Kærlighed af dødens styrke

Det her er en debutroman fra forfatteren, som er uddannet i Dansk Litteratur, har en Mastergrad i Retorik og en forfatteruddannelse. Årsagen til at jeg har fået den til anmeldelse, selvom jeg helst anmelder lyrik og essays, er nok titlen og det at den unge tidligt døde teenagedatter Stines modtagne sonetter eller breve spiller en central rolle i den fragmentariske roman, som ikke er så ligetil endda, selvom forfatteren bekender sig til at skrive ”legende let i rammesatte genrer”. De er da også samlede i en kreds på 15 sonetter til allersidst i bogen efter romanens epilog.

Bogen kan tilsyneladende læses som en slægtskrønike over en middelklasse alkoholikerfamilie i 3 generationer, der går mere og mere i opløsning af sorg og indelukkethed i forholdet mellem mødre og døtre, forældrene og senere far og søn. Men skiftet i fortæller vinkler mellem moren, Kirsten, og den yngste datter, Stines lillesøster med en anden mand, Lene, samt sonetternes påkaldelse af højsangen og dens tvetydigheder med hensyn til hvem der elsker hvem, og de glidende overgange især i kvindernes kønsidentiteter gør den meget mere aktuel og nærværende, så den tvinger en til at sætte mere på spil. Og sonetterne eller brevene spiller den centrale rolle i udfoldelsen af disse identitetskonstituerende tvetydigheder ikke bare for Stine, der dør som fjortenårig, men også for moren og hendes lillesøster, der alle udvikler en vidt forskellig fragmentpalet af indelukkethed og kampen mod den fremprovokeret af det tomrum og savnet, som Stines død efterlader. De ekkoer som mindet om hende sætter svingninger, der fører til mange forskellige opfattelser af hende og virkelighederne over tid og generationerne imellem. Lige fra den første og anden sonet, der kan læses som morens kærlighedserklæring til sin egen mor og sit nyfødte barn eller som en mands kærlighedserklæring til moderen som stort barn eller til mor Kirstens mor. Og virkelighedsfragmenterne skifter hver gang form og udseende efter at afstanden mellem mor og datter, mor og andre børn, moren og manden eller mellem en af dem og nogle udenfor den snævre familiekreds uddybes:

Sonet I

…
Som månen er du lysende og hvid
med sødmefyldte glimt af morgenrød.
Du stråler som en sol ved middagstid
så varm og glad, så smilende og sød.

Din skønhed er så stærk, at jeg bliver svag:
en yndig rose på en forårsdag

Efter at hendes præstefar i jalousi og arrigskab har slået moren som barn og der er slået hul i hovedet, og efter at hendes mor så har accepteret at lade være at inddrage lægen og i stedet tager en dyb indånding og vender sig for at skrælle kartofler:

Sonet II

En yndig rose på en forårsdag.
En fløjlsblød knop, så ung og lydefri,
hvis blade gemmer på så mange lag,
der leder mig af kærlighedens sti.

…
En dag skal du for altid være min;
som skabt til elskov i en brudeseng.

En hud så blød som silke, som en fjer,
med sved, der dufter renere end dug.
Min verden bliver større når du ler.
Hvor er du smuk min kæreste, så smuk!

Efter at være flyttet fra faren sammen med sin mor og tilbage igen da denne bliver dødeligt syg bliver moren, Kirsten, gravid med Stine i den ældste klasse sammen med sin klasselærer og han bliver aggressiv. Hun forsvarer barnet maven, sparker ham i nosserne og han begår selvmord. Ved begravelsen flygter hun med åndenød og kvalme og hun trøstes af sin afdøde mors elsker organisten Torben, som hun forveksler med Stines far, den døde klasselærer Martin. Han siger: ”Du ligner din mor mer og mer”. Hun falder til ro hjemme med sin mors roser, der er gamle med tykke stængler. Deres ”roser er store og gule” og ”kølige og glatte”.

