Med forfatter Jørn Solgaards egne ord, fra romanens pressemeddelelse, er TOSSEDALEN tænkt som en hyldest til alle dem, der ikke passer ind, men som oftest har de største hjerter og gå-på-mod. Desværre når forfatterens gode intentioner ikke ud til læseren, som den følelsesladede og storslåede fortælling, den synes at være tænkt som.

Hovedpersonen Knud kommer til verden den 9. April 1865, og fødes ind i en almindelig familie, der driver en gård. Familien er ikke dårligt bemidlet, faren Erik er medlem af menighedsrådet og moren Signe holder hus og hjem. Allerede fra fødslen er Knud ildeset af både sin egen far og samfundet. Det fortælles, at der er en mystisk aura omkring ham, hans øjne kan skifte farve og han vokser unaturligt hurtigt. Knud lærer sig selv at læse, er dygtig til matematik og tydeligvis intelligent. Dog er hans far alt andet end begejstret, og Knud må oftest kun opholde sig på sit loftsværelse, hvor han også spiser de fleste måltider. Hans mor er mildere stemt, og straffer ham ikke som faren gør, når han bryder reglerne. Kort efter at Knud er startet i skole, beskyldes han af sine forældre for at have forsøgt at drukne sin lillesøster, selvom han i virkeligheden forsøgte at redde hende. Efter episoden kører faren ham afsted i deres hestevogn, og sætter Knud af ved det folkene i området kalder Tossedalen. Et sted der har ry for at være endestationen for folk der skiller sig så meget ud, at der ikke er plads til dem andre steder i samfundet.

Herfra fortsætter romanen i en form, der gør den mere og mere utroværdig. Knud er kun syv år, da han efterlades alene (der er ikke andre mennesker i dalen, da han ankommer), og herfra klarer han uden problemer sig selv. Det er meningen, at man som læser skal acceptere en præmis om, at han udvikler sig meget hurtigere end et almindeligt menneske. Som 7-årig skal Knud forestille at være som en 15-årig, både fysisk og mentalt. Efter at han efterlades i Tossedalen, bliver han endnu ældre, på kort tid. Han lever mest af fisk, som han fanger med hænderne, der dukker to hunde op som han kan kommunikere med, uden at læseren får at vide hvorfor eller hvordan. Hundene hjælper ham med at jage andre dyr, som de alle tre spiser. Flere og flere udstødte dukker op i dalen, og der etableres et lille samfund for de, der ikke har det godt andre steder. Selvom Knud i sit korte liv kun har oplevet svigt, påtager han sig ansvaret for de folk, der kommer til Tossedalen, og han både leder og fordeler deres liv og arbejde. En lille dreng, født samme år som Knud, er syv år da han kommer til dalen, og en lille pige på tre år bliver “dumpet” der af sin mor. De to små børn står fremefter for al madlavning til det voksende antal beboere, og det giver ingen logisk mening. Børnenes evner og sprog passer på ingen måde til deres alder, og det er med til at underbygge romanens utroværdighed. Intelligens eller ej, så er der grænser for, hvad børn kan klare og lære, helt på egen hånd.

Hele fortællingens ramme og indhold er naturligvis et tilladt valg fra forfatterens side, men fortællingen vakler mellem på den ene side at ville være socialrealistisk, og på den anden side indeholder den overnaturlige/fantasy elementer. Disse to genrer finder i romanen ikke et fælles leje. Mange skønlitterære værker er fusioner af forskellige genrer, men i TOSSEDALEN mangler der blandt andet sproglig klarhed, som ville kunne binde fortællingen ordentligt sammen. Det historiske islæt blegner ligeledes, når f.eks. sproget ikke understøtter samtiden. Børnene tiltaler læreren med “Du”, nogle drenge kaldes “båthoveder”, ordene super, mega, osv., går ikke godt i spænd med en fortælling, der ønsker at være historisk. Fortællervinklen skifter uelegant mellem at være alvidende, og mellem de forskellige karakterer, ja endda til den ene hund et par gange. Det gør kun forvirringen større, og der er intet der tydeliggøre, hvorfor læseren skal vide, hvad alle disse forskellige personer tænker eller oplever.

