Hvordan nærmer man sig andre? Og hvordan fortæller man andres historier, når man endnu ikke selv har nået nærheden? Det forsøger Mie Læssøe at skrive frem i sin debut, Svalkatekster.

Bogen, der er på præcis 100 sider, falder i tre dele. Den første del koncentrer sig om fortællerens far, Harvey, som fortælleren indgående forsøger at få i tale. I anden del »bestemmer« fortælleren sig for at blive til Yula, som er hovedpersonen i en dokumentarfilm og bor på lossepladsen Svalka uden for Moskva. Fortælleren bruger i denne del Yulas mund til at tale igennem. I tredje og sidste del forestiller fortælleren sig at tale med både Harvey og Yula, men også at være en flod i Østjylland, at elske Lévinas og køre rundt i en rundkørsel.

Langt hen ad vejen fremstår Læssøes – og fortællerens – fortællinger både spacy, syret, og som floden i Østjylland, som én lang tankestrøm eller drømmeverden, der mimer det, det kunne være, fremfor hvad det egentlig er. Her er alt, hvad der hedder grammatisk korrekthed lagt i glemmebogen, og det er læserens opgave at få delene til at passe sammen:

”det ser ikke ud som om vi løber efter hinanden, det ligner en dans. vi holder fast i hinandens hænder, vi snurrer rundt og løber den anden vej. så ligger vi på maven med armene strakt ud til siden, vi spejler hinanden, vi ruller rundt og klipper i luften med benene, tager fat om hinandens ankler og kravler i en ring, vi begynder at løbe ud, røde i lyset, lilla.”

Fragmenter som ovenstående er det, der bær bogens dybde, og giver læseren en forståelse af på den ene side den kompleksitet og fortielse, der ligger i relationerne og på den anden side den magi, der skabes, når relationerne lykkedes.

Men alligevel kommer fortæller i tvivl flere gange. Hvad vil det sige at fortælle Yula og Harveys historier, og vil de i virkeligheden fortælle den? Foretrækker de måske nærmere at være stille?

Svøbt og indviklet i flere små og ikke altid sammenhængende fortællinger, er det spørgsmål som disse, der udgør fortællerens fortællinger. Karakterernes umeddelsomhed er nemlig det, fortællingerne støbes af blandet med fortællerens længsel efter måder at tale og digte på, som passer på Harveys og Yulas stemmer. De stemmer fortælleren endnu ikke ved, hvem er.

Hvad er rigtigt, hvad er forkert, og hvad betyder det at fortælle sine egne og andres historier? Det er det, som teksterne handler om. De interesserer sig for, hvordan man kan skrive på en måde, der angiver det urimelige i at tage ordet uden at kunne være virkelighedstro.

Desværre smitter fortællerens forvirring i en alt for stor grad af på læseren. De usammenhængende og svært fremkommelige fortællinger efterlader læseren som en passiv passager, der har det lidt på samme måde som fortælleren selv:

”ville gerne være myndig, have hemmeligheder og vide hvad jeg mener med det jeg siger men kroppen nægter mig adgang, jeg ser ikke mig selv klart og forstår mig ikke.”

Frustrationen over ikke at kunne tage teksten på sig eller engagere sig i fortællingerne, føles ligesom endnu ikke at være myndig – man har ikke rigtig nogen mening. Og det er måske derfor, fortælleren ikke forstår Harvey og Yula. Et forslag kan være at forstå sig selv, før man forsøger at forstå andre.

Om anmelderen:
Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen har en baggrund i Dansk fra Københavns Universitet. Hun har flere års forlagserfaring og arbejder i dag hos forlaget Gyldendal. Derudover arbejder hun freelance som litteraturformidler og facilitator, og har stået i spidsen for en række forfattersamtaler hos Thiemers Magasin. Desuden er hun indehaver af instagramprofilen @litteratouren, hvor hun anmelder alt fra smal til bred litteratur.