Under fødslen af Stine knytter Kirsten sig til sin nye veninde, sygeplejersken Lisbeth, der har tre børn med manden Otto. ”Hendes øjne er mørke som Martins, og hun ligner ham mere end godt er.” Da Stine er født vil hun ikke aflevere hende for natten og får sin vilje: ”For nu er alene blevet et vi. Vi er alene. Jeg er ikke alene. Det er overvældende at tænke på, at man kan lave sådan et lille væsen i kærlighed og til kærlighed”. ”Så giv mig blot et kys nu af din mund!/Din mave er en dynge hvedefrø./ Med navlen som en skål så ren og rund,/ hvor frugten samles i en lille sø.

Min elskede er som en hjortekalv;
en lilje i den varme dybe dal.”

Kærligheden og erotikken er umiskendelig. Og kærligheden vokser gennem Stines første barndom men forholdet bliver svært da moren, efter at være blevet sygeplejerske selv, finder en ny mand og får to børn med ham i et dysfunktionelt ægteskab hvor de begge drikker mere og mere. Deres børn får man da også mistanke om har alkoholskader af den ene eller anden art fra fødslen. Drengen Thomas er mongolid og bliver senere anbragt uden for hjemmet, pigen Line er sygeligt kontrol og regelfikseret og falsk anorektiker. Kærligheden til Stine fylder så meget, at hun ikke rigtig magter at være mor for de to nye børn også. Hun gentager mønsteret, da manden Jens slår Stine, og hun ender med flytte over til veninden Lisbeth og Otto men kun med Stine.

Sent i bogen da Stine er i puberteten tydeliggøres det, at sonetterne nok er breve med kærlighedsdigte, som den dreng, hun er forelsket i, har skrevet til hende. Hun siger, at han er ”anderledes end andre drenge, som hun har kendt. At han er klog og romantisk”. Og hun beder lillesøster, Lene, om at gemme dem, ”hvor moren og faren ikke kan finde dem…moren roder i hendes ting, fordi hun ikke stoler på storesøsteren.” Her er Lene fortælleren, der gemmer brevene/sonetterne under gulvtæppet i stuen i det dukkehus hun lige har fået i fødselsdagsgave. Og storesøster Stine ”tager pigens ansigt mellem sine hænder og kigger hende dybt i øjnene. Hun siger, at det med brevene og drengen er deres hemmelighed, og at pigen skal love, at hun aldrig siger noget om det.” Det lover hun:

Sonet X

Stå op min kæreste, så kom dog med.
For frugterne, dem har jeg gemt til dig.
Vi tager til et helt fortryllet sted,
hvor både dag og nat er fuld af leg.

…

For over vores dør er herlig frugt.
Kom elskede, vi skynder os derud.

Vi gemmer os i havens tætte skov.
For rævene er løse og på rov.

Er det en drengs kærlighedsbrev eller søsterlig kærlighed. Under alle omstændigheder lurer farerne. Efter en våd frokost hvor begge forældre igen bliver fulde og faren i vrede slår Stine fordi hu har ødelagt hans liv og traditioner – læs drikkeri i ro og fred – stikker Stine af over til moderens gamle veninde Lisbeth og hendes mand Otto. Her tager moren over til hende. Uden de to andre børn, som har fået at vide af Stine at faren og moren skal skilles. Det ender med at moren tager Stine med tilbage til Jens og de mindre søskende. Efter endnu en våd fødselsdagsmiddag forsvinder Stine. I resten af bogen tilspidses savnet og indelukketheden efter Stines forsvinden og død, og det skærpes af forskellige opfattelser af hendes død. Politiet tror faren har slået hende ihjel. Lillesøsteren line er helt sikker på at det er hende der har gjort, fordi hun har bedt Gud om at beskytte moren så hun ikke dør og sagt at så måtte Stine hellere forsvinde eller dø som offer.

Alt hvad jeg gør, er gjort i kærlighed.

…

I døtre af Jerusalem, far vel!
Min lidenskab er grum og slår ihjel.

Ved begravelsen sidder moren alene sammen med veninden Lisbeth og dennes mand Otto i den ene side af kirken og faren med de to andre børn Thomas og Line i den anden side. Moren falder, er ude af sig selv og får et tilbageblik til sin mors begravelse og elskerens hemmelige deltagelse. Og hun nægter at se Stines død i øjnene og forsvinder mere og mere fra sin mand og de andre børn og kommer i lange periode selv på hospitalet.

