Spejltræet er en art dannelsesroman om litteratur og kærlighed og kærlighed til litteratur. Den er bygget op af et antal kapitler, som hver især bærer navnet på kapitlets fortæller. Vi følger den unge, rastløse Arturo, hvis far dør; den ligeledes unge Sabine, som engang var en enormt dygtig violinist, men lod sig forsvinde i festtåger; og den misantropiske kulturjournalist Nanna. Bag dem og rundt om dem svæver en næsten mytisk amerikansk forfatter, som kun har skrevet én roman. Denne roman efterlader Arturos far sig, hvilket sender Arturo ud på lidt af en odyssé.

Fortællernes livsbaner flettes ind i hinanden. De mødes tilfældigt på kryds og tværs og påvirker hinanden i forskellig grad. Flere gange oplever vi den samme situation fra forskellige synsvinkler i forskellige kapitler, og det er faktisk ret elegant udført.

Bogen er klassisk velskrevet. Dette bliver paradoksalt nok også dens akilleshæl, forstået sådan, at forfatteren ikke sondrer mellem litterære passager og dialog, hvorfor mange formodet spontane replikker kommer til at lyde aldeles unaturlige og netop som litterære beskrivelser snarere end noget, rigtige mennesker ville sige i virkeligheden. Så får vi passager som denne, hvor Arturos kæreste Maria fortæller ham om en episode, hun oplevede sammen med sin søster efter en fest i hjemmet: ”Men indimellem tog vi en pause og stod ude på terrassen og drak rødvin af to plastikkrus og røg nogle af de tynde cigaretter, Julia havde haft med hjem fra Frankrig. Det havde regnet om dagen, og græsplænen var stadig våd, og vi stod og så den hvide røg fra cigaretterne svæve ud over plænen og op imod den stjerneklare himmel.” Det er jo en vældig fin beskrivelse, men ikke noget en et ægte menneske bare sådan lige siger uden at have forberedt sig. Der er alt for mange detaljer til at det lyder som talesprog.

Det sker desværre for ofte. Der er sidelange filosofiske causerier om døden og ensomheden, samt alt for hudløst ærlige og private afsløringer om sex, hvor folk krænger deres sjæl ud til folk, de netop har mødt. Muligvis omgås jeg et mere reserveret udsnit af befolkningen, men jeg synes ikke, det virker realistisk. Det kan godt fungere som litteratur, men ikke som dialog. Det giver dele af bogen et opstyltet præg, og det skæmmer en ellers virkelig godt komponeret bog.

Et andet gennemgående tema i Spejltræet er at miste. De forskellige personer har alle mistet noget eller nogen, måske endda sig selv. Deres respektive forsøg på at genfinde er overbevisende skildret, men ved enkelte lejligheder virker det, som om personerne snarere er rekvisitter, der skal føre handlingen frem og binde ellers løse ender sammen, måske bedst eksemplificeret af kulturjournalisten Nanna, der forvandler sig fra misantrop til turteldue på meget kort tid.

Konklusionen er, at er der for mange dialoger, hvor det velskrevne kommer til at virke kunstigt, og for mange tilfælde, hvor personerne synes at være til stede som talerør snarere end mennesker. Det trækker ned. Ellers er Spejltræet en flot komponeret, velstruktureret bog, spændende og velskrevet og fornemt afrundet med en slutning, der fungerer eminent godt.

Om forfatteren

Hans Henrik Rasmussen (f. 1980) er født i Hadsund. Har skrevet jævnligt for Information og Politiken. Spejltræet er hans skønlitterære debut

Om anmelderen
Rasmus Hastrup (f. 1971) oversætter, forfatter, anmelder. Har skrevet fire skønlitterære bøger (Liv, 2016; De ting der sker, 2018; Væk, 2020; Ur, 2022)