbejder i dag hos forlaget Gyldendal. Derudover arbejder hun freelance som litteraturformidler og facilitator, og har stået i spidsen for en række forfattersamtaler hos Thiemers Magasin. Desuden er hun indehaver af instagramprofilen @litteratouren, hvor hun anmelder alt fra smal til bred litteratur.

Efterlad et Svar