For kærlighed er stærk som døden selv,
så læg mig som en seglring om din arm.
Jeg vækker dig når dagen går på hæld.
Ved æbletræets fod er solen varm.

…

Væk ikke Kærligheden før den vil,
dens flammer har en alt for voldsom brand.
De brænder med en varm og grusom ild,
som ikke slukkes, selv af vældigt vand.

Det kan både være fra moren, Stines drengekæreste, lillesøsteren Line, der er alene med faren i sin ungdom under morens hospitalsophold, og det viser sig i kapitlet lige efter, at det også er et afskedsdigt til moren fra en af hendes psykisk syge patienter, en forelsket selvmorder, der er citeret i sonetten. ”For kærligheden er stærk som døden/lidenskaben er grum som dødsriget/dens flammer er flammer af ild/en voldsom brand.”

Lillesøsteren Line bliver til sidst i puberteten indlagt for at få sin falske anoreksi med mere behandlet og så springer bogen 13 år frem til 2010 hvor lillesøsteren og moren ikke mødes og ikke taler sammen ved Stines grav, som broren Thomas passer. De mødes der ikke samtidigt på Stines fødselsdag. Og her dukker roserne op igen, ikke gule, for det var morens og mormorens særlige farve. Moren har ingen med fordi hun ikke vidste om Stine havde en yndlingsblomst. Lillesøsteren lægger lyserøde roser, der dog for hende kun optræder som bogstavlignende skygger på gravstenen fra ”et hæsligt gravlys i plastik med hullet guldkant”, som bror Thomas har sat tidligere på dagen. Og hun hvisker ikke et spørgsmål eller en bøn. ”Det samme løfte som dengang. Som altid. Om aldrig at fortælle, hvad der skete. Om altid at passe på brevene.” Og moren lægger da hun når frem hånden på gravens jord. ”Lige her, hvor jeg selv sænkede hende ned. Lige her, hvor jeg stadig kan høre hendes stemme i vinden.”

Og den sidste sonet XV, indledes med den samme linje, som den første Sonet efter bogens indledningskapitler om 2014, hvorfra vi også ved, at det var purpurrøde roser Stine havde i sit hår:

Et æbletræ blandt skovens træer er du;
en yndig rose på en forårsdag!
Tag mig i hånden, kom, vi løber nu.
Jeg nyder dine læbers honningsmag.

En lilje i den varme dybe dal.
På Sarons sletter står en rose skøn:
én ud af unge pigers tusindtal
så kølig som en mørk og bundløs brønd.

Mit hjerte vågede, imens jeg sov.
Stå op min kæreste, så kom dog med;
for rævene er løse og på rov!
Alt, hvad jeg gør, er gjort i kærlighed.

Min lidenskab er grum og slår ihjel,
for kærlighed er stærk, som døden selv.

Denne sonet opsummerer de øvrige 14 sonetters temaer og i den samme særlige sonettillempning som dem, der vel skal forstærke genklangen fra Højsangen. Nemlig 3 kvartetter afsluttet med en halvs to linjer, der ovenikøbet rimer. Terzetterne når vi aldrig til. Og den afsluttende epilog besvarer ikke spørgsmålet om hvad eller hvem der slog Stine ihjel, men mangedobler det, ”Hun stopper op et øjeblik og trækker vejret dybt, inden hun går videre. Ind i mørket. Alt for lykkelig til at være rigtigt bange.”

Det er sonetternes tvetydige afsendere og køn samt de vidt forskellige direkte og indirekte fortælleres synsvinkler og resonansen fra deres tidligere liv og måske u-erindrede fortidsskygger, der gør bogen mere læseværdig og spændende end en traditionel slægtskrønike med en alvidende fortæller. Oplev det ved selvsyn!

Om forfatteren

Marie-Louise Ravnsberg er født i 1971. Hun har studeret dansk litteratur på Københavns Universitet suppleret med en Mastergrad i Retorik fra Aarhus Universitet. I 2021 har hun desuden taget en forfatteruddannelse fra Gladiatorskolen.

Om anmelderen

Thorvald Berthelsen, digter, essayist og anmelder