Ondskaben lurer i provinsen, og man finder næppe noget mere provinsielt end Pelle Møllers hjemmebryggede ø, Arø. Ondskaben har slået rod her, i den pensionsmodne oprindelige befolkning, blandt flokken af storbysmarte tilflyttere, ja i selve øens muld. Noget er vågnet og de ulmende trakasserier mellem de gamle og de nye gør intet for at lulle det i søvn igen, tværtimod.

Tilflytterne er en historie, der er lige så gammel som menneskets tilbøjelighed til at kræve eneret over et stykke jord. Folkevandringer får altid det værste op i os, og de miljøfanatiske, skinhellige københavneres indtog på Arø – ikke at forveksle med den virkelige Aarø, der deler areal og befolkningstal med sin fiktive dobbeltgænger – er bestemt ingen undtagelse. Konflikten er altså velkendt, grænsende til det fortærskede, og har været omdrejningspunktet for alt fra Motorsavsmassakren til TV2’s Minkavlerne, fra Knud Romers Den som blinker er bange for døden til Lasse Hjorth Madsens tragedieroman, Udkanten, som Tilflytterne har umådeligt meget tilfælles med.

I tilfældet Tilflytterne er der dog tale om farveægte horror af den gode gamle overnaturlige art, og truslen fødes altså ikke udelukkende af menneskelige dårskaber som snæversynet konservatisme eller selvgod korrekthedsdogmatisme. Der er noget større, værre og mere fundamentalt modbydeligt, som hovedpersonerne, trods ophidsede gemytter, fornemmer i øjenkrogen, men ikke forstår.

De ophidsede gemytter påkalder sig generelt det meste af opmærksomheden, og gør Tilflytterne til en historie uden helte. Alting er konflikt, alting handler om taktisk, social positionering, alle er på en eller anden facon usympatiske, egoistiske, navlebeskuende og slet og ret skideirriterende, selv børnene. Misantropien vælter ud mellem linjerne, og som læser griber man sig selv i at holde med den ukendte ondskab allerede fra starten.

Personernes universelle nederdrægtighed holdes sammen af stereotypiske træk, der er så overfladiske at de kunne bruges til målgruppesegmentering. Det løjerlige er, at det virker! Det virker endda ganske overbevisende, og helt beroligende at man ikke skal forholde sig til forfatterens holdning om hvem af dem – øboerne eller tilflytterne – man bør holde med. Det hele er så velkendt, at man selv kan danne sig en holdning, ud fra hvilken gruppe der virker mindst enerverende.

Det er nærmest karikaturer man præsenteres for. Den nævenyttige, selvhævdende AULA-mor; den forstokkede, dannelsesberøvede og ufortjent selvsikre bonderøv; den dejagtige, fraskilte tabermand; den parcelhus-magelige ’68-pædagog der for længst er faldet til kapitalpatten; de forfængelige eksilerede middelklassehippier, der dyrker alt der er grønt, sundt og miljøvenligt, men alene for at vise de andre medlemmer af kulten hvor grønne, sunde og miljøvenlige de er – ikke af nogen oprigtig idealistisk følelse. Det er tommetyk satire, og selv (måske især) når det kammer over, er det simpelthen hylende morsomt.

Dansk horror har traditionelt en vis kærlighed til provinsen og dens øjensynligt endeløse depoter af rædsler. Senest og klarest har makkerparret Jacob Krogsøe og Martin Vangsgaard Jürgensen taget de danske gyserfans med ud på bøhlandet i romanerne Randvad og Blodbaner, og A. Silvestris Vardekød, der lige har snuppet prisen for Årets Danske Horrorudgivelse, udspiller sig i et provinshul i Vestjylland. Men mens der ikke er noget nyt i den geografiske baggrund hvorpå Tilflytterne finder sted, har jeg savnet den spiddende, revsende satire, som Møllers historie emmer af. Den sociale indignation, som danske socialrealister altid har mestret, og som passer så godt ind i gyserfortællingens fortættede, truende stemning, er gavmildt og dygtigt anvendt i Tilflytterne. Det er en velkommen forandring.

Svenske Mats Strandberg er, i modsætning til sine danske kolleger, ikke bleg for at fræse spydige samfundskommentarer ind i sine gyserhistoriers korpus – indtil videre forefindes Færgen, Hjemmet og Konferencen på dansk. Man finder spor af samme stridslyst i Den Forsvundne By af Strandbergs landsperson (og debutant), Camilla Sten. Svenskerne er i stald hos henholdsvis Modtryk og Gads Forlag, og man skal ikke have tilhørt de vansmægtende skarer af danske horror-fans længe, for at føle et gryende, forjættende håb, nu hvor selveste Gyldendal har fyret op under et helt nyt dansk forfatterskab af samme skuffe (og desuden udgivet Benni Bødkers voksengyser Occidentens Stjerne). Det var ærlig talt på tide.

Med andre ord bygger Tilflytterne oven på en stor og rig, men for gennemsnitslæseren helt ukendt arv, hvorfor det klinger lovligt kækt, når Pelle Møller i omtalen af bogen mener at have opfundet konceptet Nordic Horror. Den har nu været her længe, det nye består i at de store forlag også vil udgive den – hvilket trods alt er svært at være bitter over i længden.

Tilflytterne kommer, med sin labre indpakning, vægtige forlagslogo og det faktum at den på forsiden sælges som en ”roman”, ikke en ”gyser” (og på Bogportalen figurerer under ”Krimi og spænding”), forhåbentlig til at rykke lidt ved de danske læsere. De kender persongalleriet og lokationen på forhånd, og det grusomme bliver – til tider med decideret morbid begejstring for skønne, ækle detaljer – præsenteret i et flydende, medrivende sprog der ikke kommer til at afspore nogen. Det er klassisk gys, skarp satire og en lille smule gedigen splat, camoufleret som en moderne krimi. Hvis det er måden, vi får udbredt horror-genren i Danmark på, så er jeg umiddelbart tilhænger af det! Det er i hvert fald en både underholdende og nærværende rædselshistorie om det paradisiske helvede vi kalder Udkantsdanmark, som Møller fortæller.

Om forfatteren
Pelle Møller, f. 1975, har arbejdet som bl.a. journalist, redaktør og manuskriptforfatter. Han har skrevet og instrueret flere serier til tv og radio, været redaktør på Ramasjang, skrevet og instrueret comedy til DR2, teaterstykker og spillefilm. I 2007 blev hans kortfilm Helmer & Søn nomineret til en Oscar, og i 2022 blev han nomineret til en Robert for filmen Forsvundet til Halloween.

Om anmelderen

Martin Schjönning er litterat og har blandt andet arbejdet som redaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist. Dertil er han skønlitterær forfatter, og er i øjeblikket ved at uddanne sig til boghandler.