Entusiasmen fra forfatterens side er tydelig, og måske for tydelig, da begejstringen medfører en vis form for selvfølgelighed, hvor alt kommer unaturligt og “tilfældigt” let til romanens personer. Konflikter og forhindringer løses utroligt let, med tilfældigheder og “hovsa” løsninger. Eksempelvis da to mænd pludselig angriber karaktererne Inga og Ingeborg, mor og datter. “Banditterne” bliver hurtigt og nemt fanget, med hjælp fra de to overnaturligt intuitive hunde, og hovedpersonen Knud. Tilfældigvis er disse to mænd de mest eftersøgte i hele Danmark, og der bliver udbetalt en stor dusør. Dermed er de økonomiske udfordringer løst for Knud og Tossedalens øvrige beboere. Samme “heldige” problemløsning er kendetegnende i hele fortællingen. I det meget omfattende persongalleri har stort set alle karakterer været svære ting igennem, men alting løser sig, nemt og tilfældigt, når blot de kommer til Tossedalen. Som læser efterlades man med det indtryk at der aldrig rigtig er noget på spil, da alle problemer finder hurtige løsninger.

En overflod af biord, adjektiver og et gennemgående talesprog, gør romanen uelegant og unuanceret ift. sproglige virkemidler. Sproget udvandes, og der er flere eksempler på at de ordret samme vendinger bruges i sætninger der efterfølger hinanden. Dette kunne og burde være redigeret væk. En gennemarbejdet roman bør ikke være skrevet i talesprog og fyldt med floskler.

Romanens afsluttende kapitel måtte jeg læse flere gange, for at forsøge at få det til at give mening. Det lykkedes ikke. Åbne slutninger er der intet i vejen med, men i dette tilfælde handler det om meningsforstyrrende sætninger, og et rodet billedsprog. Det bærer tydeligt præg af ikke at være gennemarbejdet og præciseret. Mange af de karakterer som har haft en gennemgående rolle i romanen, forsvinder mod slutningen ud af fortællingen, uden en afklaring. Som læser kan man så undre sig over hvorfor de har haft så megen plads i historien. Kæresten til Knud har overtaget fortællervinklen i romanens sidste del, og intentionen synes at være, at der skal være en storslået, og måske en smule magisk, afslutning på en episk fortælling. Det lykkes heller ikke. Forfatteren har sandsynligvis haft et meget præcist billede af hvad han kunne tænke sig, og selv visualiseret hvor storladent det skulle fremgå. Men intentioner når ikke ud til læseren, medmindre de er godt og skarpt beskrevet.

TOSSEDALEN er et beklageligt eksempel på en roman, hvor ingen saglig redaktør har gennemarbejdet romanen. Det meget store antal af overflødige ord, et alt for stort persongalleri, uvæsentlige detaljer, utroværdighed, talesprog, mm, burde have været redigeret væk. Dette kunne have løftet romanen flere niveauer.

Personligt har jeg stor respekt for debuterende forfattere, der har en historie de brænder inderligt for at få udgivet i bogform. Samtidig er det dog meget frustrerende at læse et værk, der på så tydelig vis, ikke har mødt en kritisk redaktør. Litteraturen fortjener ikke at oversvømmes af selvudgivne titler, som er et resultat af forlag, der udgiver hvad som helst, når bare forfatteren selv betaler.

Der findes eksempler på fantastiske romaner der er kommet til verden, fordi forfatteren selv har insisteret på at få sit værk udgivet, og selv været med til at finansiere udgivelsen. Desværre skulle TOSSEDALEN have haft en betydelig mængde sparring og redigering, for at den måske kunne være blevet til det, som forfatteren drømmer om.

Om anmelderen
Michala Stenstrøm, f. 1990. er udlært boghandler, har studeret Journalistik og har en BA i Litteraturvidenskab.