En digtsamling taler til mig, når jeg rammes følelsesmæssigt eller sprogligt – allerhelst både-og. Det er tydeligt, at Silas Toft kan noget med ord. Men følelsesmæssigt lades jeg desværre kold. Eller – jeg kom i kontakt med en enkelt; følelsen af at være smådum, fordi jeg ikke fatter bogens ærinde. Den følelse er dog ikke én, jeg har lyst til at opsøge frivilligt.

Mine forventninger til denne bog steg flere grader, da jeg havde læst pressemeddelelsen. Den lyder: ”Solen er en fod bred er en samling digte, der har et mellemværende med sproget; både sproget som verden og verden som sprog. På poetisk, præcis og humoristisk vis udfolder værket sit projekt i en blanding af teser, scener og aforismer …”

Ja, digtsamlingen bugner af løsrevne strøtanker, aforismer, som er adskilt af asterisker. Al tekst, også på det sparsomme eller måske snarere nøgne omslag, er skrevet med små bogstaver. Flere sider rundt om i bogen er ganske blanke. Jeg forstår desværre ikke hvorfor.

Der er tale om et ofte underforstået jeg, som på afstand betragter sin omverden: “spæde græsstrå nyligt sået/pointillismen rykker ind” og ”jeg kaster et stjålent blik ud i søen/hvor det bliver liggende”. Kun få steder optræder et “du” eller et “vi”.

Der valkes og vakles i bogen, der valses og dopples, changeres og skvulpes, og der knikses og gungres og blafres. Hvor er det forfriskende med de sjældent brugte udsagnsord. Jeg takker også for udtryk som ”i den udrykningsblå skumring”, for ”det sorte mørke i en citron/inden den skæres op på midten” og for ”alene hjemme som en hjerne er”.

Men så er der jo lige indholdet – eller ”projektet”. Hvad det angår, mener jeg at forstå så meget, at temaerne er ensomhed, forår, en tungsindig togrejse gennem landet, forelskelse og corona-nedlukning. Men det meste er temmelig kryptisk. Digtene virker for distancerede – og dermed distancerende – på mig.

Af og til dukker der noget op, jeg ville ønske var blevet foldet mere ud, som f.eks. på side 59: ”Dagen efter går jeg rundt i min mors tomme lejlighed/og forsøger at skrive dette * går en tur i parken/hvor træerne er fældet.”

Forfatteren bruger ord som semafor, kvissel, chemtrails, klusildsvækkede og vakuoler, og jeg fik brug for min ordbog. Hvis der havde været tale om en ordquiz, var jeg dumpet med et brag.

En digtsamling taler til mig, når jeg rammes følelsesmæssigt eller sprogligt – allerhelst både-og. Det er tydeligt, at Silas Toft kan noget med ord. Men følelsesmæssigt lades jeg desværre kold. Eller – jeg kom i kontakt med en enkelt; følelsen af at være smådum, fordi jeg ikke fatter bogens ærinde. Den følelse er dog ikke én, jeg har lyst til at opsøge frivilligt.

Efter at have skrevet denne anmeldelse ser jeg, at både Informations og Politikens anmeldere har flere lovord til overs for bogen end jeg. Men jeg efterlades som sagt – trods tre grundige gennemlæsninger – med følelsen af at være dum. Og en smule fremmedgjort. Derfor kan jeg desværre kun give tre spirer.

Til gengæld er jeg sikker på, at livets aftryk vil påvirke forfatterens fremtidige udtryk. Så også jeg kan blive fanget ind. Jeg vil så gerne! ”Fordi jeg går ind for poesien”, som der står på bogens side 58. Og fordi ”at ethvert du i poesien er til enten for at sørge eller flirte” (side 94). Kort sagt: Jeg ønsker mig mere af enten sorg eller flirt – måske sågar af begge dele – i forfatterens næste udgivelse.

Om forfatteren
Silas Toft er født i 1995 og blev uddannet fra Forfatterskolen i 2021. Han har tidligere bidraget til forskellige tidsskrifter og antologier, heriblandt Floret, Hvermandag, Greatest Kids 2014, Udkant, Mål og Henfald.

Om anmelderen
Louise Winther er født i 1963 og er forfatter til seks bøger, deriblandt digtsamlingen Dødens dønninger, romanen Men så døde mormor samt citatbøgerne Sagt om sorg og Sagt om sorg II. Louise anmeldte sin første bog i den hedengangne Roskilde Tidende, da hun var tolv år gammel. Hun er uddannet psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent og har en baggrund som cand. jur. og Master of Laws.